Valget mellem husfred og verdensfred

Titlen Fair Game i betydningen »lovligt vildt« hentyder til en berygtet sætning i forbindelse med den amerikanske politiske skandale, der kaldes Plamegate. Og sætningen »Wilson's wife is fair game« er central i sagen om den tidligere CIA-agent Valerie Plame. Hendes selvbiografi er udgangspunkt for instruktør Doug Limans politiske thriller, der foregår på et bagtæppe af yderst virkelige begivenheder: Irak-krigen.

Filmen udspiller sig i 2003, hvor Valerie Plame (Naomi Watts) er hemmelig agent for CIA og blandt andet arbejder på at afsløre, om der eksisterer et irakisk atomvåbenprogram. Hun er gift med den tidligere ambassadør Joe Wilson (Sean Penn), som er en af de få, der kender til hendes hemmelige identitet. Han er selv i regeringens tjeneste, da han rejser til Niger for at undersøge, om Irak har købt beriget uran derfra - hvilket han konkluderer, at de ikke har.

Kort tid efter ser Joe Wilson sine konklusioner fra Niger-rejsen publiceret i medierne - fordrejet til det stik modsatte af Bush-regeringen, der søger et påskud til at angribe Irak. Nu farer den harmdirrende Joe i blækhuset og skriver en lang artikel i New York Times med overskriften What I Didn't Find in Africa.

Reaktionen kommer prompte: Valerie Plame bliver erklæret »lovligt vildt« - og hendes hemmelige identitet røbes til medierne. Dermed er hendes karriere lagt i ruiner og hendes og Joes privatliv under hårdt pres.

Skrivebordsthriller

Som referatet antyder, fortæller Fair Game en kompleks historie, hvor dramaet i højere grad foregår hen over skriveborde end på spektakulære locations med biljagter eller eksplosioner.

Skytset er ord snarere end krudt og kugler, og dermed adskiller Fair Game sig betydeligt fra Doug Limans tidligere film som actionkomedien Mr. and Mrs. Smith og den velfungerende actionthriller The Bourne Identity.

Fair Game er en mere tør fortælling, delvis på grund af den store mængde sagprosa, der ligger bag og til en hvis grad tynger det umiddelbare menneskelige drama. Nemlig dramaet om den grænseløst loyale medarbejder, der oplever sin arbejdsplads ikke blot svigte, men ligefrem hænge hende ud. Og dramaet mellem de to ægtefolk, der havner i en næsten absurd situation, hvor de skal vælge mellem husfreden - og verdensfreden.

Måske for at imødegå det faktum, at rapporter og skrivebordsdiskussioner er vanskelige at gøre visuelt interessante, har Liman valgt at tilføre historien dynamik med et uroligt håndholdt kamera og et par desperat overbelyste sekvenser fra Irak og Niger. Men det fungerer rent ud sagt skidt.

Bærere af budskaber

Kamerabevægelserne er ikke afstemt i de enkelte scener, så næsten rolige og stærkt sejlende indstillinger afløser hinanden på må og få. I The Bourne Identity gav den meget urolige visuelle stil mening i forhold til plottet og hovedkarakteren, der var i konstant bevægelse.

I Fair Game virker det som et fejlplaceret forsøg på at pumpe historien op med lidt visuelt fut i fejemøget og doku-autenticitet. Det havde givet mere mening med visuel ro til at fokusere på personer og psykologi.

Fair Game er momentvis intens - en række enkeltscener træder fængende frem med konfrontationer mellem Joe og Valerie eller mellem en kynisk embedsmand fra Det Hvide Hus og magtesløse CIA-ansatte. Men trods samvittighedsfuldt skuespil - Sean Penn kan i den grad levere retorisk veldrejede replikker med karisma - så kommer Fair Game mest af alt til at fremstå som et kampskrift mod Bush-regeringen og Irak-krigen.

Det er sympatisk med et opråb om at tage fælles ansvar for demokratiet. Men filmisk set er ulempen ved kampskrifter og opråb, at personerne har tendens til at ende som marionetter, bærere af budskaber frem for hele, levende, overbevisende mennesker.