Læsetid: 3 min.

Fiaskofabrikker

I 'Waiting for Superman' sætter dokumentaristen Davis Guggenheim fokus på det amerikanske skolesystem. Resultatet er lige så uoverskueligt, som det er deprimerende
Spørgsmålet er, om 'Waiting for Superman' overhovedet burde vises i Danmark. Ganske vist er de fem casestories sporadisk rørende, ligesom det næppe kan siges at være irrelevant at få indblik i et af de mest presserende amerikanske samfundsproblemer.

Spørgsmålet er, om 'Waiting for Superman' overhovedet burde vises i Danmark. Ganske vist er de fem casestories sporadisk rørende, ligesom det næppe kan siges at være irrelevant at få indblik i et af de mest presserende amerikanske samfundsproblemer.

Fra filmen

13. januar 2011

I generationer har det været en socialpolitisk antagelse, at de notorisk ringe amerikanske skoler langt hen ad vejen var et resultat af de belastede kvarterer, der omgav dem. På det seneste er en ny tese imidlertid begyndt at præge debatten, nemlig at det forholder sig lige omvendt: At de belastede kvarterer er et resultat af det katastrofale skolesystem. Tanken om, at uddannelse er nøglen til et velfungerende og konkurrencedygtigt samfund, er interessant, om end den set fra et europæisk perspektiv vel næppe er revolutionerende. At børn er fremtidens voksne, burde være klar logik, men derfra til at vende op og ned på årtiers vanetænkning, misrøgt og politisk praksis er der selvfølgelig et stykke vej.

Det har stribevis af fortalere for en reformering af det amerikanske skolesystem måttet sande. Og det er også konklusionen i dokumentaristen Davis Guggenheims næsten to timer lange debatfilm Waiting for Superman.

Guggenheim (berømt for Al Gore-dokumentarfilmen En ubekvem sandhed, 2006) startede sin karriere i 1999 med The First Year, der netop handler om den håbløse situation i det amerikanske skolesystem. Nu har hans egne børn nået skolealderen, og det personlige udgangspunkt for den nye film er, at selv om han som så mange andre ressourcestærke forældre ønsker at tro på det offentlige skolesystem, har han besluttet at sende sine egne poder i privatskole.

Hvad gik galt?

Den dårlige samvittighed gnaver, og Waiting for Superman er et forsøg på at forstå, hvad der er gået galt. Tonen er indtrængende, men ambitionsniveauet så højt og perspektivet så bredt, at man ikke skal blunde mange sekunder for at blive hægtet af udredningen af de komplekse historiske og politiske årsagssammenhænge.

Som identifikationsobjekter følger filmen fem forskellige børn spredt ud over landet, fra The Bronx i New York til Silicon Valley syd for San Francisco. Og omkring deres casestories væves så et tæppe af informationer og synspunkter, som meget groft kan koges ned til, at de amerikanske lærerorganisationer har sat sig så tungt på magtapparatet, at det stort set er umuligt for en lærer at blive fyret - og dermed umuligt for systemet at skille sig af med inkompetent arbejdskraft.

Ofrene er naturligvis børnene. Og specielt de fra socialt udsatte samfundsgrupper sidder fast i en struktur, hvor skoler betegnes som fiaskofabrikker, og fremtiden for den enkelte helt konkret afgøres ved et lotteri. Alle venter på den Superman, som kan løse hårdknuden, men kun meget få har overblikket til at vide, hvor det nytter at sætte ind.

Politisk dokumentarfilm

Med sin blanding af personlig indignation og en gammeldags struktur med en alvidende fortællerstemme føjer Waiting for Superman sig til de senere års bølge af (primært amerikanske) politiske dokumentarfilm, hvor alle hånde redskaber fra den fortællemæssige værktøjskasse tages i brug for i et mere eller mindre skingert toneleje at påvirke den offentlige opinion.

Vi har set genren foldet ud som skamløs (og stærkt underholdende) propaganda hos Michael Moore (senest om sundhedsvæsenet i Sicko, 2007), men også i mere moderate former hos en række andre, eksempelvis i Morgan Spurlocks Super Size Me (2003) om fastfood og fedmeepidemi eller i Robert Kenners Food, Inc. (2008) om landbrugets krise.

Det er film, hvor den dokumentariske genre vrides om til en avanceret form for opråb eller budskabsmageri a la politiske løbesedler eller ølkassedemokrati i stil med Speaker's Corner i London. En afgørende forskel i forhold til tidligere tiders formater er, at disse dokumentarfilm ofte når ud til et meget stort publikum, blandt andet fordi det nu er legitimt at spille på hele klaviaturet af underholdningseffekter, fra humor via filmiske finesser til tårepersende intimitet.

Det er alt sammen i orden, så længe hensigter og metoder meldes klart ud. Og fælles for de nævnte film (og mange andre) er, at de beskæftiger sig med vigtige samfundsmæssige problemer, som de færreste formodentlig kan være uenige i relevansen af.

Til hjemmepublikum

Med hensyn til Waiting for Superman kan man imidlertid sætte spørgsmålstegn ved formålet med at vise den i Danmark. Ganske vist er de fem casestories sporadisk rørende, ligesom det næppe kan siges at være irrelevant at få indblik i et af de mest presserende amerikanske samfundsproblemer.

Men filmens retorik og detaljerigdom er i markant grad møntet på et hjemmepublikum. Og set udefra kommer påstanden om, at der er håb for de fem unge hovedpersoner, snarere end et positivt budskab til at virke som en bekræftelse af en af de statistikker, som bliver serveret undervejs: Nemlig at selv om de amerikanske unges kundskaber objektivt målt ligger langt nede på en international skala, føler de selv, at de ligger i toppen. 'Yes, we can!'

Se, dét er et fænomen, som for alvor kunne fortjene en analyse.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Vi er på vej mod tredieverdenstilstande, og der er slet ikke brug for at alle får en uddannelse længere. Hvordan kan man få sådan noget sagt pænt?
Det kan man ikke, man kan blot finde en måde at skære ned på skolesystemet mens man hylder uddannelse og foregiver at undre sig over at det går så skidt.
Vi ved godt at "no child left behind" i virkeligheden er "no child left a dime" - og det lærte jeg fra en skolelærer her i USA af en skolelærer, men det går jo lissådan i Danmark af samme grund, der er ikke længere noget formål med at uddanne alt rakket.

Nej, det er ikke altid underholdende når samfundsproblemer falbydes som underholdning i bekymringsindustrien. Men af anmeldelsen og dens referencer kan også nævnes Louis Therouxs udsendelser for BBC og Jesus Camp(Ewing/Grady). Sidstnævnte måske den mest underholdende jeg til dato har set i denne genre.

Det synes som om denne Guggenheim har lagt sig fast på konklusionen; det er lærernes skyld fra starten. Sådan opfatter jeg både det der sige i denne anmeldelse af filmen, det som filmland på dr1/p1 siger og det som stort set har været omtalt i alle medier herhjemme: det er de lærernes skyld...

Snarere er det vel sådan, at de faglige organisationer hos lærerne desperat forsøger at forsvare sig mod nedskæringer, nedskæringer og atter nedskæringer. Interessant er det også i en amerikansk kontekst at bemærke, at i USA er der føderale love, delstats-love, skole-distriktslove, county-love mm. viklet ind i hinanden. Og det giver byrokrati....