Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Vilde med dans

Rytmisk Musikkonservatoriums tidligere rektor Erik Moseholm har kigget dybt i arkiverne og skrevet historien om den musik, vi danser til og forelsker os til, men som ikke desto mindre også er stødt på en nedladende holdning
Kultur
14. december 2010

Forfatteren Herman Bang havde en finger med i spillet, da de første moderne danse kom til Danmark. Cakewalk og kom fra Amerika. Den blev præsenteret i Odd Fellow Palæet ved en forestilling, som Bang instruerede i 1903. Også kollegaen Johannes V. Jensen havde et godt øje for ny dans. På sine rejser i USA oplevede han negermusikanter, der »synger og stepper og skærer ansigter«. Det skrev han om. Han mente tilmed, at negrene måske udgjorde en højt begavet race med en særlig åre for musik, der stammede fra de vilde i Afrika.

Kagedansen vendte op og ned på alle dansebegreber i Europa, hvor den ellers stod på wienervals og rheinlænder. Det kan man læse i en ny bog med indlagte cd'er, Da den moderne dansemusik kom til Danmark, skrevet af jazzmusikeren og tidligere rektor for Rytmisk Musikkonservatorium, Erik Moseholm, der har gravet dybt i arkivmaterialet for at skrive historien.

Han har fundet frem til, at cakewalk'en oprindeligt var de sorte plantageslavers parodi på de hvides danse. Om søndagen trak de i deres fineste tøj, nemlig de hvides aflagte, og dansede den. Det par, der udførte den mest groteske dans, fik en præmie overrakt af herskabet.

Rygter

Erik Moseholm noterer sig, at den moderne dansemusik tit mødte nedladenhed i visse kulturelle kredse, men de nye danse og dansemusikken overvandt den latterliggørelse og kritik, som også mange bornerte borgere mødte den med, for folk var vilde med at danse de nye hoppe-, vrikke- og rystedanse, som fulgte i hastig rækkefølge, og så tog danseskolerne dem ind, f.eks. tangoen, som blev populær.

»Snakken gik,« skriver Erik Moseholm. »Én dans, sagde man, var komponeret af en ægte kinesisk kejser. En anden blev danset for den rigtige pave, der var blevet så begejstret, at han havde sikret sig et antal enetimer. En tredje person mente, at tango var udrundet af Nordamerikas sortes musik, og en fjerde, at den havde set dagens lys i Argentinas skumleste knejper.«

Om Charleston gik rygterne, at menneskeæderne opfandt den, og at nogle hospitaler havde særlige afdelinger for piger, der havde fået rystet nyrerne løse under den dans. Man kunne tegne forsikring mod Charleston-skader, og en mand mente ironisk, at hvis man gik hen over et godt bonet dansegulv, så kom trinene helt af sig selv.

Kind mod kind

Så trak dansemusikken i kjole og hvidt. Det gjorde i hvert fald nogle af de store kapelmestre, som spillede i København op gennem 1920'erne og 30'erne på fornemme steder som Nimb, Adlon, Wivex og Palais de Dance, når borgerskabet gik på restaurant eller natklub. Musikerne var typisk jazzmusikere, som indordnede sig orkesterdisciplinen for at tjene til huslejen. Dansen legitimerede, at manden måtte holde kvinden i sine arme, eller at man dansede kind mod kind. Det var ikke hop og spjæt det hele - der kom langsomme danse til.

Leo Mathisen, Karen Jønsson, Erik Tuxen, Kai Ewans, Kai Julian, Otto Lington, Teddy Petersen og Svend Asmussen. Navnene galopperer hen over siderne i Erik Moseholms bog, så man bliver helt nostalgisk af den historieskrivning, som slutter omkring 1940, da swingpjatterne dansede jitterbug.

Demokratidans

I dag er dansen helt fri. Lidt dyrt kan man sige, at den er blevet demokratiseret. Enhver kan gå ud på et dansegulv med eller uden partner til diverse fester, gøre nogle mere eller mindre rytmiske bevægelser, og det bliver accepteret. Med sprut som ballast går det endnu bedre, indtil det går helt galt, når man skvatter om på dansegulvet. Men indtil da er det skægt at studere de helt personlige måder at danse på, som ens bekendte eller arbejdskammerater har.

Som en modvægt til dette er der så igen kommet disciplinerede danse, som kræver færdigheder. Der er kommet rapmusik og breakdans. Men lad der nu ikke gå så lang tid, før den nyere nye dansemusik også får sin historiebog! Det har Rock Nalle og mange andre fortjent.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her