Læsetid: 3 min.

Ungarsk triumf i Koncerthuset

Budapest Festival Orkester og dirigenten Iván Fischer har på godt tre årtier udviklet sig til en organisme med enestående særpræg og høj standard. I denne uge kunne danskerne tage del i dette eventyr
11. december 2010

Det var den gamle, tyske kapelmester Kurt Sanderling, der om symfoniorkestre i almindelighed udtrykte sig på denne måde:
Es gibt gute und nicht so gute Orchester.Hvis man skulle følge denne enkle anskuelse, må Budapest Festival Orkester høre til den første kategori, og for egen regning ville jeg nok tilføje
sehr gut.Det ungarske orkester har besøgt os nogle gange før, men gæstespillet i Koncerthuset var et gennembrud på dansk jord, et nordisk triumftog af parisisk elysiske dimensioner.

Stravinskij stod i centrum med hele fire værker, og sjældent har man hørt ham så festlig, legende, raffineret, klangskøn, virtuos og uhørt fængslende. Ja, retfærdigvis må man sige, at aftenens dirigent, Iván Fischer, var lige så meget i centrum, denne eminente troldmand, grundlægger i 1983 af Budapest Festival Orkester og fortsat dets chef, for det er ubetinget hans fortjeneste som elsket orkestertræner, at det befinder sig blandt klodens bedste - hvordan man end kan definere noget sådant.

Gnistrende atmosfære

Programmet og selve afviklingen af det var mesterligt udtænkt. Musikerne var hurtige og beslutsomme i omstillingerne, som en mægtig flok skuespillere i diverse sceneskift med korte ventetider, en udstråling af professionalisme uden mindste spor af elitært hovskisnovski. Det var tankevækkende, hvor megen sympati, der blev vundet, alene når der ikke blev spillet musik.

Det begyndte med det store orkester på over 100 musici i to korte Stravinskij-stykker, indtagende bagateller fra hans amerikanske liv og her afleveret som et humørfyldt visitkort.

Fischer havde brudt orkestrets grupper op, næsten som om han kastet musikerne op i luften og ladet dem dumpe ned hist og her.

Det så fantastisk ud, og sikke det lød!

Scherzo à la russegnistrede af Petrusjka-atmosfære, mens den dystre
Tangogled hen over gulvet i dæmpet klanglig luksus, og under begge numre fornemmede man de svimlende færdigheder, dette orkester kunne slippe løs - hvis det ville.

Derefter et reduceret orkester i Stravinskijs 2. klaverkoncert, kaldet
Capriccio,med den fine amerikanske pianist Emanuel Ax. Og hvor han i den grad nød at musicere med ungarerne, det boblede af et ustyrligt
leben,frem og tilbage mellem solist og orkestrets lille concertino gruppe, netop med det kapriciøse som grundkarakter. Og knap nok havde man sundet sig, før en ny omstilling satte i gang med Haydns bedste klaverkoncert.

Kammerorkester med naturhorn, wienerklassisk sødmefyldt klang, ofte med forførende diskret replikkunst. Ax kvitterede for det vedholdende bifald med Schuberts
As-dur-impromptu,hurtigere end vanligt, lyst og svævende, sådan som det var mottoet for denne aften.

Rovdyret i buret

Det er vel længe siden, at
Le sacre du printempsvar en frygtindgydende teknisk udfordring for symfoniorkestrene, gode eller mindre gode. Der bliver også ofte dirigeret uden partitur, som Iván Fischer gjorde i tirsdags. Men budapesternes
Sacrevar dog i en klasse for sig. For det første var selve opstillingen af det gigantiske orkester et nyt og vidunderligt skue i Koncerthuset.

Med celloerne i midten af orkestret og de otte kontrabasser stående bagtil vis-à-vis dirigenten, otte horn helt ude til venstre, trompeter og basuner helt til højre, violiner og bratscher spredt ud i en vifte - alt dette var givet befordrende for den rigt differentierede orkesterklang, hvor de dybe instrumenter stod frem med en ikke før hørt prægnans i dette rum.

Noget andet ganske påfaldende var, hvor smukt og blødt
Sacreofte kom til at lyde, og det skyldtes i høj grad de formidable blæserkorps, femdobbelt træ såvel som ekspanderet messing. Gang på gang opererer Stravinskij med forskellige blandinger af blæsere uden strygere, skarpe farver hvor lyst og mørkt kontrasterer, tænkt som vækkelser af oldrussiske folkelivsbilleder, som jo er værkets dybere anliggende. Og igen: hvor blev der dog blæst sikkert, frit og kammermusikalsk af disse blændende artister.

Iván Fischers blik for de lange linjer og den enkelte detalje var respektindgydende. Han slap aldrig rovdyret helt ud af buret, de komplicerede klange blev aldrig til støj, der var ingen jagt på spektakulære effekter, det blev til klassisk musik af stor skønhed.

Så som i den hypnotiske rondes printanières i 1. del og det lette trav gennem de malabariske skiftende taktarter i den afsluttende danse générale. Vi hører næsten aldrig orkesterkultur på dette niveau herhjemme, selv ikke med de andre orkestre, Nordic Concerts har glædet os med i de seneste par år. Man kom grangivelig til at tænke på det legendariske ungarske fodboldlandshold med Ferenc Puskás i 50'erne. Også det var
sehr gut.

Nordic Concerts. Stravinskij: Scherzo à la russe. Tango. Stravinskij: Capriccio for klaver og orkester. Haydn: Klaverkoncert nr. 11. Stravinskij: Le sacre du printemps. Emanuel Ax (klaver). Budapest Festival Orkester. Dirigent: Iván Fischer. Koncerthuset den 7. december

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu