Du skal aldrig bede om noget, som folk burde tilbyde dig.
Det er en af de overleverede sandheder, som den 17-årige Ree Dolly giver videre til sine to mindre søskende i begyndelsen af Debra Graniks Winter's Bone.
De bor i et forfaldent hus i det afsides bjergområde The Ozarks i Missouri og hutler sig igennem med en psykisk syg mor og en fraværende far.
I de fattige tragter er alle på en eller anden måde beslægtet med hinanden, og der hersker en egen verdensorden med komplicerede æresbegreber, som lader til at være lige så forankret i dna'en som det tilsyneladende faktum, at alle mænd før eller siden ender med at producere eller misbruge metamfetamin.
Rees far er blevet fængslet for at fremstille stoffet, og filmens thrillerhistorie sparkes enkelt og effektivt i gang, da sheriffen en dag tropper op ved hendes dør. Sheriffen fortæller, at Rees far har stillet jorden og dermed også huset som kaution, og nu er han forsvundet fra jordens overflade. Dukker han ikke op inden for en uge, mister familien huset.
Den besked sender den overlevelsesstædige Ree ud på en målrettet mission, men hvordan får man svar i et samfund, hvor det at kunne holde kæft er den største dyd? Og hvordan slipper man levende fra det, når sandheden netop lader til at være noget, som ingen har lyst til at tilbyde hende, selv om hun beder om eller snarere afkræver folk svar?
Vagtsomme øjne
Der er en rå og rolig styrke i det enkle setup, som sender os med Ree ud i de store landskaber og rundt i de slidte hjem efter nyt om farmand. Winter's Boneer en fåmælt film, men ansigterne og omgivelserne taler deres eget sprog, og historien har en række esser i ærmet. Vi møder Rees onkel Teardrop (John Hawkes), som først er afvisende, men gradvis ender med at blive et nødvendigt sidekick.
Vi bliver inviteret hjem til Rees veninde Gail (Lauren Sweetser), som i en patriarkalsk kultur, hvor kvinder ellers bankes eller på anden vis sættes på plads, stiller op med spædbarn på armen. Og vi møder naturligvis de potentielle skurke i affæren, herunder Blond Milton (William White), hans hårdkogte kone og de strideste søstre, der længe er set på film.
Sheriffen (Garret Dillahunt) er også en ener. Sjældent har nogen virket så naturligt upåvirket af at møde folk med legemsdele i plasticposer på sit kontor; man er da mere optaget af, hvad folk måske går og siger om én derude ... For selv om der ikke snakkes meget, mærker man hurtigt, at central information rejser med lynets hast gennem de øde egne, mens vagtsomme øjne overvåger andres handlinger.
Frygtelig Fargo
Winter's Bone tegner et tankevækkende portræt af en fattig amerikansk region og en stædig teenagepiges fundamentale overlevelseskamp, men filmen er mere spændingshistorie end socialrealistisk drama, mens uret tikker, og situationen spidser til.
Dramaet har et mytisk element og leder undervejs tankerne hen på det bedste fra film som Frygtelig Lykkeligeller Coen-brødrenes Fargo. Filmens uhyggelige klimaks lader ikke Fargos legendariske grenkvaser-showdownmeget tilbage, men der er aldrig brug for over the top-humor eller stilistiske smartheder.
Filmen bygger på en roman af Daniel Woodrell, men den føles skrevet til de store skove på det store lærred. Debra Granik og hendes medforfatter Anne Rossellinis manuskript lader til at bygge på en nøgtern tillid til, at den underfortalte historie kan stå på egne ben, og det kan den uden problemer.
Man føler sig hele vejen i begavede fortælleres selskab, mens den subtile brug af musik både i og uden for Michael McDonoughs billeder er stemningsskabende såvel som medfortællende.
Højeste kaliber
Winter's Boneer blot den anden spillefilm fra Debra Granik efter Down to the Bone(2004), som indfølt skildrede en kvinde på afvænning i New York-statens coke-land frem for at satse på spænding i sydstaternes metamfetamin-territorier. Graniks stærke debut, som også fandt vej til de danske biografer takket være Miracle Film, skaffede skuespillerinden Vera Farmiga adgang til de store Hollywood-film.
Alle veje burde også være åbne for Jennifer Lawrence efter hendes formidable portræt af Ree. Det meste af tiden må Ree lukke af og kæmpe, men når hun i nogle få scener får lov at bløde op, fornemmer man en rørende sårbarhed under det hårde ydre. Lawrence står som skuespiller sikkert fast over for de mange vejrbidte veteraner såvel som de dialektdejlige amatører, og man tvivler ikke et sekund på, at hun både kan skyde, flå og spise et egern og samtidig lære sine søskende at stave.
Winter's Bonevandt priserne for både bedste film og bedste manuskript ved Sundance Film Festivalen sidste år og fik senest hovedprisen såvel som kritikernes pris ved filmfestivalen i Stockholm i november. Filmen er en flot start på biografåret 2011, og man kan kun håbe på, at dette års høst i Sundance, som løber af stablen den 20.-30. januar, vil levere flere film af samme kaliber.
