Læsetid: 3 min.

Karaktermord på en afdød

Personligt. Ny bog om 'Det andet Montmartre' gør ikke op med myten om jazzhuschef 'Jazz-Kay' Sørensen som 'den gamle forbryder'
Jazz. Idet forfatteren til 'Mig og Monten' ikke lægger skjul på, at Jazzhuschef 'Jazz Kay' Sørensen (i midten) havde en adfærd præget af meget store seddelbundter i bukselommen og mystiske møder med mystiske mænd, og at hans hjertelighed havde sine begrænsninger, kommer han faktisk til at gennemføre et karaktermord på denne nu afdøde, mytiske skikkelse.

Jazz. Idet forfatteren til 'Mig og Monten' ikke lægger skjul på, at Jazzhuschef 'Jazz Kay' Sørensen (i midten) havde en adfærd præget af meget store seddelbundter i bukselommen og mystiske møder med mystiske mænd, og at hans hjertelighed havde sine begrænsninger, kommer han faktisk til at gennemføre et karaktermord på denne nu afdøde, mytiske skikkelse.

10. december 2010

'Det første Montmartre' i St. Regnegade blev forrige år besunget i en fremragende bogudgivelse. 'Det tredje Montmartre', som nu er startet på stedet, vil helt sikkert engang få sin, for Niels Lan Dokys og Rune Bechs ildhu er gjort af det stof, man skriver hurtige bøger om. Og nu har så, mens vi venter på dét, 'Det andet Montmartre' også fået sin egen bog.

Montmartre-navnet - og, ikke mindst, den jazz, der er blevet præsenteret her siden begyndelsen af 60'erne - er helt givet et stykke dansk kulturhistorie og fortjener alene af den grund at være dokumenteret for alle, der også gerne vil læse og ikke kun lytte. Dét Montmartre, som fra 1976 og frem til 1989 lå i det gamle etablissement Adlons lokaler i Nørregade, er dog ikke skildret som sådan men snarere i en meget personlig, næsten dagbogsagtig beretning om stedets daværende kunstnerisk ansvarlige, Niels Christensen, i dag fortsat en beundringsværdig aktiv skikkelse i jazzen, bl.a. som leder af den levende musik i Frederiksberg Kommune og i Dunkers Kulturhus i Helsingborg.

Rig på anekdoter

Allerede titlen, Mig og Monten (stedets daværende kælenavn), lader ane, at vi ikke her kommer dybt under overfladen, men at dette er personlige erindringer fra hverdagen i Nørregade i de år, hvor Christensen selv var ansvarlig for musikken, og den navnkundige 'Jazz-Kay' Sørensen var ansvarlig for alt det andet.

Det er alt sammen holdt i et uhøjtideligt sprog, båret af uhøjtidelige (lejlighedsvist lidt for private) observationer og rigt på anekdotiske indslag, både om Sørensen og om de mange gæstende musikere.

Vi får også - og ikke uvigtigt - genopfrisket historien om stedets tilblivelse med god hjælp fra nu afdøde jazzblæksprutte, Arnvid Meyer, og om dets uskønne endeligt, da Sørensens arvinger solgte til højestbydende, der var uden nogen fornemmelse for stedet som en kulturinstitution.

Det virkelig interessante ved 'Det andet Montmartre' er, at det lykkedes Sørensen & Christensen (og senere også den Lars Thorborg, som fortsatte sit virke i Copenhagen Jazzhouse) at gøre stedet til en kulturinstitution, uden at det officielle Kulturdanmark var indblandet. Jazz-Kay sagde allerede tidligt nej til offentlige tilskud. Ikke fordi han idealistisk ville vise, at man kunne drive en kulturinstitution uden støtte, men, ifølge Christensen, udelukkende fordi han ikke ville kigges efter i kortene. Ministerielle eller kommunale tilskud havde skaffet donorerne adgang til hans regnskaber, og dem ville han ikke vise frem.

At Sørensen var 'en gammel forbryder' (hans eget udtryk) var kendt. Han og stedet overlevede, at detaljer om hans fortid i Vesterbros værtshusmiljø, hans ikke sjældne gæsteoptræden i Dommervagten og hans farverige ledelse af Wessels Kro i Sværtegade (bl.a. via telefon fra Horserød) kom frem. Man kan ligefrem sige, at disse detaljer fik et romantisk skær, i og med det var underforstået, at det alt sammen var fortid eller i hvert fald 'under afvikling'.

Karaktermyrdet

Men var det dét? Forfatteren er hverken udstyret med den distance til sit stof eller den detektiviske evne, der har kunnet få ham til at stille - og besvare - spørgsmålet. Og ved ikke at lægge skjul på, at Sørensen også som jazzhus-chef kunne have en adfærd præget af meget store seddelbundter i bukselommen og mystiske møder med mystiske mænd langt uden for jazzmiljøet, og at hans ellers næsten legendariske hjertelighed havde sine begrænsninger, kommer han faktisk til at gennemføre et karaktermord på denne nu afdøde, mytiske skikkelse. Både Sørensen, jazzen og læserne har fortjent sandheden i stedet for opdaterede skrøner.

Ellers opfylder bogen, om end i lovlig lapidarisk form, de krav, vi må stille til den som dokumentation. Vi får korte beretninger om alle væsentlige gæstespil og baggrunden for dem, og ved læsningen kan vi, der indfandt os som publikum, så selv more os ved sætte lyd på, for Gorm Valentin sørger for at sætte fremragende sort-hvide billeder på en del af begivenhederne. Men Kay Sørensen forbliver et mysterium. Større end før. Det er synd.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu