Læsetid: 3 min.

Bedre end debuten

Det svenske forfatterpseudonym Lars Kepler har lært af sine begynderfejl og understreger, at den svenske krimibølge ikke er død
14. januar 2011

Bortset fra Leif G.W. Persson og Arne Dahl læser jeg kun svenske krimiforfattere, når det er bydende nødvendigt. I mine øjne er de som oftest enten dræbende ligegyldige eller dårligt skrevet, indimellem begge dele.

Denne fordom har uden tvivl kostet mig en masse gode læseoplevelser, men hellere undvære dem end stå model til Liza Marklund, når der nu ikke ligefrem mangler alternativer inden for genren.

Af den grund fik jeg aldrig læst Lars Keplers Hypnotisøren, da den udkom i Danmark sidste år. Under stor bevågenhed som bekendt, for ikke nok med at romanen havde solgt rigtig godt i hjemlandet, næ, spekulationerne om, hvem der gemte sig bag forfatternavnet, var også endt som noget nær årets vigtigste historie i vores naboland. I dag ved vi så, at Lars Kepler er ægteparret Alexandra og Alexander Ahndoril. Hvad det skulle til for, sådan ikke at ville bruge egne navne, når de nu oven i købet slanger sig så lyrisk om hinanden, som tilfældet er, har jeg ærligt talt ikke fulgt godt nok med i sagen til at kunne forklare.

Selv om parret hver for sig er etablerede forfattere af såkaldt seriøs litteratur, kan jeg dog ikke forestille mig, at de skammer sig over også at kunne skrive krimier. Det har de slet ingen grund til.

Djævelsk våbeneksport

Opfølgeren til Hypnotisøren hedder Paganinikontrakten og refererer til den italienske 1800-talsviolinist, der komponerede så vanskelig musik, at han indgik en pagt med djævlen for at kunne spille den. Dette problem kobles i romanen til svensk våbeneksport, i sagens natur en både givtig og djævelsk affære for landets industri. Det har generaldirektøren for Inspektionen for Strategiske Produkter en art våbeneksportkontrol, altså vist erfaret. I hvert fald findes han ved handlingens start hængt i sin lejlighed i et rum uden stole eller stiger. Det står klart for politiet, at der ikke er tale om selvmord, og kriminalkommissær Joona Linna sættes på sagen. Men han har nu også andet at se til, for i den svenske skærgård finder man en myrdet kvinde i en lystbåd. Hvem hun er, og hvad der er hændt, fortælles i romanens andet handlingsspor, der følger Penelope Fernandez og hendes kærestes flugt fra båden og ud i naturen med en grusom og effektiv morder i hælene.

De to handlingsspor, der selvfølgelig hænger sammen, suppleres med dramaet om den dræbte generaldirektørs efterfølger, hvis liv kommer i fare, da han tillader sig at tvivle på, hvorvidt han vil underskrive og acceptere en handel, der vil sikre en stor svensk våbenleverance til et korrupt afrikansk land

Intet stof til eftertanke

Efter at have læst Paganinikontrakten læste jeg straks Hypnotisøren, og det synes tydeligt, at Lars Kepler har lært af sine få begynderfejl.

Intrigen, der har svært ved både at fænge og holde sammen midtvejs i Hypnotisøren der, hvor vi skruer tiden 10 år tilbage er blevet strammet op, og så er det blevet mere plads til den karismatiske Joona Linna, der usvensk, kantet, lynende intelligent og herligt skråsikker vader gennem både fine kontorer, blodige mordscener og håbløse parforhold uden blik for andet end den gåde, han står over for.

Fredsaktivisten Fernandez er til gengæld lige ved at være for frelst og kedelig. Heldigvis gøres der ikke lige så meget ud af hendes fortid, som tilfældet er med Erik Maria Birk i Hypnotisøren, men det havde klædt forfatterne, hvis de havde overladt endnu mere til læserens fantasi og eksempelvis ladet os skabe vores egne billeder af rædslerne i Darfur i stedet for at udpensle Fernandez oplevelser dernede less is more, som man siger.

Slutteligt er der måske heller ikke så megen samfundsrelevant stof til eftertanke, som temaet lægger op til, men hvad pokker: Paganinikontrakten skammer sig ikke over, at den først og fremmest vil underholde, som det jo hedder, og det gør denne rasende medrivende thriller fra første til sidste velskrevne side. Ud over helt bogstaveligt at have stjålet min nattesøvn har Lars Kepler således også gjort min formodning om, at den svenske krimibølge er ved at være ovre til skamme. Det synes ikke at være tilfældet, og det er der i øvrigt ingen grund til at beklage, hvis Paganinikontrakten nu har udstukket kursen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu