Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Krigerisk tavshed

Islandsk sagastof i romanform fascinerer, men kræver sin mand
Kultur
17. december 2010

Thor Vilhjálmssons roman fra Sturlungetidens Island (som fik Den islandske Litteraturpris 1998) er skrevet efter dannelsesromanens formel hjem-ud-hjem og er en næsten 400-siders prosatekst, men ellers er der faktisk ikke meget roman over den. Flere gange undervejs igennem historien om Sturla Sighvatssons opvækst, kampe, soningsrejse og hjemkomst i det tidlige 1200-tal, har man anledning til at tænke over, hvor det romanagtige egentlig er i denne gen- og videredigtning af sagastof.

Sker der noget andet, end der fortælles i sagaerne? Ja, og det gør fortællingen også selv opmærksom på hen imod slutningen, da Gudmundur Skjald betragter sin hærfører gøre »noget andet end hvad der gerne skulle kunne fortælles i sagaen«. Efter mangen en blodig kamp i det kongeløse og konfliktprægede Island, har Sturla været på en soningsrejse, der også bliver en erkendelsesrejse, sydpå, til paven i Rom. Her konfronteres han med et Islands- og sagafremmed virvar af kirkekampe og karneval, ideer om frelse og fortabelse, mulighed for klosterrefleksion, men også for masser af sydlandsk eksotik. Det hele kulminerer i et pønitense-ritual, komplet med knæfald og hudfletninger. Sturla soner altså, men han bliver også forvirret af alle indtrykkene, som heller ikke for læseren adskilles helt klart i oplevelse eller erindring, virkelighed eller drøm. Perspektivet er således, i hvert fald stedvis, tættere knyttet til hovedpersonen, end det er i sagaerne (som jeg husker dem), og det er ikke uden indlevelse, man til sidst ser Sturlas manglende handlekraft, hans tvivl og tvetydighed, føre til det endelige forsmædelige nederlag. Men stadig er der nu mere mærkelig saga-montage end vellykket prosafortælling over den lange tekst. Til gengæld er den mærkelig på en yderst fascinerende måde.

Mand, hest, klippe, kamp

Den ofte usammenhængende, brudstykkeagtige fortælling, og den uforklarlige vekslen mellem nutid og datid i verberne gør deres til at standse og fascinere. De faste elementer er manden, hans hest, klippen og kampen. Rejsen sætter manden på mange prøver, men han vender tilbage til kampen, klippen, hesten. Og til kvinden, hustruen Solveig, som er en høvding værdig, og som ikke billiger høvdingemodets forsvinden i sin mand. Undervejs optræder dog flere kvinder, og i den forbindelse overraskende intime indblik i kvindens anatomi, inklusive Sturlas chokerende moderne overvejelser om kvindens udbytte af samlejet, dér midt i græsset på de barske klipper. Jeg havde foretrukket et nærmere indblik i kriger-parforholdets anatomi eller i kvindens psykologi.

Til gengæld kan jeg godt påskønne brudstykketekstens poetiske karakter. Teoretisk sagt tvinger formen nærmest læseren til at følge billedlige paradigmer snarere end forløbsmæssige syntagmer. Det kan godt være temmelig udfordrende i længden, men belønningen er den poesi, det jævnligt kulminerer i. Naturpoesi: »Drengen vandrer op ad et fjeld. Tågerester langs randene øverst. I finregnen blev stenene levende med lav og talte til ham med nyvakte, levende billeder. I midnatstusmørket.« Kamppoesi: »Spredte lig i en lysning, i vegetation fyldt med blomster; en rædselsgerning i frugthaven.« Og endelig, et af de uhyggeligt-smukke billeder på Sturlas renselse og erkendelse: »Jeg går i sne, sagde han: Verden er sne.«

I poetisk og sproglig forstand er det fascinerende at følge, hvordan den tavse kæmpe fra nord »går høvdingen af sig«, som det flot hedder et sted i den efter alt at dømme kongeniale oversættelse. Jeg er dog næppe Vilhjálmssons bedste læser. Den mandlige, krigeriske tavshed i alt andet end kampbedrifter som der gerne må fortælles vidt og bredt og malende om imponerer mig ikke, men irriterer lidt, som en unødig primitivitet. Måske især fordi den fremstår som et princip: »Vi skal ikke snakke til overmål«. Men det siger helt sikkert mere om mig, end det gør om dette værk, som må være den perfekte julegave til barske, tavse mænd, som vor tids Solveig hellere vil inspirere til selverkendende pilgrimsvandring end til at svælge i Valhalla Rising i biografen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her