Nikolaj Znaider gæstede Det Kongelige Teater og kvitterede for sin Guarneri 'Ex Kreisler' violin, som teatret og Veluxfonden venligst har lånt ham. Med sig havde han sin palæstinensiske forbindelse, pianisten Saleem Abboud Ashkar, og dansk-tyske Mathias Beyer-Karlshøj på cello.
Det er ikke så tit, vi oplever Znaider som kammermusiker her i landet, hvor vi gerne vil have det danske vidunder op på scenen og dyrke hans talent som solist. Selv er han optaget af dirigentrollen og lader den fylde mere og mere af sin karriere blandt andet i spidsen for Det Svenske Kammerorkester. Men er der noget, der er interessant ved Znaider, så er det faktisk det internationale samarbejde med musikere på højt niveau, som tilfalder en verdensstjerne af Znaiders kaliber. At opleve Znaider sammen med Abboud Ashkar lugter af denne generations nursede talenter og musiksamarbejde og musikdyrkelse på højeste internationale niveau, sådan som de lærer den derude hos Barenboim og de andre åndsfyrster. Desværre blev det ved lugten denne aften.
Beethovens første klavertrio åbnede koncerten. Måske var det længe siden, jeg havde hørt spil af denne klasse. I hvert fald var det euforisk at høre sådan klang og sådan liv i den wienerklassiske trio, der ellers i moderne ører godt kan lyde lidt af musikalsk adspredelse for borgerskabet, blot til lyst, som der stod over hovederne på trioen på Gamle Scene mandag aften. Ikke at Beethoven er en lystig fyr, men netop i et tidligt værk som dette kan man snakke om, at det seriøse mest er på sine forstadier. Dem gjorde trioen til gengæld imponerende rede for. Ikke mindst Ashkar forstod at bære adagiosatsens mol-del ind på helt andre stier end bare bagsiden af dur, som et helt nyt land, der åbnede sig ud af wienerklassiken.
Abboud Ashkars spil var i Beethoven sjældent glimrende glasklart og følelsesladet på én gang og kunne godt minde mig om en ung Barenboims Mozartspil. Hans fraser var gennemlevede, før de gestaltede sig, og undfangelsen var hel og overbevisende. Znaiders Guarneri passede op med organisk, virtuos sikkerhed, og Beyer-Karlshøj hang godt med på celloen i det fine selskab.
Venstrehåndsarbejde
Men set i bakspejlet eller hørt baglæns kunne man, efterhånden som programmet skred frem, blive helt i tvivl om, hvorvidt Beethoven-euforien havde været blændværk i en sulten anmelders ører. I den efterfølgende trio af Sjostakovitj, Trio nr. 1 i c-mol, var det pludselig cellisten, der tog den musikalske tete og var mere opsat på musikken end de to verdensstjerner, der tog den mere på talentet, så Ashkar klang af fransk, fed impressionisme og Znaider bare mere uberørt og venstrehåndsagtig.
Værst var det efter pausen med Brahms' romantiske klavertrio i c-mol, opus 101 og altså et modent værk. Det er virkelig ikke musik blot til lyst, men stærk lyrik og svært fremkommeligt område. Her greb hver mand sin åre og pløjede sig igennem på bedste beskub, så Znaider fik overdøvet det meste, og man både savnede en ordnende dirigent og sindige solister.
Ærgerligt at høre så gode talenter hældt ud uden i det mindste en illusion af den sammenspillethed, der trods alt gerne må præge kammermusik, også selv om det bare er en trio sat sammen til lejligheden.
Det Kongelige Teater, Gamle Scene, i mandags. Nikolaj Znaider, violin. Saleem Abboud Ashkar, klaver. Mathias Beyer-Karlshøj, cello. Musik af L. v. Beethoven, Dimitrij Sjostakovitj, Johs. Brahms
