Læsetid: 3 min.

Tv som sutteklud

Somme tider er det ikke så vigtigt, hvad der er på skærmen. Det vigtigste er, at der er nogen
Der er ikke noget så beroligende som lidt umotiveret zappen rundt på tv'et, når alverdens naturkatastrofer raser udenfor. Det minder én om, at verden heldigvis stadig står.

Der er ikke noget så beroligende som lidt umotiveret zappen rundt på tv'et, når alverdens naturkatastrofer raser udenfor. Det minder én om, at verden heldigvis stadig står.

16. december 2010

Klokken var halv et om natten, da det pludselig føltes, som om nogen havde bestemt sig for at ryste min seng som en pose dårligt blandede bankobrikker. Jeg var på ferie i Den Dominikanske Republik, hvor vi allerede havde haft naturspænding med orkanen Tomas lurende i horisonten. Nu var det så tid til et jordskælv, og når man tidligere kun har prøvet et enkelt en tidlig morgen på Nørrebro, kan det godt være en utryg oplevelse. Mine to drenge sov uvidende fra den uventede rystelse, men jeg nåede lige at kigge panisk rundt i hotelværelset og konstatere, at jeg i hvert fald nok ikke skulle søge ly under skrivebordet med glasplade.

Før jeg rigtigt nåede at reagere, var det overstået. Eller var det? Når man ikke har prøvet jordskælv før, er det ikke godt at vide, om det her bare var starten på noget større? Eller om det var større længere væk? Eller om det er et problem at bo lige ud til en ellers paradisisk strand, hvor man pludselig frygter, at enorme bølger kan komme rullende op over revet?

Det er i situationer som den, at jeg knuselsker internet. På et kvarter kunne jeg via beroligende, videnskabeligt udseende hjemmesider som usgs.gov konstatere, at jeg lige have oplevet 5,6 på Richter-skalaen med epicenter under hundrede kilometer ude i havet fra sydkysten. Bekymringen om en mulig tsunami blev kategorisk manet i jorden på hjemmesiden af Puerto Rico Seismic Network, som på forbløffende kort tid havde offentliggjort en beskrivelse af skælvet, hvor det med store bogstaver blev slået fast, at der ikke var farlige bølger i vente. Nattesøvnen var reddet, og jeg kunne berolige nogle af de bekymrede franskmænd udenfor, som heller ikke følte sig sikre på, at det lille skælv virkelig bare var det.

Tv går videre

Internettet gav ro i sjælen, men som opvokset i de analoge mediers tid, var min spontane reaktion umiddelbart efter skælvet ikke at vække computeren, men at tænde for fjernsynet. Som om alt var i orden, hvis bare fjernsynet fungerede. Ugen inden havde jeg fulgt orkanen Tomas' færden på den amerikanske weather channel, og med vanlig opfattelse af én selv som altings epicenter mente jeg naivt, at alverdens vejr nu måtte være ryddet fra programfladen til fordel for dramatisk dækning af mine 5,6-rystelser.

På weather channel gik verdens vejr imidlertid sin vante gang. Ingen lod til at bekymre sig om rystelsen i vores del af verden. Det føltes på samme tid både provokerende og beroligende, mens det gradvis dæmrede for mig, at jeg ikke ville kunne få den tiltrængte, specifikke information fra de flimrende linjer på skærmen. Her er computeren uovertruffen, men fjernsynet var til gengæld en beroligende faktor i rummet, mens diverse internetsøgninger gav de ønskede svar. Når Larry King talte live med Michael Moore på CNN, kunne der ikke for alvor være noget på færde. Eller når man på de utallige spansktalende kanaler stadig kunne se konkurrencen om at blive Miss Venezuela eller opleve et mexicansk mariachi-band i ufortrøden aktion.

Beroligende zapning

Efter at have fået information om fast grund under fødderne blev vurderingen, at ungerne trygt kunne sove videre. Men jeg endte selv med at se tv det meste af natten, for selv om der var tale om et jordskælv, som de lokale kun havde et overbærende smil tilovers for den næste dag, havde jeg nået at piske en stemning op, som ikke sådan forlod kroppen.

Og det er her, jeg må konstatere, at tv virkelig kan noget. Tv er en suveræn sutteklud, når man vil bekræftes i, at verden står endnu, og at den stadig er fyldt med så uforståeligt mange kanaler, at en hurtig zappetur ikke tillader megen plads til egne tanker. I løbet af natten fik jeg bl.a. set uddrag fra Sarah Palins allerede legendariske Alaska-strabadser; set indslag om delfiner, som tilsyneladende kan genkende deres eget spejlbillede og set op til flere absolut uspændende boldvekslinger i en ukendt tenniskamp.

Jeg hader normalt at zappe, men i denne tilstand var det beroligende, at verden var fyldt med alskens fjernsyn, som ikke bare sådan gav op. Næste gang, der er lokalt drama i mit liv, har jeg lært lektien: Fakta, detaljer og baggrundsviden findes på nettet. Bagefter må den gode, gamle skærm godt distrahere og trøste med den uendelige mosaik af mennesker og meninger.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu