Læsetid: 4 min.

Klicheen om det brune værtshus

I Jacob Billings debutroman drømmer mændene om mere jazz og flere øl. Men hvad der kunne have været et spændende portræt af Københavns ensomme mænd, ender desværre som klichéfyldt romantik
10. december 2010

Verner Liebling lever på kanten. Der bliver drukket og røget i den nussede vesterbrolejlighed, hvis Verner altså ikke lige spiller noget jazz på sit trofaste horn eller svælger i grundirritation over barnevognsyuppier og flødeskumsjournalistik. Det er en karakteristik, man kender, romantikken er i højsædet, det er den ensomme mands vandring gennem bybilledet med et nihilistisk dissekerende røntgenblik på det hykleriske samfund omkring ham.

Blikket peger tilbage på Verner selv, men det bliver svært at regne ud, om bitterheden er frivilligt komisk eller ej i Jacob Billings debutroman, Copyright.

Liebling går jeg ud fra er et knækket anagram af Billing, det lugter af nøgleroman, og man behøver ikke at lede længere end til bogens bagflip for at få dokumenteret en lang række journalistiske bedrifter, som til forveksling ligner dem, Verner Liebling fortæller os om i Billings - altså selvbiografiske - roman.

Klassiske debutanttræk

Selv om Billing har skrevet flere reportagebøger før sin første roman, så har Copyright et klassisk debutanttræk, nemlig at den bliver bedre, som den skrider frem. Billing bliver simpelthen bedre til at skrive, jo flere kapitler han har bag sig. Sproget bliver langsomt mere og mere kontant, somewhat befriet fra de automatiske sproglige vendinger fra bogens første kapitler, der driver af patos:

»Men hans sind var krydret med en endnu ikke helt udsprunget kærlighed for buddhismen, hvilket forårsagede at den sygdom som de fleste teenagere i divergerende grad lider under var sprunget ud i fuldt flor: tvivlen.«

Ovenstående citat er i øvrigt også et dækkende eksempel på Billings uovervejede brug af faste vendinger, som får uheldige konsekvenser. Læst i forbindelse med romanens formelle ambitioner er de helt uhensigtsmæssige. Et krydret sind, det er virkelig et syret billede. Man ser det for sig.

Fejl i tiden

Det er nærmest befriende, når Billing holder op med, igennem sine figurer, at fable om, hvordan Aquas vilde pladereception flød med coke i halvfemserne eller at sammenligne et eller andet med Søren Faulis De skrigende halse. På den ene side er det med til at tegne et billede af Verner og hans gamle ven fra journalisthøjskolen Balder, som to fyre der for alvor er gået bag om dansen, men det virker også bare danderet. I det hele taget er der desværre lidt for mange fejlagtige tidsmarkører i romanen (askebægere i S-toget mellem Enghave og Hellerup anno 2007-9 f.eks.), som en redaktør burde have taget hånd om.

Billings namedropping er massiv, og den minder en smule om chicklittens mest nuancerede træk, nemlig de analt præcise - på grænsen til det supernørdede - benævnelser af designernavne og beklædningslingo. På samme måde er namedropping'en i Copyright en emblempraksis, der er med til at skabe romanens rum, men det er et rum, der på nærmest klaustrofobisk vis er strandet i Verner og Billings (f. 1966) hedengangne storhedstid. Armaniskjorterne er krøllet igennem, Eva Trioen snasket til, og nostalgien breder sig helt vildt og helt vildt hurtigt.

Tilsammen udgør romanens hovedpersoner, Verner og Balder, en todelt, enkelt psykologisk karakter. Balder er den velfungerende, lettere stagnerede ægtemand med en opvækst i overklassen og et faderopgør bag sig.

Verner har slet ikke haft nogen far, men er opvokset rundt om på værtshuse. Han personificerer, meget behjælpeligt, den mørke Mr. Hyde. Samfundsrotten, der har betalt prisen for aldrig at have gået på kompromis med sine overbevisninger som journalist og menneske. Tilsammen udgør de et udsagn om, hvad det koster at indgå som en velfungerende borger i samfundet, og hvilke konsekvenser det får at holde på sine idealer.

Det er et forholdsvist sort-hvidt billede, Billing præsenterer, og det er sådan set også bogens overordnede problem. Der mangler dybde over hele linjen.

Penetrationsmetaforik

Copyright er på mange måder en maskulin fantasi. Det er drømmen om evigt liv på det brune værtshus. Karaktererne genkender sig selv i de tre musketerer og i Hank Moody fra tv-serien Californication. Man må ikke være for bøsset, og i studietiden blev Verner og Balder opfattet som sexister. Romanens første sætning beskriver et stød med en billardkø sådan her:

»Verner ramte den røde kugle præcist og hårdt.«

Det er penetrationsmetaforik par excellence. (Efterfølgende kysser og kærtegner de to hvide kugler hinanden, mens »kongekeglen med kronen på toppen væltede som et canadisk gyldent cedertræ. Majestætisk.«)

Romanens højdepunkter indtræffer ikke overraskende, når karaktererne sættes under pres og tvinges til at afvige bare en smule fra deres selvopfattelse, der ellers ligger og vipper på grænsen til det skabelonagtige.

Det være sig Vernes tid på en misbrugsklinik og Balders værtshusbrune one night stand med en pudret kødklump kaldet Baronessen, en kvinde, der bor oven på Guldregn i Oehlenschlägergade. Hun kaldes uspoleret, lille-piget, pornoagtig, åben og tillidsfuld. Kønsrollerne er på plads, det er det, romanen vil. Men man fornemmer alligevel en åbning, når det erotiske møde med en ligeværdig kvinde udgør et indholdsmæssigt såvel som formelt gennembrud i en roman, der ellers primært koncentrerer sig om skematiske, ensomme mænd.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu