Læsetid: 4 min.

Kunsten at mande sig op

En ærlig mand møder en kvinde, som ikke kan se sandheden i øjnene i det glimrende ødipale komedietrekantsdrama 'Cyrus'
Velkendt. Der er med andre ord dømt såvel jalousidrama som ødipuskompleks, og man undlader ikke at bemærke, at titlen 'Cyrus' ikke ligger særlig fjernt fra titlen 'Psycho', en film, som jo rummer et mor-søn-forhold af stærkt alarmerende karakter.

Velkendt. Der er med andre ord dømt såvel jalousidrama som ødipuskompleks, og man undlader ikke at bemærke, at titlen 'Cyrus' ikke ligger særlig fjernt fra titlen 'Psycho', en film, som jo rummer et mor-søn-forhold af stærkt alarmerende karakter.

Miracle Film

23. december 2010

»So be sweet and kind to mother, now and then have a chat/Buy her candy or some flowers or a brand new hat/But maybe you had better let it go at that

Freelanceredaktøren John er fraskilt og snart midaldrende. Det hele står lidt stille for ham eksistentielt set, og nu skal den ekskone, han stadig elsker (fuldt forståeligt, da hun spilles af Catherine Keener) tilmed giftes.

Han beskriver sig selv som en menneskelig udgave af den animerede trold Shrek, og når man ser efter, er der faktisk visse Shrek-agtige træk ved manden, der spiller ham, John C. Reilly. Noget førsteelskerydre har John altså ikke just, men til gengæld er han på indersiden beundringsværdig, grænsende til det heroiske - hvilket er en af de vidunderlige ting ved denne film, Jay og Mark Duplass' Cyrus.

Rival under samme tag

John er i besiddelse af et yderst velfungerende moralsk kompas, som ikke mindst giver sig udtryk i ærlighed. Så med sin sublime sans for ironi fører skæbnen ham selvfølgelig i armene på Molly (spillet af en enormt yndefuldt ældet Marisa Tomei), der ved en ting eller to om fortrængning og overdreven eftergivenhed.

Molly har en i rent fysisk henseende for længst fuldvoksen søn, Cyrus (Jonah Hill), som i en alder af 21 stadig bor hjemme, hvor han plejer en ikke voldsomt lovende musikkarriere. Molly og Cyrus' forhold er meget tæt.

Cyrus fortæller John, at faren »ikke er inde i billedet« (hvem ved, måske han ligger begravet i kælderen et sted?), og det skal snart vise sig, at sønnike ikke ser med milde øjne på aspirerende reservefædre. Samt at han besidder betragtelige kompetencer udi manipulationens ikke altid lige ædle kunst.

Hitchcock spøger

Der er med andre ord dømt såvel jalousidrama som ødipuskompleks, og man undlader ikke at bemærke, at titlen Cyrus ikke ligger særlig fjernt fra titlen Psycho, en film, som jo rummer et mor-søn-forhold af stærkt alarmerende karakter. Når først den sammenligning (som en brusebadsscene i øvrigt bestyrker) er oppe at køre i bevidstheden, får man også et morskabs-kick ud af den totale mangel på fysisk lighed mellem vævre Anthony Perkins og blævrende Jonah Hill.

I modsætning til sin jævnaldrende komikerkollega Seth Rogen er Hill ikke typen, der kan klare det meste på charme og en dybt indlejret sympatisk kvalitet. Der er en hårdhed over ham, som udnyttes til fulde her, hvor den ofte svært aflæselige Cyrus tegner sig for optrin, der på en gang er lattervækkende og myrekrybindgydende. Filmens store styrke er da også netop kompleksitet i både fortælletone og persontegning.

Ikke mindst fordi Cyrus tager udgangspunkt i et meget kendt freudiansk begreb, kunne den være endt i forudsigelighed. Men det fremragende skuespil er ikke til at få øjnene fra, og med sin yderst jordnære replikbehandling får især Reilly skabt noget, der i den grad ligner og lyder som et helt menneske.

Ekskonen som coach

John-figuren har afgjort visse ligheder med den smukke, vattede taber, man har truffet i snesevis af tidligere independentfilm, men det er de forfriskende forskelle, der redder dagen og løfter Cyrus.

John er den første til at indrømme, at han ikke er cool, og deri har han ret, men som filmen skrider frem, står det stadigt mere klart, at han har en kerne af principfasthed og mandsmod. Samtidig har John dog en rem af Cyrus' hud i den forstand, at også han er overdrevent afhængig af en kvinde - tilmed hans tidligere samlever, som han nu har ladet glide ind i rollen som særlig romantisk rådgiver. I åbningsscenen gribes han da også i en situation, der normalt forbindes med langt yngre mænd.

I en anden tidlig scene, som foregår ved en privatfest, skildres Johns særlige evne til at kombinere det kiksede og det autentiske ganske effektivt. Efter at være blevet afvist af flere tjekkede repræsentanter for det velduftende køn, forsøger han at drukne sine sorger bort i Red Bull og vodka.

Umage makkerpar

Da så det fabelagtige The Human League-hit Don't You Want Me? pludselig fylder stuen, føler John sig endelig forstået og kvitterer med en skamløst overstadig optræden på det ellers tomme dansegulv.

Bortset at Cyrus er distribueret af et stort filmstudie, opfylder den alle kriterierne for en independentfilm, hvilket den er fuldt bevidst om. Instruktørerne anvender således et filmsprog, som - set gennem den konventionelle brille - er ligeså kikset som John, komplet med hakkende panoreringer og slinger i fokusvalsen (et greb, jeg besluttede at finde charmerende).

Endelig ligner det en syret bonusvittighed, at Ridley og Tony Scott har været chefproducenter på filmen. Scott-brødrenes højt budgetterede bulder og brag ligner nemlig den diametrale modsætning til Duplass-brødrenes film, som altså er umiskendeligt independentagtig uden at virke hverken gennemgnasket eller selvbeskuende. Den er også ganske opløftende - på trods eller grund af de mange mørke undertoner.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu