Læsetid: 5 min.

En kvindelig, grænsedepressiv narcissisme der tages alvorligt

Noveller. Den østrigske forfatterinde Ingeborg Bachmann levede hårdt mellem flere lande, flere sprog og flere mænd. Det kom der fantastiske prosalinjer ud af
Liv. Ingeborg Bachmann (1926-1974) døde af forbrændinger, hun havde pådraget sig i eget hjem. Et svagt syn, tres cigaretter om dagen, og et mangeårigt medicinmisbrug, der undertiden bevirkede at hun faldt, kan have ført til branden.

Liv. Ingeborg Bachmann (1926-1974) døde af forbrændinger, hun havde pådraget sig i eget hjem. Et svagt syn, tres cigaretter om dagen, og et mangeårigt medicinmisbrug, der undertiden bevirkede at hun faldt, kan have ført til branden.

10. december 2010

Hvis man har set den aktuelle Kiefer-udstilling på Louisiana, er man måske som jeg blevet draget mod disse vers, som indgår i et af de store malerier: »Wohin wir uns wenden im Gewitter der Rosen/ ist die Nacht von Dornen erhellt« (»Hvorhen vi os vender i rosernes uvejr/ er natten oplyst af torne«). Versene er med deres stærke kontraster og omvendinger lige så visuelt overvældende som Kiefers billeder: er roserne en plage, er uvejret smukt, er de lysende torne, med deres indbyggede Messias-symbolik, en forløsning eller en katastrofe?

Versene er af den østrigske forfatter Ingeborg Bachmann (1926-1974) og skrevet efter at hun egentlig var holdt op med at skrive lyrik for i stedet at hellige sig prosaen. Det gjorde hun nemlig som 30-årig, efter eget udsagn fordi hun nu beherskede lyrikken og ikke længere blev behersket af den.

Både i sin lyrik og i sin prosa maler Bachmann krigs- og efterkrigslandskaber. Som tolvårig oplevede hun nazisternes invasion i sin østrigske barndomsby Klagenfurt, og »den brølende, syngende, marcherende brutalitet indgød hende dødsangst«, som Karsten Sand Iversen skriver i efterordet til sin nyudkomne Bachmann-oversættelse. Bachmanns lærerfar var medlem af det nazistiske parti og fik efter krigen forbud mod at arbejde. Selv skrev hun en filosofisk afhandling mod Heidegger og blev euro-kosmo-politisk aktivist, med mærkesager som naziforbrydelsesstraf, anti-Vietnam og Willy Brandt. Fra hun var 27 boede hun i Rom, hvor hun i 1973 døde af forbrændinger, hun havde pådraget sig i eget hjem. Som Sand Iversen med en ret stærk, nærmest retsmedicinsk protokolføring slutter sit efterord: »Det vides at hun vægrede sig ved at bruge briller eller andet til afhjælpning af sit svage syn, at hun røg tres Gitanes om dagen, og at et mangeårigt medicinmisbrug som følge af sammenbruddet efter samlivet med Max Frisch undertiden bevirkede at hun faldt. En eller flere af disse faktorer kan have ført til branden«. En eller flere af disse faktorer har også været medvirkende til produktionen af novellesamlingen Simultan, som kom i 1972, altså kun to år før Bachmanns død. Det er prosa så skøn, at guderne må lade sig røre.

Sprogskift

Gennem fem noveller følger vi bevidsthedsstrømmen hos østrigske efterkrigseksistenser. De fleste er kvinder, og de fleste lever mellem flere sprog, flere lande og flere forhold. Krigstraumet er kun diskret til stede, tydeligst i novellen »Hundegøen«, hvor en fortid med angst og tab og kz-lejre på forskellig vis giver sig til at gø.

I titelnovellen »Simultan« følger vi bevidstheden hos en simultantolk, en travl, kosmopolitisk kvinde i en arbejdspause, hvor hun til sin egen forundring finder sig selv på biltur med en (lands)mand langs den italienske Adriaterhavskyst, drevet mod ham af længslen efter »en savnet smag, et manglende tonefald, en spøgelsesagtig følelse af et hjem hun ikke havde nogen steder mere«. At hun er simultantolk finder vi først gradvist ud af, men fra starten kastes vi mellem alle hendes sprog: bevidsthedsstrømmen er effektfuldt gennemvævet af engelske, franske, italienske og russiske brokker. De forskellige nationalsprogs simultane tilstedeværelse og den plagede eksistens, der er deres krydspunkt, bliver et stærkt billede på vores sproglige væren og på den simultanitet af forskellige 'sprog', som ikke bare udspiller sig i en tolkekabine, men i enhver menneskelig bevidsthed. Dette sprogvæsens længsel er at blive sprogløs, eller at kæmpe sig »sprogløst hen imod sit eget sprog«, og mødet med modersmålet gennem mødet med manden kobler sig til denne længsel: »Hun var udleveret til ham, hun trak knap nok vejret mere, og noget i hende begyndte at udeblive, det kunne være begyndelsen på sprogløshed, eller der var noget der begyndte at ske, en dødelig sygdom.« Altså svært at vide, om kvinden er på vej mod forløsning eller katastrofe, men vi ender i et jubilatorisk øjeblik, hvor det italienske cykelrytternavn Adorni drypper ned over bogsiden, som var det en hymnisk lovprisning. Forløsningen synes slutteligt at ligge i mødet med fremmedordet og fremmedkønnet.

