Der findes uforglemmelige indspilninger af Tryllefløjten, vist så. Ingen nævnt, ingen glemt. Man kunne tilmed sige: Hver tid sin Tryllefløjte.
Men vi har længe ventet på en version, der taler til vor tids rytme og klang, selv om der har været ganske mange tilløb på dvd og cd i det forløbne årti. Nu er den omsider kommet, og det er en udelt fryd at få lejlighed til berette om, hvorfor den skal op på piedestalen.
Ankermand er belgieren René Jacobs, engang berømt kontratenor, i dag betydelig dirigent med et fornyende syn på Mozarts operaer. Nu overgår Jacobs sig selv med den for så vidt vanskeligste opera.
For Tryllefløjtens handling er noget værre rod. Den brækker over på midten, hvor de gode pludselig bliver de onde og omvendt. Den er på en gang folkelig, lavkomisk, højtidelig og spirituel i musikalsk stilforvirring. Som tysk syngespil i udgangspunktet er den forsynet med en alenlang talt dialog, som ofte keder, hvorfor den ofte er beskåret kraftigt. Det er her René Jacobs gør noget helt modsat. Han har sat sig for at rehabilitere Emanuel Schikaneders libretto.
Opera som radioteater
Det fængslende ved den nye Zauberflöte er i høj grad den dramatiske kontinuitet og den næsten komplette dialog. Musikken kædes sammen på en måde, ingen vel har hørt siden Mozarts tid.
Operaens ophavsmand i 1791, multikunstneren og teaterdirektøren Schikaneder, som også spillede Papageno, var en eksponent for den teatralske blandingsretorik, hvor tale og sang flyder over i hinanden, således at den ene kan anticipere den anden, to-tre personer kan tale samtidigt, der kan tales under musikken, der kan synges eller improviseres på et klaver, mens der tales. Dette har René Jacobs genskabt med sine sangere, som faktisk også er gode skuespillere. Dermed bliver dialogen restitueret som en del af hovedsagen, ikke som noget, der skal overstås. Når musikken så træder til, løfter den blot teksten op på et klingende niveau.
Det er naturligvis forsøgt førhen i studieindspilninger at skabe intime rum med diverse lydeffekter under dialogen. Men her hører vi for første gang et suverænt gennemført koncept: Tryllefløjten som radiofonisk hørespil, en magisk manipulation med lyd til indre levende billeder, en opdateret udfoldelse af hele den teknologiske illusionskunst, vi danskere har rig erfaring med fra DRs engang så mageløse radioteater.
De egyptiske mysterier
Med René Jacobs bliver vi også klogere end før på de dybere sammenhænge i historien. Et illuminerende essay i cd-boksens tekstbog, skrevet af egyptologen og religionsforskeren Jan Assmann, fortæller hvordan. Mange ved, at Tryllefløjten er fyldt med frimurersymboler, og at de bunder i oldgamle egyptiske mysterieritualer, men de færreste er klar over, hvor konsekvent den tilsyneladende rodede handling knytter sig til disse ritualer, som i en tillempet form blev optaget i Wiens frimurerloger i 1780erne. Det var her, Mozart og Schikaneder lærte dem at kende.
Man forstod det sådan, at de gamle egyptere dyrkede en dobbeltreligion; en officiel folkelig og en skjult filosofisk. Det var kun de indviede, der kunne få adgang til den sidste ved at bestå nogle prøver, hvor man i den endelige måtte vove at sætte livet på spil ved som Orfeus at gå ned i underverdenen.
Frimurerne så disse prøvelser som en rituel handling i den højere oplysnings tjeneste, og dermed blev Tryllefløjten en dobbeltopera; en vandring fra illusion i første akt frem til sandhed i anden akt. Mozart vaklede indtil sidste øjeblik mellem to titler, den anden var Die Egyptischen Geheimnisse.
Holdindsats
René Jacobs har valgt slanke, unge stemmer til de 18 store og små partier, ingen egentlige stjerner, men alle fortræffelige holdspillere. En ædel Tamino hænger ikke på træerne, han skal både synge dårende lyrisk og med en fyldig, lysende højde fremstå som den tyske stamfar til Beethovens, Webers og Wagners heltetenorer.
Daniel Behle rækker meget langt som karakterfast solist og lyttende kammermusiker i ensemblerne. Taminos første Pamina-arie står i operaens rituelle toneart, Es-dur. Jacobs klanglægger denne larghetto smeltende følsomt, og herover formidler Behle en gennemnuanceret monolog som de første tegn på den kommende forandring.
Modsætningen er naturmennesket og løgnhalsen Papageno, og hvilket gemytligt fjollehoved har vi ikke i Daniel Schmutzhard med pludrende wienerdialekt, som man talte på Theater auf der Wieden, stedet for premieren.
Marlis Petersens Pamina kan slet og ret beskrives som vidunderlig. Hendes selvmordsscene i anden akt med de tre formidabelt syngende drenge har jeg aldrig hørt mere hjertegribende og på samme tid så spøgefuldt, mesterligt understøttet af Jacobs fremaddrevne puls.
Nattens dronning og Sarastro repræsenterer naturligvis illusion og sandhed, nat og dag, som koloratursopran og bas. Og selv om man godt kan komme i tanker om vokalt endnu mere veludstyrede sangere end Anna-Kristiina Kaappola og Marcos Fink, passer de begge overbevisende ind i denne langt fra traditionsbelastede Tryllefløjte. Den tilhører nemlig vor tid, og det skyldes sandelig også det fantastiske barokorkester fra Berlin. René Jacobs fremtryller en ildfuld entusiasme for at viderebringe partiturets rige klanglige ressourcer tilført et fabulerende hammerklaver i tide og utide. Det er som om, man kommer så tæt på Mozarts genius som sjældent før.
Han var selv aldeles fortabt i sin sidste opera. I et brev til den bortrejste hustru skrev han, at når han i sin ensomhed går hen til klaveret og synger noget fra Tryllefløjten, må han straks holde op. Det berørte ham alt for stærkt.
