Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Mere cirkusrevy end tragisk opera

Lars Kaalund har lavet en overraskende kedsommelig ny iscenesættelse af Puccinis opera Madame Butterfly til Operaen
Kultur
7. december 2010

Madame Butterfly er helt sikkert en svær opera at føre ud i livet. Alt afhænger af en god Butterfly, og det er næsten det sværeste at finde. Partiet kræver både vibratoløs, fin beherskelse af stemmen ekspanderende til det dramatiske og stort bårne - med andre ord, man har brug for en sopran, der både kan synge som en femtenårig pige stående overfor voksenlivets begyndelse og som en moden kvinde på vej i døden.

Geishaen Butterfly med den fortryllende udstråling og uspolerede evne til kærlighed ender med at begå harakiri efter at være blevet vanæret af den ubetænksomme amerikanske løjtnant Pinkerton. Pinkerton kan ikke modstå Butterflys væsen og skønhed og ægter hende uden omtanke, hvorefter han forlader hende som en souvenir fra sine rejser. Butterfly føder ham et barn i hans fravær og venter tre år fattig og udstødt af sin familie, før sandheden går op for hende, da Pinkerton vender tilbage med sin amerikanske hustru.

Det, der bringer tilskueren og lytteren gennem hele operaen er udelukkende Butterflys skønheds væsen, hendes stædige overbevisning om kærlighedens magt, kun plausibelt udtrykt gennem Puccinis ukueligt kærlighedsdyrkende musik.

Forlystelsesteater

Jeg ved ikke, om det ligefrem har været en lækkerbisken for Lars Kaalund at iscenesætte denne historie, der naturligvis i sit udgangspunkt er ulidelig. I den aktuelle opsætning på Operaen er det som om, der mangler en vært, nogen med oprigtig kærlighed og forståelse for musikkens drama og påtrængende skønhed.

Scenografien er underligt tivoliseret med Hokusais berømte bølger i multireproduktion, en overdimensioneret og umotiveret rislampe, der hænger faretruende over scenen hele operaen igennem og spejlvægge og lysrør i Butterflys japanske hus, der mest af alt ligner en Tivolipavillon ved Vesterhavet. En stor gul teatermåne og en lille propelflyver, der begge sendes hen over bagtæppet med flot teaterteknik fuldender indtrykket af forlystelsesteater, og kommer til at stå som en forstyrrende parallelverden, som instruktøren har distraheret sig hen i.

Slået hjem

Italienske Maria Luigia Borsi debuterede på premiereaftenen som Butterfly flankeret af landsmanden Antonelli Palombi. Desværre levede ingen af hovedsangerne denne aften rigtigt op til musikkens størrelse. Borsis ungpigethed var mere dum end troskyldig, og Borsi manglede den røde tråd af klokkeklar kærlighed, der skal spinde hende gennem hele operaen, selvom stemmen og intensiteten løftede sig mod den tragiske slutning. Palombi har en skøn og varm italiensk tenorstemme, men formåede heller ikke at varme rollen op til andet end en halvsikker aflevering, der stak ud visse steder med nogle mindre gode høje toner.

I den store kærlighedsduet mellem Pinkerton og Butterfly, hvor Pinkerton lidt hjælpeløst var blevet udstyret med en stor hvid stofklud, som han symbolsk skulle vikle Butterfly ind i, fik Butterfly den først i hatten ved et lille uheld og bagefter om maven som en babysele Pinkerton kunne holde hende fasttømret i, mens de to nygifte ufrivilligt komisk afleverede det, der er den musikalske og handlingsmæssige begrundelse for hele den ulykkelige kærlighedshistorie. Med reference til Kaalunds egen velafleverede replik i filmen Den eneste ene, så ville de to elskende, hvis de havde været to ludobrikker, være slået hjem nu. Scenen holdt i hvert fald ikke en meter ligesom resten af dramaet haltede i uinspirerethed.

Til gengæld flød det rigt og strømmende fra kapellet i orkestergraven under Giordano Bellincampis direktion, hvilket gav den allestedsnærværende følelse af, at denne opera er så meget større end det, der skete på scenen.

Kaalundske karikaturer

David Kempster lavede en god Sharpless, mens Elisabeth Jansson skilte sig ud med sin integrerede professionalisme og skønne stemme i en stærk Suzuki. For de mindre roller som for eksempel Bengt-Ola Morgnys ægteskabsmægler Goro og Guido Paevatalus Fyrst Yamadori galdt det overordnet, at de faldt uden for dramatikken i nogle Kaalundske karikaturer, der leverede mere cirkusrevy end tragisk opera, mens koret heldigvis sang smukt og blødt og lige i skabet.

 

Operaen 3. dec 2010 - 16. april 2011.
Madame Butterfly af Giacomo Puccini.
Giordano Bellincampi og Det Kongelige Kapel.
Det Kongelige Operakor.

Butterfly: Maria Luigi Borsi, Antonelli Palombi, David Kempster, Elisabeth Jansson, Guido Paevatalu, Sten Byriel, Bengt-Ola Morgny, mfl.

Iscenesættelse: Lars Kaalund.

Scenograf: Christian Friedländer

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her