Læsetid: 2 min.

Først til stålet, så til patten

Det ender med en billig (for)løsning i det ellers relativt modne og ambitiøse romantiske komediedrama 'Love and Other Drugs'
Det ender med en billig (for)løsning i det ellers relativt modne og ambitiøse romantiske komediedrama 'Love and Other Drugs'
6. januar 2011

Kender man sine Hollywood-genrer, ved man, hvor og hvordan det hele ender. I hovedrollerne har Love and Other Drugs trods alt to unge stjerner - Anne Hathaway og Jake Gyllenhaal - der ser fantastiske ud sammen. Og hver for sig for den sags skyld. Bagfra, forfra, nøgne og i vinterfrakker.

Modsætninger

Det ender jo i tårer, nærmere bestemt de gode af slagsen. Fældet af mennesker, der tager sig fantastiske ud, mens de gør det. Det ender på den mest følelsesmæssigt engagerende og mindst intellektuelt aktiverende facon.

Men inden det kommer så vidt, drister filmen sig heldigvis til at flirte med mørkere sager, blandt andet en samfundskritisk dagsorden.

Den begynder som en kærkommen parodi på medicinalindustriens profitér først og spørg bagefter-mentalitet. Vi er midt i Bill Clintons præsidentperiode, og det er fede tider i guds eget land. Den unge sælger og trussetyv Jamie får job hos Pfizer, der tjener uvirkelige summer på at sælge piller mod alle mulige lidelser. Lige om hjørnet venter en stensikker - og stenhård - jackpot i form af et 'fuck drug' ved navn Viagra.

Jamies vej mod den kølige karrieretinde støder imidlertid på en forhindring, da han under besynderlige omstændigheder møder kunstneren Maggie, der lider af Parkinsons syge. Hun gennemskuer Jamies glatte facade og mistænker, at han rummer, hvad hun kynisk-vittigt kalder »latent menneskelighed«. På grund af sin sygdom er Maggie dog selv tilbøjelig til at holde folk på følelsesmæssig afstand. Fundamentet til et kompliceret forhold er lagt. Love and Other Drugs forløser aldrig sit fulde polemiske potentiale, men betragtet som halvseriøs underholdningsfilm, er den slet ikke ueffen. De tabubelagte aspekter af sygdomsramte menneskers kærlighedsliv giver den således mere tematisk tyngde end de fleste af dens genrefæller.

Den nyder desuden godt af adskillige solide birollepræstationer, såsom Gabriel Macht som Maggies ariske mareridt af en eksflirt og Josh Gad som Jamies nyrige, men betragteligt mindre fysisk attraktive bror. Det er ham, der tegner sig for filmens sjoveste stunder, ikke mindst en frydefuldt frastødende scorereplik (»Skal vi lege brandbil? Jeg sprøjter, du hyler«), der da heller ikke tilnærmelsesvis virker efter hensigten.

Love and Other Drugs har et klart slægtskab med den mildt subversive type film fra 1980'erne, hvori en yuppie langsomt får sin profithunger tøjlet og sit hjerte tøet op.

I en monolog får en anden af filmens bifigurer, en desillusioneret læge spillet af Hank Azaria, endda lov til at klage over dårligdommene i det amerikanske sundhedssystem. Det ligner og lyder som et brudstykke fra en film, man virkelig godt kunne tænke sig at se resten af i nær fremtid.

Vis mig din bolig

På minussiden finder vi - ud over det svigtende mod - mellemstore troværdighedsproblemer: Det twist, der indleder tredje akt, fremstår mere end et enkelt nummer for nydeligt rent dramaturgisk. Jamies selvhad virker noget påklistret i det, og personligt købte jeg aldrig glamourøse Hathaway som potrygende kreativ sjæl, selv om scenografen tydeligvis har lagt sig i selen for at få Maggies hybel til at fremstå rå og baldret på en måde, der signalerer, at vi har at gøre med en type, der virkelig forstår sig på radikale boligindretningsstatements.

I samfundskritisk øjemed må Love and Other Drugs altså betegnes som afbrudt samleje, men inden for en genre, som alt for ofte intet tør eller vil, rangerer den afgjort i den gode ende af skalaen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu