Læsetid: 2 min.

En skæbnens opportunist

Martin Walsers lille mesterroman
10. december 2010

»Jeg gik langs med en mur, hvis den ville holde op, så ville livet begynde, den fulde berøring. Det var en fejltagelse. Denne mur var livet.«

Denne næsten kafkaske livserfaring gør hovedpersonen i den 83-årige Martin Walsers nye roman til en 'skæbnens opportunist', som han selv har kaldt sig, da han endelig beslutter sig for at handle for at ændre på sit tanketunge kærlighedsdilemma. Augustin Feinlein er professor og direktør for det psykiatriske hospital i Scherblingen, nær pensionering efter at være fyldt 63 år, tiltagende sær efter egen og især andres mening, plaget af en rivaliserende, ung overlæge, der er gift med hans ungdoms elskede, som bærer det dobbeltbibelske navn Eva Maria. Hun er tilmed enke efter en af hans venner og har vel aldrig glemt ham, siden hun bestandig sender ham postkort fra sine rejser med den faste hilsen 'I kærlighed. Vi ses'. Han skriver nu på en beretning med titlen Mit hinsidige om sin egen udsigtsløse kærlighed. Dette filosofiske selvopgør sender ham til Rom, hvor han jævnligt har besøgt den hellige Augustins basilika med Caravaggios fremstilling af jomfru Maria, der bøjer sit smukke hoved mod pilgrimmene. Et varigt billede i hans indre.

Relikvier

Nu opruller han en slægtsfortid af katolske gejstlige og deres fund af relikvier, som klosterkirken i Scherblingen opbevarer et kostbart eksemplar af. Dem er der ellers hundred- eller tusindvis af, fornemst Jesu Kristi hellige forhud. Og han selv er også i gang med en afhandling om deres betydning, uanset om de er falske. Det er de troende, som gør dem ægte. Bogen er fuld af finurlige overvejelser over begrebene betydning og tro, troen, som er uafhængig af sin genstand, ligesom hans kærlighed til den nærmest beatificerede Eva Maria. Den trodser udmattelse, udsigtsløshed, tomhed. Længslen har ikke længere noget mål. Den er ikke andet end sig selv. Som en vandring langs muren.

Alting peger dog mod hans sammenbrud. De religiøse studier anses for uprofessionelle i forhold til hans psykiatriske embede. Han vil provokere kirkens hykleri ved at stjæle dens relikvie og få konstateret, at præsterne i stedet blot promenerer et banalt erstatningsrelikvie ved en procession. Det gør jo netop ingen forskel. Vi tror, mere end vi ved.

Han samler sine erfaringer i sentenser: 'I alt, som bliver holdt nede, sover længslen efter at blive kaldt på'. 'Jeg river tungen ud på mig selv. Idet jeg kalder på dig, vokser den ud igen'.

Romanen imponerer og bevæger ved sin analytiske energi. Man tror på denne psykiater, særlingen, som arbejder med indlevelse i stedet for psykofarmaka, med betydning frem for teknik, kunst frem for teori, og på forfatteren, der insisterer på kærlighedens umulige tema. Det sjælelige bevægelsesmønster kommer også til rytmisk udtryk i syntaksen, der snart har fortællende fremdrift, snart optegnelsernes staccato fra åndeløshed til åndfuldhed og aforismeagtig pondus. Det er mesterligt, og godt oversat.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu