Torsdag aften sang Anna Netrebko den ene af sine to Mimier i København i Puccinis opera La Boheme. Hun synger anden gang søndag den 19., og så er fuglen fløjet igen.
Der var to slags mennesker torsdag aften, før operaen startede: De, der havde billet, og de, der ikke havde. Jeg kom glad svingende med min i hånden til indgangen og blev mødt af håbefulde blikke og skilte med »billet købes«, så jeg følte mig helt flov ved bare at gå ind, mens jeg bag mig hørte: »Sikke en juvel at have, sådan en billet«.
Anna Netrebko har selvfølgelig solgt alle billetter, og vi, der var der, følte os særligt privilegerede. For én gangs skyld havde man en grundlæggende følelse af at være det eneste rigtige sted. Folk sagde simpelthen »ah«, når de satte sig på deres pladser.
Fint besøg
Så går operaen i gang, og man sidder som sædvanlig og småkeder sig igennem første akt og dens boheme-stiliseringer og mere eller mindre vellykkede kammerspil, indtil Rodolfo siger, at han vil vente hjemme og gøre sin artikel færdig, mens de andre bohemer går ud, og violinerne pludselig indikerer, at der vil komme damebesøg. Så ved man, hun kommer snart. Det banker på døren, og ind kommer ikke bare Mimi, men Anna Netrebko som Mimi, og synger om blomster om vinteren, og det har aldrig føltes stærkere.
Den stemme er forår på en vinteraften, hvor alle har kæmpet sig til operaen gennem dyner af sne, og der i den grad er et sammenfald mellem verden inde i og uden for Operaen. Det sner og sner både ude og inde, og alle ved på deres egen hud, hvad det vil sige at drømme om forår og blomster.
Det er stærke sager at høre en sanger som Netrebko. Stemmemæssigt og ind- levelsesmæssigt har hun næsten format som en Callas, bare i en omvendt udgave. Hvor Callas forsvandt selvfortærende i sine roller, liver Netrebko op med en intakt uskyld som en fireårig pige med langt sort hår og runde kinder. Hun kan gøre Puccinis musik til virkelighed og gøre den mærkelige operadrøm levende den, der forvandler klicheer til sandhed og simpelhed til fylde.
Eneste problem er, at hun løfter sløret for, hvordan det hele burde være. Hvad skal vi gøre, når hun tager hjem? Til at nøjes igen? Det frygtelige er, at Netrebko kan ikke bare noget særligt, men kan det, der giver den, undskyld mig, idiotiske genre mening.
Blomstrende
Når så det er sagt, så klarede den danske besætning det ganske udmærket i Michael Melbyes gamle, ulideligt traditionelle opsætning fra 1999. Peter Lodahl og Netrebko var et flot par som Rodolfo og Mimi, Palle Knudsen opretholdt en spænding som en forsmået forelsket Marcello. Gisella Stille var en virtuost irriterende Musetta i positiv forstand, Ludvig Lindström som Colline fik sagt et velklingende farvel til sin gamle jakke, og Thomas Storm som en sympatisk Schaunard viste med en chaplinsk balancegang mellem kunstnerisk gakkethed og seriøs tragik en vej gennem operaens svære lethed.
Ved siden af Netrebko virkede alle lidt stavende gennem det italienske, inklusive kapellet, der ellers viste smukke nuancer og flotte solistiske præstationer, men aldrig faldt helt ind i den italienske varme under ledelse af Marc Piollet. Alligevel fik Netrebko overordnet operaen til at blomstre og alle til at yde deres bedste. Næsten for galt at lade sådan en diva dø af brystsyge på divanen, når hun nu endelig er kommet til Danmark. Heldige dem, der skal se og høre hende genopstået på søndag.
Repremiere på La Boheme af Puccini. Iscenesættelse: Michael Melbye. Anna Netrebko (Mimi), Peter Lodahl (Rodolfo), Gisela Stille (Musetta), Palle Knudsen (Marcello), Thomas Storm (Schaunard), Ludvig Lindström (Colline), Jens Bruno Hansen (Alcindoro), Mogens Gert Hansen (Benoit) mfl. Det Kongelige Operakor og medlemmer af Det Danske Drengekor. Det Kongelige Kapel under ledelse af Marc Piollet. Operaen i torsdags
