Læsetid: 5 min.

Dejlige og dystre duoer

Jenny & Johnny gør det. Isobel & Mark gør det. Også Elton og Leon gør det. Ja, under band-navnet The Hundred In The Hands gør Eleanore og Jason det søreme også. Giver den som duo, altså. Alle sammen med høreværdige resultater, tilmed!
Isobel Campbell og   Mark Lanegan excellerer   i melankolske vinterstemninger på deres tredje og hidtil bedste duo-plade.

Isobel Campbell og Mark Lanegan excellerer i melankolske vinterstemninger på deres tredje og hidtil bedste duo-plade.

Cosmos Music

11. januar 2011

Duoen blev ikke opfundet i går. Dertil er det simpelthen for god en ide. Det gode ved en duo er, at det dér er umuligt at indgå de alliancer, som uvægerligt indgås i ethvert orkester med tre eller flere medlemmer. Det dårlige er, at det kan ende i et vaskeægte had-kærlighedsforhold; bare uden kærlighed! Som f.eks. den berømte soulduo Sam & Dave, der ifølge førstnævnte ikke talte sammen i 13 af de 21 år, de var sammen, men udelukkende kommunikerede gennem mellemmænd. Og én af den i rocksammenhæng største duoer overhovedet, The Everly Brothers (som modsat f.eks. The Righteous Brothers og The Walker Brothers rent faktisk var brødre!) tog ofte og gerne rigtig lange pauser fra samarbejdet; én af dem varede således 10 år. Så det er åbenlyst en form, der slider. Den fik et seriøst comeback i en lidt anden form med den elektroniske musik, hvor det via den teknologiske udvikling blev muligt for en holdopstilling, hvor en tog sig af det musikalske og en anden af vokalen. Fra og med pionerbandet Suicide har det været en endog særdeles brugt formel, ja, herhjemme har danceduoen Infernal udnyttet den til det yderste.

Uvenner er duoen Jenny & Johnny vel indimellem, da de ud over det musikalske også danner par privat. Jenny med efternavnet Lewis har en succesfuld karriere bag sig som først forsanger i indie-bandet Rilo Kiley og siden med to soloplader, hvoraf den første, Rabbit Fur Coat (2006), er en lille perle. Men det var da hun i 2008 indforskrev sanger-sangskriveren Jonathan Rice til at producere efterfølgeren, Acid Tongue, at det slog gnister, og ideen til Jenny & Johnny undfangedes. Det har nu udmøntet sig i det indtagende og massivt underspillede Im Having Fun Now, hvor de to turtelduer demonstrerer sans for klassisk, lettere countryinspireret sangskrivning med vægt på det melodiske. De deles udemonstrativt om lead- vokalerne og synger begge en fornem harmonistemme, så det er i og for sig bare at skrue op og ride med på bølgen. Jeg kan i hvert fald ikke stå for vellyden og hele den ubekymrede stemning af sommer, der hviler over de 11 velgjorte sange her. Ikke musik, man skal tage for tungt, på den anden side i besiddelse af en svært opnåelig let tyngde.

Kærlighedens vildveje

Noget mere dystert er det at stikke snotten indenfor hos duoen Isobel Campbell & Mark Lanegan, som med albummet Hawk efterhånden er nået til opus tre i et samarbejde, der har kørt upåklageligt siden 2006. Her er alle sommerstemninger som blæst bort til fordel for en vinterlig tristesse og 13 melankolske sange om især kærlighedens vildveje og ofte fatale konsekvenser. Som sædvanlig er hovedparten af sangene skrevet af skotske Campbell, der færdes hjemmevant inden for såvel den engelske som den amerikanske folkemusiks (to sider af samme sag, men ikke identiske) rammer og virkelig formår at ramme en tone, der er præget af lige dele alvor og ægthed. De benytter sig ikke så meget af harmonier som unisonsang med Lanegans sært rumlende og truende baryton som det mest dominerende element. Endvidere ydes to sange af den både geniale og oversete Townes Van Zandt fuld retfærdighed og set i såvel sammenhæng med som forlængelse af deres to tidligere værker, må Hawk nok betegnes som det fineste til dato. Absolut en messe værd.

Frem af glemslen

I en helt anden boldgade finder vi det fremragende og på alle måder uventede samarbejde mellem veteranerne Elton John og Leon Russell. Hvor førstnævnte stort set ikke har været uden for offentlighedens søgelys siden gennembruddet med »Your Song« i 1970 (ja, man har faktisk kunnet følge hans op- og nedture, såvel kunstneriske som personlige, på klos hold), er det en helt anden sag med Russell. Faktisk falder hans storhedstid i perioden 1970-1975, og siden har han faktisk levet lidt af en spøgelsestilværelse, selv om han altså aldrig har kvittet musikken, men stedse spyet skiver ud og spillet jobs, dog uden den store virak. Elton Johns beslutning om at grave Russell frem af glemslen har med det vidunderbare The Union resulteret i et karrierehøjdepunkt for begge disse gentlemen. Producer T Bone Burnett formår at holde Johns smag for pomp og store armbevægelser nede, resultatet er blevet jordnært, swingende, melodisk og lykkeligt forløst. Vi taler her to klaverboksere af guds nåde, og lytter man til musik alene for glæden derved, er The Union uomgængelig. De 14 sange er primært komponeret af John sammen med hans faste tekstforfatter Bernie Taupin, men Russells bidrag beviser, at manden bag evergreens som »A Song For You«, »Superstar« og »This Masquerade« ikke har mistet det gyldne touch.

Drømmende og dansabel

Og så tager vi lige springet ind i det 21. århundrede med synthpop-duoen The Hundred In The Hands, der består af sangerinden og keyboardspilleren Eleanore Everdell og guitaristen og beatmageren Jason Friedman. Selv om duoen er amerikansk, udsendes den på det prestigiøse britiske selskab Warp, som ikke normalt gør sig bemærket med denne type musik. På den selvbetitlede debutudgivelse skaber de to nemlig en blød og venligt imødekommende, lettere alternativ popmusik, som ofte evner at være såvel drømmende som dansabel. Paradoksalt nok formår duoen at fremstå topmoderne uden at have noget egentlig nyt at byde på, men på den anden side er velskrevne sange vel næppe konjunkturbestemte. Everdells stemme er smuk at lytte til, men en smule mere kant i produktionen havde som helhed ikke skadet resultatet. Personligt synes jeg bedst om når det stritter lidt, som f.eks. på den skægt postpunkede »Commotion«, og jeg må nok konkludere, at duoen ikke helt får forløst potentialet her. Men det skal blive spændende at opleve den live til marts, hvor både Århus og København får besøg af The Hundred In The Hands.

 

Jenny & Johnny: Im Having Fun Now (Warner Bros.)

Isobel Campbell & Mark Lanegan: Hawk (V2/Cosmos Music). Duoen giver en akustisk koncert den 10. februar i Store Vega

Elton John/Leon Russell: The Union (Mercury/Rocket)

The Hundred In The Hands: The Hundred In The Hands (Warp/VME). Duoen spiller i Voxhall, Århus, den 8. marts og Vega, København, den 11. marts

Alle plader er udkommet

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Niels Østergård

Lynggård,

Du glemmer jo helt Sussi og Leo, samt Keld og Hilda.
Disse to duoer er vel lige så relevante som Eltons nye duo med Russell?

Personligt er mine favoritter nu Black Keys og Meg og Jack White (a.k.a. The White Stripes)
Men pladen med Lanegan pg Campbell er også ganske udmærket.