Proust med barnevogn

I Norden har endnu et litterært år stået i den norske forfatter Karl Ove Knausgårds tegn. Mens han sidder i Malmö og skriver på sjette og sidste bind af sit stort anlagte litterære selvportræt, er andet bind kommet i dansk oversættelse
Knausgård er Proust, først og fremmest fordi hans værk ligesom Prousts pendler mellem det sladdervorne og det sublime

Knausgård er Proust, først og fremmest fordi hans værk ligesom Prousts pendler mellem det sladdervorne og det sublime

Sigrid Nygaard
29. december 2010

Karl Ove Knausgård kom ind i mit liv i sommer, da jeg sad i Provence og læste første bind af Min kamp og blev forelsket. Ikke i manden, men i værket. Og jeg, der i værket maler et selvportræt med skriftens spøgelsesstemme. »Han er vor tids Proust!«, udbrød jeg og »det handler jo om mit liv!«

Da jeg vendte tilbage til de danske aviser, fandt jeg så ud af, at det var sådan cirka lige det, alle andre havde udbrudt. Det kølnede min forelskelse noget, for hvem vil være del af et massehysteri? Således tempereret kastede jeg mig over andet bind, og hen over de første 2-300 sider lykkedes det mig at forblive reserveret så fantastisk var han da heller ikke, og blev det hele nu ikke lige lovlig snakkende; et opkog af hverdag og lommefilosofi? Men ak, så kunne jeg ikke holde stand længere, og nu, hvor alle 600 sider er læste, bliver jeg nødt til at insistere på mine initiale udbrud, i al deres massehysteriske banalitet: Karl Ove Knausgård er faktisk vor tids Proust, og hans stort anlagte selvportræt handler faktisk om mit liv.

Hverdag og kunst

Knausgård er Proust, først og fremmest fordi hans værk ligesom Prousts pendler mellem det sladdervorne og det sublime. Ligesom Proust dels sladrer løs om relationer og positioner i familie og saloner, dels hengiver sig til æstetiske åbenbaringer, således isprænges Knausgårds minutiøse skildring af hans praktiske og sociale hverdagsliv passager af en stor og sanselig og nærmest hellig skønhed, som har med kunsten at gøre. Med Knausgårds egen skrivekunst, som kan åbenbare den pludselige skønhed i en himmel eller en hummer, og med den kunst, ikke mindst malerkunst, han skriver om i udsøgte kunstkritiske passager.

Udspændtheden mellem hverdagens trivialiteter og kunstens åbenbaringer er det, der får Knausgårds værk til at handle om mit liv. Hvordan få plads til sit mellemværende med kunsten i hverdagens sociale og praktiske trivialiteter? Og hvorfor er det mellemværende overhovedet så vigtigt? Det er, så vidt jeg kan se, først og sidst dette, Knausgårds værk handler om. Han skriver om at gå rundt i Stockholm på barsel »med den vilde længsel efter et andet liv hamrende i brystet«. Han skriver om, hvordan den maniodepressive rytmik i hans parforhold får ham til at længes efter bøgerne »med deres andre steder, tider og mennesker, hvor jeg var ingen, og ingen var mig.« Lige så insisterende denne længsel er hos jeget, lige så lidt gør han den til noget ideelt eller sandt eller ophøjet; længslen er et faktum, selv om den ikke kan retfærdiggøres: »Børn var jo livet, og hvem ville vende ryggen til livet? Og skrivning, hvad var det andet end døden? Bogstaverne, hvad var de om ikke knogler på en kirkegård?«

Knausgårds projekt, at skrive om alt i sit liv, også alle de praktiske trivialiteter, kan ligne et forsøg på at forene liv og kunst: på den ene side at ophøje den banaleste handling (at skifte ble, at købe ind) til æstetisk objekt, på den anden side at lade kunsten sænke sig til lortebleens niveau. Men det bliver ikke en forening, det bliver ikke en syntese i hvert fald ikke efter bind 1 og 2, som begge efterlader læseren med følelsen af en uovervindelig kløft mellem kunstens åbenbaring og hverdagens trivialitet.

Tidens volter

Et andet umiskendeligt proustiansk træk ved Knausgårds værk er dets svimlende ekskursive omgang med tiden – en ekskurs kan hos Knausgård strække sig over et par hundrede sider med flash backs isprængt flash backs, så vi har glemt alt om det fortalte nu, der var udgangspunktet, når vi pludselig vender tilbage til det.

I bind 2 får vi endvidere serveret en klassisk proustiansk cirkel, hvor jeget skriver sig frem til det øjeblik, hvor han begynder at skrive det værk, vi nu læser.

Men igen kan ligheden med Proust ikke konstateres, uden at også forskellen træder frem: hvis Prousts tidsvolter gør det døde levende, har Knausgårds den modsatte tendens: »Når vi ser tilbage, er det ikke livet, vi finder, men døden«. Vi får ikke fornemmelsen af, at det, der er forbi, kan begynde igen men snarere af, at alt er forbi, inden det er begyndt. Jeget forelskelse i Linda, som skal blive mor til hans tre børn, beskrives som en solopgang: »Så mødte jeg Linda, og solen stod op«. Men det, at vi længe inden solens opgang har hørt om dens nedgang, kaster ubestandighedens blafrende skær over skildringen af forelskelsen, så man bare sidder og venter på denne sætning: »Gløden som trak os ind mod hinanden og ud i verden, var ikke så stærk længere.«

Hvis der er noget Proust over Knausgårds pendlen mellem kunstens og socialitetens liv, er der til gengæld noget Hamlet over hans melankoli og noget kældermenneske over hans onde blik på de eksistenser, der ivrigt indgår i socialiteten. Men det er en Proust der triller med barnevogn, en Hamlet der skifter ble, et kældermenneske der går til babyrytmik. Det er morsomt, det er sørgeligt, det er tankevækkende, det er sladderpirrende, det er eksistentielt vedkommende, det er smukt, det er filosofisk, det er samtid og evighed, det er storslået.

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Fakta

Karl Ove Knausgård
på dansk ved Sara Koch
651 sider
349 kr.
Lindhardt og Ringhof

Forsiden lige nu

Anbefalinger

Kommentarer