Læsetid: 4 min.

Formidling og passion

Vi forventer passion og præcision i klassisk musik. Er det så ikke i orden at stille lignende krav til tv's formidling af den?
13. januar 2011

Man kan hurtigt blive afhængig af et jævnligt TED Talk-fix. Ud fra mottoet 'Ideas Worth Spreading' kan man på ted.com finde filmede forelæsninger fra de efterhånden legendariske TED-konferencer. Jeg så for nylig en fyr fortælle om kragers intelligens ud fra forsøg med at konstruere maskiner, hvor de kunne købe mad for mønter, men mit hit for tiden er en TED Talk med den karismatiske dirigent Benjamin Zander. Her fortæller han medrivende om sine tanker om klassisk musik, mens han bruger et præludium af Chopin til at forklare, hvad man mener. Om pulsen i musik. Om at lytte. Om hvordan man går til verden, hvis man tror, at kun tre procent af befolkningen umiddelbart kan lide klassisk musik, sammenlignet med hvis man - som ham - er overbevist om, at vi alle har en naturlig relation til klassisk musik.

Det er formidling, som kan slå benene væk under folk, og det er styrken i de fleste TED Talks; folk med et brændende engagement og en stor viden om et emne formår at gøre næsten hvad som helst interessant, fordi deres passion smitter.

En begejstret bonderøv

Med niveauet på TED Talks og Benjamin Zanders engagement i baghovedet kan det blive gradvis sværere at se almindeligt fjernsyn. 1. januar så jeg en ordentlig portion sammen med fem andre tømmermændsramte voksne og en flok festtrætte børn. Skihop fra Garmisch-Partenkirchen fungerer fint som en flyvende start pr. stedfortræder på et nyt år for alle aldre, og DR2's programlægning af 10 programmer af Bonderøven i træk var en mindre genistreg.

Her kan alle være med, og når vi taler om passion, må det være en af grundene til, at det ellers så ordinære program hitter. Som med Søren Ryge fornemmer man et menneske, som mener noget med det, der bliver præsenteret på skærmen, og den indgang er tit altafgørende for god formidling. Hvorfor skal jeg se det her? Fordi et menneske med en smittende begejstring formår at gøre det relevant.

Anna Netrebko på DR2

Den følelse af engagement var til gengæld fraværende, da vi om aftenen bestemte os for at fortsætte årets totale udfladning til DR2's temaaften om Anna Netrebko. Den bestod først af et portræt, dernæst af Robert Dornheims operafilm La Bohème med Netrebko og Rolando Villazón. Efter at have oplevet folks begejstring over Netrebkos flygtige Mimi-visit i Operaen i december var temaaftenen en oplagt chance for at få følelsen af, hvad der fik alle til at gå amok af begejstring på Holmen og til at blive klogere på fænomenet Anna Netrebko.

Det indledende portrætprogram var imidlertid en stor skuffelse. Bestående af sammenklip af tre møder med Netrebko ved forskellige lejligheder var det et sammensurium af vinkler og gentagelser, som fremstod uredigerede til den nye sammenhæng. Man bliver irriteret, når man i speaket får oplyst, at man om 10 minutter skal se Manon, hvilket ikke er tilfældet, og generelt kom der tankevækkende lidt om Netrebko og hendes sangkunst på bordet.

Operafilmen var skøn at se en dag, hvor man kan finde tid og ro til at svælge i skøn musik og kunstig sne. Også selv om ungerne en 1. januar har en absurd døgnrytme og formåede at spørge sig igennem alle tre akter. Med deres realistiske briller på, kan man kun være enig i, at det er ulogisk at sælge en varm frakke for at købe en fin muffe til de tuberkulosekolde hænder, når en døende Netrebko vakler ind ad døren til sine sidste host iført bare arme.

Mere end lydtapet

Efter det skuffende program om Netrebko sad man tilbage med flere spørgsmål end svar, men her var der hjælp at finde i tv-stationen CNN's portrætserie Revealed, som kan ses gratis online. Det er ikke stor kunst, men CNN får adgang og har ressourcer, så deres halve time med Netrebko gav et indblik i udviklingen af hendes karriere såvel som hendes udfordringer med stemmen her og nu. I den type programmer er det ikke mindst skønt, når der er råd til at vise mange forskellige arkivklip frem for hele tiden at skulle klippe til egne optagelser, som det lod til at være tilfældet på DR2.

Anna Netrebkos passion er ikke til at tage fejl af. Den smitter og forfører. Tv's opgave er så at formidle hende og hendes kunst på en måde, så vi får en stor oplevelse derhjemme - og så vi i stil med Benjamin Zanders peptalk for den klassiske musik får lyst til mere.

Jeg har været lidt muggen over de spots for P2, som man på det seneste har kunnet ramle ind i på skærmen, hvor bl.a. Uffe Buchard og Søs Fenger fortæller om deres forhold til klassisk musik. Jeg har siddet tilbage med en følelse af, at klassisk musik er meget hyggeligt i bilen og som lydtapet til madlavningen. Det kan klassisk musik sagtens være, men det er også meget mere, og den passion må gerne banke ud gennem skærmen en gang imellem. Det kan være med eller uden den personlige stemme, men man vil have følelsen af, at nogen mener noget med det.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Tak for en relevant kommentar. Man får let den tanke, at der i Danmark hersker den opfattelse, at folk ikke vil blive klogere, men nærmest føler sig antastet af vidende mennesker, der godt vil hjælpe andre til at blive klogere og forstå passion og engagement, men også nødvendighed og behov for dedikation, hvis der skal være mening i sagerne. Det er så umodent! Og det skriver jeg, fordi jeg selv i gymnasiet fandt det mærkeligt, at uddannelsen nærmest først og fremmest tjente til at uddanne flere, der kunne undervise næste generation i gymnasiet. Vigtigheden af denne oplysning generation for generation som et forsvar for vores civilisation, humanitet og menneskelige kapacitet for tanke og refleksion har først indfundet sig med det skræmmende blik af dettes bliven sat på spil og ofret for en ligegyldig flygtighed.

Bortset fra genspejlingen af Billeder, så fik jeg en ganske anden opfattelse af samtalen med Netrebko. Hun fortalte, så man forstod, at hun bærer på både opera og skuespil i en meget moden og reflekteret udgave imellem smil og tårer. Men Puccinis musik er betagende og forførende, og således spillet af både Rolando og Netrebko.