Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Sidste omgang i Barcelona

Alejandro Gonzáles Iñárritu lader i sin første lineært fortalte film 'Biutiful' kraftfeltet Javier Bardem møde uoverskuelig modgang i et barskt Barcelona
Alejandro Gonzáles Iñárritu lader i sin første lineært fortalte film 'Biutiful' kraftfeltet Javier Bardem møde uoverskuelig modgang i et barskt Barcelona
Kultur
23. december 2010

Amores Perros var som en knytnæve i maven. Med sin rå energi fra Mexico City gik den avanceret fortalte film lige i blodet og gjorde både Alejandro Gonzáles Iñárritu og Gael García Bernal til store navne på den internationale filmscene. Filmen var skrevet af Guillermo Arriaga, som Iñárritu også lavede sine to næste dramaer, 21 Grams og Babel, med. Begge fortalte ambitiøse skæbnehistorier med spring i tid og sted om en verden i forfald.

Designet depression

Babel blev Oscar-nomineret som både bedste manuskript og bedste film, vandt en Bodil som bedste udenlandske film i 2007 og skaffede Iñarritu en solid fanskare af kronologi-forsagende filmstuderende. Også blandt filmkritikere er begejstringen stor, men personligt har jeg længtes efter den svimlende følelse af nærvær og nerve fra Iñarritus første film. Når mange, alvorlige problemstillinger skal revses parallelt på flere kontinenter, kan konstruktionen let blive tyngende og tilliden til, at vi accepterer fortællingens tilfældigheder, udfordret.

Iñárritus nye film Biutiful markerer på mange måder en tilbagevenden til det bedste fra Amores Perros, men er samtidig præget af Iñárritus hang til at pakke sine historier som et katalog af katastrofer. Nogle har kaldt hans film 'designede depressioner'. Verden er af lave. Don Drapers frie fald i den næsten hysterisk populære tv-serie Mad Men er intet i sammenligning med den modgang, Javier Bardem som den kriminelle Uxbal møder i Barcelonas gader.

Iñárritu har forstået, at der kan være en nydelse i nedturen, og han faste fotograf Rodrigo Prieto filmer den smukt og sanseligt, mens Bardems blotte tilstedeværelse på lærredet er et kraftfelt i sig selv. Iñárritu kan imidlertid ikke dy sig for at tilsætte undergangshistorien både overnaturlige elementer, religiøse aspekter og globaliseringskritiske ulykker, som med sin overflod og de mange løse ender har tendens til at skabe mere forvirring end fokus. Kan man abstrahere fra nogle af dem, er Biutiful et spændende portræt af en kompleks mand, men forventer man, at filmen følger sin flygtige samfundskritik til dørs, sidder man noget perpleks tilbage.

Globaliseringsmismod

Biutiful skal ses for Bardems stærke skildring af en døende mands sidste omgang i Barcelona. Glem alt om charmerende gadeliv på La Rambla og postkortromantik. Her er vi i en trængt hverdags smalle stræder, hvor La Sagrada Familia ind imellem kan skimtes i disen - eller er det røgen fra de indklippede, konstant pulsende skorstene, som har lagt sig som et kvælende tæppe over byen?

Biutiful er ikke bare én mands sidste omgang, men føles mere som en sidste omgang for en verden præget af menneskelig ruin. Selv om folk prøver, nytter det ikke. Mens Iñarritu i sine tidligere film tog temperaturen på verdens tilstand ved at klippe sig rundt, har han med Barcelonas multietniske kvarterer fundet en ramme, som kan favne hans globaliseringsmismod i én location. Uxbal har nemlig både kontakt med afrikanske gadesælgere og med entreprenante kinesiske spekulanter, og en central del af historien følger skæbnen for en flok kinesiske arbejdere, som han skaffer job på en byggeplads.

Uxbal skildres imidlertid frem for alt som en hårdtprøvet alenefar. Iñárritu har kaldt Amores Perros, 21 Grams og Babel en trilogi om forholdet mellem forældre og børn. Her er den relation også central, mens Uxbal på familiefronten kæmper med sin kone (Marciel Álvarez), som har både psykiske problemer og promiskuøse tilbøjeligheder.

Beskidt og biutiful

Filmens titel refererer til en scene, hvor Uxbal hjælper sin datter med at stave til smuk på engelsk. Det symboliserer fint, hvordan Uxbal anstrenger sig for at gøre sit bedste, men det alligevel bliver forkert. Livet et svært og grim og beskidt i Biutiful, men Iñárritu insisterer alligevel på poesien i det. Både med brugen af sin huskomponist Gustavo Santaolallas små brudstykker af enkel musik i de ofte dystre billeder, men også med nogle sekvenser, som bryder med den umiddelbare realisme.

Det udforskes aldrig for alvor i historien, men Uxbal kan høre stemmer fra nyligt afdøde mennesker. De ses i enkelte scener som svævende i lofterne over den almindelige verden, og i åbningsscenen bliver man draget ind i et vinterlandskab med hvide stammer som naturlige tremmer. Det er øjeblikke som dem, som holder interessen fangen, selv om den næsten to en halv times historie samlet set er en hård nyser af dårligdom.

Energisk gadejagt

Især én sekvens vækker minder fra Amores Perros med al den energi, som lader til at være gået en smule tabt i overgangen til det store apparat. Selv om Uxbal betaler politiet for at holde sig fra de afrikanske gadesælgere, bliver de i en hæsblæsende scene jaget vildt i byens gader. Scenen er et velkomment pust af tempo og åbenlys konflikt i en historie, hvor meget ellers foregår i et mere afdæmpet toneleje mellem mennesker, som har det svært.

Fans af Iñarritu skal bestemt se Biutiful, som ligger i naturlig forlængelse af hans tidligere film, selv om Arriaga nu er ude af billedet. Da jeg satte mig i sædet til pressekørslen, havnede jeg ved siden af en kollega, som utålmodigt ventede på at se filmen igen efter at have oplevet den ved premieren i Cannes i maj. Samme udelte begejstring oplevede jeg ikke i mødet med den ellers fascinerende - og beautiful - Bardem i Barcelona, men der er altid mange gode grunde til at se Iñarritus film - også selv om man ikke elsker hvert sekund.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her