Anmeldelse
Læsetid: 7 min.

Folket skal selv føde svarene

I det nepalesiske fladland huserer en gruppe bønder med politisk teater, der lokker landsbypublikummet til selv at finde - og gennemspille - løsningerne på deres lokale konflikter
I det nepalesiske fladland huserer en gruppe bønder med politisk teater, der lokker landsbypublikummet til selv at finde - og gennemspille - løsningerne på deres lokale konflikter
Kultur
13. januar 2011

»Enten skriver du under, eller også banker vi dig,« siger en ældre dame med løftet knytnæve. To politifolk holder bogstavelig talt mængden stangen, mens overbureaukraten forsøger at argumentere for sin sag: »Hvis I vil tæve mig, så tæv mig. Men hvem skal så skrive under?« råber han. Og riposten: »Hvorfor skriver du så ikke under? Vil du bestikkes først?« Til sidst giver han op og sætter sin afgørende signatur. Klapsalver. Imaginært tæppefald.

Bhimshanti Theatre Group har afsluttet endnu et stykke med tilskuerne som en afgørende del af stykket. På en gårdsplads i deres egen landsby. På den ene side magten, spillet af skuespillerne, på den anden side ofret, spillet af en skuespiller, men bakket op af en indigneret folkemængde, der har presset det korrupte bureaukrati til at bøje sig.

»Vi laver ikke fiktion, vi overleverer den sande historie om folk i vores samfund. Folk føler, at det er deres egen historie,« forklarer Pahari Chaudhary senere. »Hvilken ret har vi til at vise folk løsningerne? Du oplever problemer, og vi kommer og belærer dig? Nej.«

Kaglende høns

Det er høsttid i det vestlige Terai, fladlandet i Nepal. Mænd, kvinder og børn sveder i markerne for at høste ris med deres håndslebne segl. Okser står tøjret i mudder-spa til skuldrene i vandløbene i et forsøg på at forhandle med den tunge varme. Snart skal de trække knirkende trækærrer fulde af høst. Senere skal risen tilberedes til dal bhat - nepalesernes nagelfaste måltid - ved ildstederne.

Men der er også andre ting på færde i landsbyen Bhimmapur i Bardia-regionen. På Pahari Chaudharys gård, i træernes skygge på de hjemmesnittede og -flettede sengebunde, som bliver trukket ud hver morgen, sidder og ligger Bhimshanti Theatre Group. I en lydkulisse af kaglende høns, rappende ænder, brægende geder og får tager de pis på hinanden, en form for opvarmning til eftermiddagens optræden. Imens forsøger nogle af Paharis kvindelige familiemedlemmer at få gang i en oldnordisk symaskine i støbejern.

Efter 10 minutters gang ad jordveje nås gårdspladsen og åstedet for dagens show. Teatertruppen fyrer op under det håndlavede slagtøj og deres kastagnetlignende minibækkener og begynder at synge for fuld hals. Således annonceres endnu en forum teateropførsel, en slags aktivistisk Hjem-Is-alarm, der gjalder over markerne. Og folk strømmer til, først langsomt, genert, tøvende, til sidst klistret omkring scenen, som markeres af en cirkel trukket i den fedtede jord.

»Hvis I overtræder stregen, får I klø,« truer Pahari til stor moro, da han har indtaget cirklen og leverer den energiske indpiskningstale. Så bryder skuespillerne gennem kødranden af tilskuere fra forskellige steder. Det begynder med mikroscener fra den daglige kvindeundertrykkelse. En mand nægter at blive opereret af en kvindelig doktor. En svigermor banker sin svigerdatter, der er blevet enke efter borgerkrigen. En kvindelig politibetjent bliver sat til at lave mad i politichefens hjem.

»Det her er forum teater,« har Pahari Chaudhary meddelt tilskuerne i indledningen: »I bliver instruktører, dér hvor vi stopper stykket.« Og det sker, da den farvestrålende mængde har fået anskueliggjort et bureaukratisk problem (det her er også oplysning): Under den nepalesiske borgerkrig 1996-2006 mistede mange kvinder deres ægtemænd, og regeringen har siden lovet dem krigsenke-erstatning. Det sander desværre bare ofte til i en bureaukratisk ørken af korruption og kvindeundertrykkelse.

Roen sænker sig

Stykkets kvindelige protagonist mister sin mand i en dramatisk, kaotisk scene, da han og flere andre bombes under høstarbejde i en rismark. Da stykket stopper, er enken kørt uhjælpeligt fast i det lokale bureaukrati.

Og til sidst bliver det for meget for publikum. Pahari har sammen med resten af truppen konsulteret dem og gennemspillet en række af deres løsningsforslag. Uden videre held for krigsenken. Nu er det publikums tur til at spille med. En vred pøbel samles i cirklen, der agerer overbureaukratens kontor.

»Kompensation skal gives i dag,« råber de og efter tumult og diskussion må bureaukratiet overgive sig.

Roen sænker sig over gårdspladsen efter imaginært tæppefald. Solen smelter i horisonten, folk går hjem.

Bhimshanti Theatre Group har opført mere end to hundrede teaterstykker siden dannelsen i 2001, og de suger altid næring fra lokalt konfliktstof. Om det så er kvinders retsstilling i Nepal, hustruvold, druk eller slaveri. De gennemspiller traumatiske oplevelser og giver tilskuerne stemme i stykket, involverer dem, lærer dem at konfrontere magten. Folket skal selv føde svarene. Og de skal oplyses først, for det kan være svært at skaffe sig viden som simpel bonde. I Bhimmapur er internettet fem kilometer væk og koster 60 nepalesiske rupier i timen - en dagsløn er 200-300.

