Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Andersen i et rosenflor af Henrietter

Et liv genoplevet i breve
Kultur
7. januar 2011

Henriette hed den ene efter den anden i H.C. Andersens fornemme bekendtskabskreds, således hans brevveninder Henriette Collin, Henriette Hanck, Henriette Scavenius og Henriette Wulff. Den sidste var der endda to af, mor og datter i den indflydelsesrige familie med bolig på Amalienborg, som den unge rablende skribent insinuerede sig hos og gjorde indtryk på.

Peter Frederik Wulff var, som det er sagt, en underlig blanding af sømand, skønånd og hofmand, oversætter af Shakespeare, kaptajn i flåden og stor i karrieren. Ham kom Andersen ikke på brev med på grund af officerens nedladende holdning, hvorimod fru Henriette blev en moderlig rådgiver og trøster for gode Andersen i hans trængselstid som latinskoleelev i Slagelse. Til gengæld gav hun ikke meget for hans digteriske drømme og halede ham i den grad i frakkeskøderne resten af sin tid i brev efter brev, rådede ham til at blive præst for ikke at blive til grin.

Hendes velmenende og småtskårne breve er bevaret og indleder en stor udgave af ikke mindre end 193 breve mellem Andersen og familien Wulff i årene 1823-1875, som den erfarne Kirsten Dreyer har besørget, som sædvanlig i hendes adskillige brevudgivelser med grundige kommentarer og registre og forbindende tekster, så man som her atter får en dokumentarisk og biografisk beretning om digterens liv, let genkendelig, nu med Wulfferne som synsvinkel.

Den tætteste og mest personlige relation bestod mellem datteren Henriette og Andersen, og den er allerede kendt gennem Topsøe-Jensens formidling af deres udveksling af 437 breve frem til hendes sørgelige død ved en skibsbrand på Atlanterhavet.

Et hovedstykke er nu brevvekslingen med sønnen Christian Wulff som udtryk for et følsomt og fortroligt venskab, et dus-forhold, som Andersen ikke opnåede med den allernærmeste jævnaldrende, Edvard Collin.

Christian var musikalsk og gjorde ikke nogen stor maritim indsats, som den mandlige skik ellers var i familien. De arbejdede lidt sammen om musikken til et syngespil, men digteren var jo hovedpersonen og genstand for Christians nysgerrige beundring og lyst til at høre nyt fra hans rejser og eventyr, villigt imødekommet med rapporter om fester, sladder om forlovelser og oplevelser fra de lange udlandsophold, mens Wulff kedede sig på sine skibe med bevogtningsopgaver og fortalte et og andet fra udkanten af Treårskrigen og Slaget ved Isted, om et bal og sit savn af selskabslivet i hovedstaden. Andersen kan sende tusind kys og skrive aldeles afslappet, nærmest løssluppent: »See saa, nu er Pennen i Haanden, nu gaaer det, længe nok har det varet! Det er sgu lumpent, men jeg kan meget godt undskylde mig«.

Tid til pen og blækhus

I 1837 var Wulff på inspektion i Vestindien, og Andersen skriver om livet i København, om koncerter og opera og om sin nye roman, som skal hedde Elverpigen eller måske Naomi, men dog kom til at hedde Kun en Spillemand. Og han reflekterer over det at være ude eller hjemme:

»Jeg veed ikke, om Du har samme Fornemmelse, Ansigt til Ansigt kan jeg ikke holde af mine Kjære, som adskildte, der kommer saadan en underlig Kulde over Éen naar man gaaer sammen i Virkeligheden, derimod ene, ja saa flyver Sjæl i mod Sjæl, kysses og klappes.«

Det forklarer vel de mange varme venskabserklæringer. Christian Wulff døde af den gule feber under en rejse 1856 med søsteren Henriette i South Carolina, lutter farende folk med pen i hånd. En korrespondance fortsatte med søsteren Ida, gift Koch, i hvis hjem digteren ellers indtog middagen hver fredag. Kun hans mere end halvfjerds breve er bevaret, bl.a. fra den otte måneder lange rejse til Spanien, han foretog med den ganske unge Jonas Collin. Han udfolder hele sit rige sanseapparat, sine behag og mange ubehag og har sit skriveri tæt inde på kroppen, ude og hjemme.

Fra Bordeaux skriver han i 1863: »Lad mig vide hvad De synes hjemme om mit Eventyr i Folkecalenderen og mine Smaadigte i Christian Winthers Bog, der staae vi nok alle i Skygge ved Aarestrups Digtninge, hører jeg.«

Digteren havde lange ører. Og sådan fortsatte det frem til hans dødsår, 1875.

Med en generel indledning og med det selvstændige kommentarbind er man godt hjulpet til at følge digteren og hans brevvenner i alle detaljer af deres travle gøren og laden, som dog har skaffet dem mængder af tid til pen og blækhus.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her