Åh, Tilda Swinton. Hendes ansigt er noget af det mest interessante, jeg længe har kigget på. Det er albinoagtigt og spidst som en sneræv. Man kunne, i mangel på et faktisk ord, kalde hende smukgrim. Hun slår ud til begge sider.
Da hun brød igennem i Sally Potters syrede Virginia Woolf-filmatisering Orlando (1992), forvandlede hun sig (metaforisk og fysisk) fra victoriansk mand til moderne nutidskvinde og gjorde det med lige dele ynde og bizart vanvid.
I Luca Guadagninos mesterværkskandiderende I Am Love (Io Sono l'Amore) kommer dette dobbeltfjæs atter, og mere end nogensinde før, til sin ret. Skotske Swinton spiller her den russisk-fødte Milano-matriark Emma Recchi, der genfinder sig selv og sit urbegær for mad og sex i sønnens kokkeven. (Italiensk med russisk dialekt? Nonski c'è problema for suveræne Swinton) Denne forvandling fra nydeligt kultiveret husfrue til forfjamsket forelsket gør hende til et fascinerende bevis på, at skønheden er størst, når den smukke facade krakelerer.
Sirk og Visconti
Alt i italienske I Am Love handler om overgange og undergange. Her er lige dele inspiration fra Douglas Sirks melodramer om frisættende, forbudt kærlighed og fra Luchino Viscontis film om aristokratiets fald.
Grundhistorien optegner skiftet fra et traditionsbundet patriarki i Milanos modeindustri til nye, moderne milleniumtider Den etablerende scene låner fra Viscontis De lange knives nat (1969) med dens aristokratiske langbordsdramatik: Tekstilimperiets overhoved, Edoardo Sen., erklærer til en fødselsdagsmiddag sin fratrædelse fra sit familieimperium. Hvem skal være arvtager? Blikkene flakker blandt børn og børnebørn. Den gamle patriark skridter rundt om langbordet med dramatisk højtidelighed, som var det en 'banke bøf'-leg.
Han udpeger som forventet først sønnen Tancredi, men dernæst også - og her kommer chokket ('bøf!') - barnebarnet Eduardo (Flavio Parenti). Hos Visconti bød familiedynastiets overhoved den nazistsympatiserende svigersøn en lillefinger i håb om at bevare sit imperium. I I Am Love er det de moderne tider, der vælter aristokratiet. I begge tilfælde er det starten på enden for den øverste klasses suverænitet.
Noras kald
Midt i det hele står så Tilda Swinton i skikkelse af Emma Recchi. Aristokratiets forvandling er kulissen for hendes frigørelseshistorie. På mange måder er det Ibsens dukkehjemshistorie. Emma fortrængte sin russiske identitet, da hun giftede sig ind i det styrtende rige tekstilimperium. Nu bestyrer hun det Colosseum-gigantiske hushold i Milano med yndefuld, næsten overkorrekt ekspertise.
Hendes mand, Tancredi (Pippo Delbono), er en charmeforladt aristokrat af den oldgamle skole med en prins Henrik'sk kvalitet af hundeagtig kedelighed. Ved siden af hende ligner han snarere en butler end en elsker. Stilfulde Emma dirigerer middagens gang med et diskret vink, opmuntrer personalet, retter atter og atter på bordplanen, sætter konversationer i gang og lapper på snigende dårlig stemning med sit næsten desperat anerkendende smil.
Mens Swinton kun fortrækker den mest nødvendige mine for at vise Emmas bekneb, viser kameraet resten med sit karakteristiske detaljeblik: Hendes hånd ruller nervøst båndet fra sin datter Elisabettas fødselsdagsgave sammen, mens bedstefaren forundret pakker op (for hvad er det nu for noget moderne noget? Fotografi og ikke maleri?!).
Vi klipper ud i forstuen til den latterligt elegante bordplan. Vi ser de lydløse, hårdtarbejdende tjenestefolk fra køkkenet. Den smukke facade, fornemmer vi, står for fald.
Mad, sex og kameramand
Siden fører kameraet os langt ind i Emmas bevidsthedsbillede. Forbudt, men sanseligt oplivet, forelsker hun sig hårdt i sønnen Eduardos ven Antonio. Da denne unge virtuose kok på sin fars restaurant serverer Recchi-kvinderne sin mad (rejer med risotto i sursød sauce og fisk med sprøde grøntsager ... mmm) eksploderer Emmas indre i ekspressionistisk udtrykte sanseindtryk.
Svigermoderen og svigerdatterens kævlen trækkes i baggrunden. Lyset dæmpes. Emmas tallerken lyser op, og kameraet glider helt ind i hendes sitrende smilerynker om øjnene og frem og rundt på rejerne på gaflen.
Foruden Swintons skuespil er det netop dette hypersansende kamera og den svulstigt dramatiserende musik, der holder den ellers traditionelle udviklingshistorie sitrende og levende. De parvise modsætninger er tydeligt optegnet - moderne London og traditionelle Milano, det fortrængte Rusland og det fortrængende Italien, den lesbiske datter og den konservative golddiggersvigerdatter, kultur og natur - men iscenesættelsen er så overbevisende, at det aldrig bliver banalt.
I en fantastisk scene elsker Emma med Antonio i den fri natur. Hendes ansigt er svedende og rødt af solen, brysterne blege og nubrede. Kyssene er tunge og fulde af spyt og så langt fra aristokratiets ægteskabelige kindkys som tænkeligt muligt.
Alt er både helt rent og befriende beskidt, smukt og grimt, og komponisten John Adams musik bygger den stille scene dramatisk op, dirrende, faretruende, lykkeeskalerende, op, op, op, OOOOP!
Vanvidsvoluminøst
Kameramand Yorick Le Saux har også filmet for François Ozon i blandt andet mesterværket Swimming Pool (2002), der har dronningen af det smukkegrimme skuespil, Charlotte Rampling, i hovedrollen. Swinton er med I Am Love oppe i Ramplings liga.
Når Emma endeligt spasser grimtsmukt ud - i orgasmer og ulykkelig fortabelse - chokerer hun, så det gør ondt i hjertet. Aldrig har jeg hørt så meget smæk på violiner og set et så opløst ansigt som i filmens melodramatisk klimaktiske slutscene.
Det er en fuldstændig skamløst effekteksplosion og en passende vanvidsvoluminøs kulmination på en grumt smuk og sanseligt uovertruffen filmoplevelse.
