Anmeldelse
Læsetid: 1 min.

Applaus til August

Pernilla August leverer en suveræn præstation i Håkan Lius debutspillefilm, ’Miss Kicki’
Pernilla August leverer en suveræn præstation i Håkan Lius debutspillefilm, ’Miss Kicki’
Kultur
13. januar 2011

Vi får Pernilla August i en suveræn præstation i mor-søn-dramaet Miss Kicki af Håkan Liu, som emmer af både mod og modenhed i fortællingen, selv om det er Lius første spillefilm.

Variety har sammenlignet Lius debut med Wim Wenders’ tidlige film, og på plussiden er der noget Wendersk i fortællingens brug af rejsen som ramme, de stemningsfylde storbybilleder, Fredrik Viklunds melankolske musik og historiens gennemgående længsel efter livet som noget andet og større end det, man tilfældigvis er havnet i. På minussiden er tempoet indimellem noget langsomt, men heldigvis er Pernille August så seværdig, at man tager de lidt drøjere passager med.

Miss Kicki fortæller om en mislykket mor, som efter en årrække i Amerika vender tilbage til Sverige, hvor hun for mange år siden efterlod sin søn Victor (Ludwig Palmell) hos sin mor. En fødselsdag i det svenske etablerer hurtigt den komplicerede fortid, før Kicki og teenageren Victor begiver sig på rejse sammen til Taiwan. Ifølge Kicki er missionen, at mor og søn skal finde hinanden, men hendes skjulte dagsorden er at opsøge sin internet-flirt, mr. Chang.

Vi kommer med til et pulserende Taipei, hvor de eksotiske locations bliver medfortællende, mens det fremmede puster til de stærke følelser af mange års sorg og svigt lige under overfladen. Ludwig Palmell giver fornemt modspil til Augusts formidable portræt af en rodløs kvinde på evig jagt efter grønnere græsmarker og mandlig bekræftelse. Palmell får i scener med den jævnaldrende, nye ven Didi (Huang He River) desuden sat en egen dagsorden med en fin skildring af to teenagedrenges venskab på tværs af kulturer.

Miss Kicki er en forfriskende anderledes svensk film, som stoler på antydningens kunst i en uforudsigelig historie om sårbare mennesker på udebane. Og August, hun skal helt enkelt bare ses. Stor applaus til hende.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her