Normalt er det et middel- eller overklasseprojekt at redde verden. Men Bhimshanti Theatre Groups skuespillere mellem 18 og 45 år er almindelige fladlandsbønder i Bhimmapur. Og Pahari Chaudhary selv blev født som slave.

Genbrug af alt

Hans bedstefar var slave i det hus, som først Paharis far og så Pahari selv blev født som slaver i. Vejen til frihed blev åbnet, da Pahari blev gift med ingen ringere end herremandens datter.

»Han må have set noget i mig. De må have troet på, at jeg kunne udrette noget i

fremtiden,« siger Pahari: »Først ville jeg sige nej, men havde jeg gjort det, så havde min far været tjener i huset den dag i dag.«

I dag er 32-årige Pahari Chaudhary (hvilket de fleste herude hedder til efternavn) en af de mere succesfulde bønder i landsbyen. Han har et hus af mursten over for sine to gængse mudder- og lerklinede hytter. Han har lidt mere land - ca. to en halv hektar - og hele to vandpumper samt en motorcykel, en traktor og en primitiv, håndmalet tærsker, som han også lejer ud til lokale.

Hjemme hos teatertruppens skuespillere er forholdene som for de fleste herude. Et par hektar land, som kaster tre høste af sig på et år (vi befinder os i subtropisk klima). En lerklinet hytte eller to. En vandpumpe. Måske en rudimentær stald - nogle træpæle til at holde stråtaget oppe - og nogle geder, måske køer.

Og for alle står den på hårdt manuelt arbejde. Håndarbejde, håndværk,

høst, såning, reparationer, lappeløsninger. Udnyttelse af alt, der vokser og lever (og dør) genbrug af alt. Og de gamle hævdvundne traditioner er - trods skrumpende familiestørrelser - ved godt helbred. Den ældste - mand - har mest at sige, er den højest respekterede. Og kvinderne tager sig af husarbejdet.

Et væld af farver

Det virker umiddelbart idyllisk for et vestligt blik. Her er tyst og malerisk. Børn og tøjrede såvel som fritgående dyr overalt. Hytterne omringet af grønne marker og afrettede vandløb. Himalaya i

baggrunden. Og cikader, der synger solen ned i fuld technicolor. Kvinderne i den sari-lignende guniu i et fashion-frit væld af farver, mændene i t-shirts med mærker.

Men mange kvinder får tæv, mange mænd drikker for meget. Fællesskabet knager under korruption og fattigdom - især herude, hvor tharu-folket, som Pahari og teatertruppen tilhører, lider under udbytning og politisk marginalisering.

Og man slikker stadig sårene efter borgerkrigen, der ramte hårdest i Bardia-regionen med udbredt vold, død og bortførelse. Og ganske vist banede borgerkrigen vejen for et demokrati og et parlament i Kathmandu, men dét er paralyseret af magtkampe og forfatningskrise. Og tharu-folket er dårligt repræsenteret i hovedstaden.

Nogle dage efter deres første optræden mødes Bhimshanti Theatre Group for at diskutere deres arbejde og dets relation til virkelige hændelser.

»Scenen med bomben skete i virkeligheden, da folk var i gang med at så hvede,« fortæller Pahari. De deler historier om død og bortførelser, og deres børn, der kun overlevede krydsild fordi de var i skoleuniformer - og var heldige.

»Man kunne ikke samles i grupper på fire eller fem mennesker,« tilføjer Shibani Chaudhary, der spillede krigsenken i stykket.

Så cykler vi en 10 minutters tid til nabolandsbyen Rampur. Denne gang er emnet hustruvold. Pahari får de to hovedroller - den fulde voldelige mand og hans hustru - til at fryse fast midt i en gennemtævning og sender stykkets videre kurs i udbud.

Kvinder fra publikum foreslår løsninger, og den voldelige ægtemand svarer flabet igen. Så kommer en fuld mand valsende ind på scenen og blander sig, og så lederen af landsbyen, som sætter ægtemanden detaljeret på plads. Så inviterer Pahari kvinderne ind i cirklen, og de straffer ægtemanden ved at binde hans hænder, iføre ham en halskæde af sko og smøre skidt i hans ansigt. Til sidst får de ham til at undskylde og - under stor latter - at kysse sin forulempede kones fødder. En stærkt ydmygende gestus for en nepalesisk mand.

Men det er mere kompliceret end som så. Gruppen fortæller senere, at den involverede landsbyleder hyklede under stykket og selv banker sin kone - som i øvrigt også blandede sig i debatten.

En stor sejr

»Det vigtigste i forum teater er, at det primært er for de undertrykte, ikke undertrykkeren. Men vi tror generelt på, at undertrykkeren såvel som den undertrykte skal være til stede under opførelsen,« siger Pahari.

»Efter vores forestillinger fortæller folk, at det er deres historie, vi har opført. Vi opførte et stykke om Kamlahari (piger, der ulovligt lejes ud til storbønder under slavelignende forhold, red.), og mange tilskuere lovede efterfølgende, at de ville kalde deres døtre tilbage. Nogle præsenterede deres døtre, som de havde kaldt tilbage, for os. Det var en stor sejr.«

Nogle dage senere mødes Bhimshanti Theatre Group hos Pahari til en anderledes opgave. De har alle taget segl med for at høste ris. Mens de høster og synger høstsang hviler Paharis første ko, Bandi (halv hale), sig i skyggen med sin krogede ryg til Himalayas usandsynlige tinder og vigende snegrænser. Den er blevet 14 år, en høj alder selv for en hellig ko. Det var den første ko Pahari anskaffede sig, efter at han kom ud af trældommen. Snart skal risen bindes i neg. Senere skal en ny afgrøde sås.

Rejsen blev foretaget med støtte fra Danida og CKU

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her