Perspektivskift

Det er ikke bare sprog, der skifter hos Bachmann, det er også perspektiver. I novellen »Simultan« glider den skildrede kvindelige bevidsthed mellem at være en 'hun', vi deler perspektiv med, et 'jeg', vi også deler tid med, og endelig en 'hun', vi ser udefra, med mandens blik.

Der kan være en afgrund til forskel på mandens og kvindens perspektiv; det er der helt konkret i »Simultan«, hvor bjergbestigningen drager kvinden mod afgrunden og manden mod toppen. Dér hvor mandens tanker efter eget udsagn kredser om det ene ord »cernia«, navnet på den fisk der unddrager sig hans harpun, hvirvler kvindens bevidsthed mellem de mange ord i håbet om at et tomrum skal åbenbare sig i deres midte.

Novellernes kvinder har gennemgående en dels kritisk, dels overbærende skepsis over for det mandlige perspektiv. Men perspektivskiftene har ikke bare noget med skift mellem femininum og maskulinum at gøre. I novellen »Problemer problemer« deler vi konstant perspektiv med den unge wienerinde Beatrix, der har to store begær her i livet: at sove (»en perversion, hendes fetichistiske søvn«) og at få ordnet hår og poleret tæer i salonen René. Hos René skifter Beatrix' perspektiv på sig selv i spejlet mellem selvforelskelse og kranieblik: med vådt hår ser hun i spejlet »dette fremmede, vansirede, vildfremmede kranium«; med proptrækkerkrøller bliver hendes spejlbillede derimod genstand for hendes forelskelse: »Jeg er forelsket, jeg er jo skrupforelsket i mig selv!«

I denne novelle går Bachmanns prosa hele vejen for at fremstille en ungdommelig, kvindelig, grænsedepressiv narcissisme, som ikke hænges ud, men tages alvorligt - bliver en position, der kræver lige så megen filosofisk refleksion og litterær udforskning som positioner, der måtte forekomme mere ærværdige, heroiske eller interessante. Eksempelvis er jeg lykkelig over i denne novelle at finde en indgående skildring af det helvede, det kan være for en kvinde dagligt at skulle fiske noget beklædningsegnet op af sin kommodeskuffes infernalske kaos af strømper og undertøj.

Også novellen »I lykkelige øjne« handler i udpræget grad om blikket - blikket hos den nærsynede »grænsegænger« Miranda, der søger »øjenfred« og helst ikke går med briller. Hvis hun ikke er meget opmærksom, når hun tager briller på, »kommer der ting ind i hendes synsfelt hun aldrig kan glemme igen: Hun ser et forkrøblet barn eller en dværg eller en kvinde med en amputeret arm«. Novellen er lige så morsom som den er tragisk (denne blanding af det triste og det muntre karakteriserer ofte Bachmanns prosatone).

Linjer og forbindelser

»Alt hvad der hang sammen med linjer og forbindelser var jo hendes liv,« hedder det om simultantolken i første novelle. I den sidste og længste novelle, »Tre veje til søen«, er linjer og forbindelser gjort til hovedmotivet; her er bevidsthedsstrømmen koblet til en voksen, livserfaren kvindelig fotograf, der besøger sin sympatiske gamle far i sin østrigske fødeby og vandrer ad barndommens skovveje: »Det der interesserede hende mest, var vejmuligheder, kryds, forgreninger og tidsangivelser«. Denne topografi af linjer og forbindelser er også Bachmanns prosas, og at vandre i den er en lyst. For en stund slår man følge med en bevidsthed, der er i konstant bevægelse, fra tanke til tanke, fra ord til ord, og må frydes ved alt det sprogløse, der pludselig får et sprog. Eller måske ved det, som er simultantolkens længsel: gennem sprogløsheden at finde et eget sprog.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu