Det er nok godt, jeg fik læst MGMT's pressemeddelelse, hvori der stod, at gruppen ikke bryder om, at dens musik kaldes psykedelisk, for ellers ville det da være gået helt galt. Men der findes skam også flere slags psykedelisk musik - for at nævne et par stykker f.eks. den langstrakt improviserede, som San Francisco-grupper i stil med Grateful Dead stod fadder til. Så er der den studiebaserede, hvor samme steds efterhånden abnormt stort arsenal af effekter helt bogstaveligt kommer i sving. Eller rave-musikkens uendelige gentagelsesmønstre, hvor det er de bittesmå, men konstante forskydninger, der fucker med lytterens hoved. Og så den sangbaserede, hvor det psykedeliske ligger i skæve akkorder, overraskende overgange, bizarre harmonier, rytmeskift m.m. Dette er dog kun toppen af et mangefarvet, megaskævt isbjerg, og for at gøre forvirringen total kan alt det ovennævnte blandes på enhver tænkelig facon og i øvrigt tilsættes hvad det måtte være, så længe målet er fantasiens cinematastiske klange.
Evne til ikke at hitte
Og det må i høj grad siges at være det, duoen MGMT på sine til dato to albums sigter mod. Det er muligt at høre ekkoer fra stort set hele den psykedeliske musiks historie fra dens spæde start i midttresserne til sådan noget som i forgårs i dens musik, men hvis ikke vi må kalde den psykedelisk, hvad så med psykotropisk? Det betyder stort set det samme, men så træder vi ikke gruppens to frontfigurer over deres følsomme tæer. Jeg taler her om de herrer Ben Goldwasser (keyboards) og Andrew VanWyngarden (sang, guitar), som opnåede noget nær øjeblikkeligt gennembrud med deres herligt
do it yourself-agtige debut,
Oracular Spectacular,i 2007. En af den slags plader, der ikke umiddelbart sætter hitlisterne i flammer, men til gengæld stadig sælger støt. Og som tilsyneladende også har opnået en ikonisk position hos nutidens unge, som i udstrakt grad ikke kan kende til dens utallige forlæg, hvoraf mange efterhånden stammer fra deres bedsteforældres tid!
Set med mere nutidige briller viste MGMT sig med
Oracular Spectacularsom naturlige arvtagere til The Flaming Lips og Mercury Rev, om end den efterfølgende turné demonstrerede besværet med at omsætte skivens charmerende og skæve klange til koncertsituationen, thi de havde det med at fortabe sig i formålsløse jams, når de da ikke afsang næsten-hittet »Kids« til playback. I foråret udsendtes så efterfølgeren,
Congratulations, et efter min mening mere vellykket værk, ikke mindst pga. den 11 minutter lange tour de force »Siberian Breaks« samt producer Pete Kember's (aka Sonic Boom) betagende finesse på alle niveauer. Her er studiet taget i brug
to the max! Pladen skal opfattes som en sammenhængende fortælling - oprindelig var det meningen, at ingen singler skulle udgives derfra, men det er efterhånden blevet til fire styks, der dog alle brillerer ved en fænomenal evne til ikke at hitte.
Jævnt kedelig
MGMT har siden sidst udviklet sig til et vaskeægte fempersoners band og det var det, der spillede op til dans i Store Vega lørdag aften. Gruppen lagde ud med sin måske kendteste sang, »Time To Pretend« og den propfyldte sal gik da også som på kommando komplet
bananas. Desværre var lyden skrækkelig, og de optrædende så alle til hobe ud som om de hellere ville sidde hjemme med nogle popcorn og remoten inde for rækkevidde. Faktisk var første halvdel af koncerten så jævnt hen kedelig, at også jeg ønskede jeg sad derhjemme med nogle popcorn etc. Surt, især fordi jeg har råspillet
Congratulationsog i øvrigt glædet mig. Men VanWyngarden ejer en sært bleg, næsten karakterløs stemme, som fungerer fint på plade, men ikke rigtig trængte igennem i salen.
Det var først, da vi nåede til »The Handshake«, sættets ottende sang, at aktørerne kom til live og seancen begyndte at give mening. Derfra og koncerten ud kom der liv i kludene, og det begyndte at blive både sjovt, swingende og givende. Gruppens vidunderligt loyale publikum sang og dansede og hoppede, så gulvet i Vega gyngede og selv VanWyngardens stemme begyndte at antage en vis karakter. Ros skal gruppens originale og diskret outrerede guitarist James Richardson og den ofte opfindsomme trommeslager Will Berman have, thi de er i høj grad med til at skabe indtrykket af noget, der begynder at ligne et band i modsætning til et projekt. Så heldigvis løftede det sig, men der er stadig et pænt stykke til, at MGMT når samme højder på en scene, som bandet uimodsigeligt gør i et pladestudie.
MGMT, Store Vega, lørdag
