Læsetid 3 min.

En fornem humorist

Toeren. I Lone Aburas anden roman, Den svære toer, bliver tvivlen på egne litterære evner vendt på hovedet til en art mørk og meget vellykket komedie. Alligevel ender bogens karakterer med at løbe med al opmærksomheden, de skændes og kysser sig igennem alle formelle forbehold. Det er kollektivromanens indirekte sejr
Humor. Lone Aburas er aktuel med sin anden bog,   'Den svære toer'. Bogen er knastør og plat på den gode   måde. Først og fremmest er Aburas en fornem humorist.

Humor. Lone Aburas er aktuel med sin anden bog, 'Den svære toer'. Bogen er knastør og plat på den gode måde. Først og fremmest er Aburas en fornem humorist.

Kristine Kiilerich
21. januar 2011

Alt skal op til overfladen. En kollektivroman om det moderne menneskes udfordringer i arbejds- og privatlivet. Sådan proklamerer og beskriver den skrivende forfatter sit eget værk i indledningen til Lone Aburas anden roman, Den svære toer. Alene titlen rummer en af forfatterskabets centrale problemstillinger: receptionen. Den uundgåelige læsning af Aburas bøger, eller forfatterens forestillinger om og forventninger til denne læsning, og i den grad forfatterens idiosynkratiske og bitre forventninger og forestillinger om omverdenens kritik, der hele tiden ender med at pege tilbage på et skrivendes jegs veloplagte selvlede. I Aburas første roman, Føtexsøen, handlede det meget om overhovedet at skrive, om en slags bitter, litterær miljømetaltræthed, der bevidst var med til, på samme måde som i hendes nye roman, at tegne et portræt af bogens fortæller.

Den svære toer omfavner en total straight, socialrealistisk kollektivroman om hverdagens drama, indrammet af metakommenterende afsnit om bogens opbygning med få afstikkere undervejs.

»Jeg vil, så vidt det er muligt, forsøge at lade personerne være lykkelige eller bare almindeligt glade. Det kan godt blive svært«, står der på en af de første sider. Over det hele, alle grebene, alle betænkelighederne, al den socialrealistiske ekstravagance af hundetræning og ægteskabelige skænderier svæver den Aburaske humor.

Den er knastør og plat på den gode måde. Først og fremmest er Aburas en fornem humorist. Hendes sikre komiske blik er romanens anker, det er det centrum, teksten bliver ved med at vende tilbage til, og det er med humorens hjælp, at Aburas får teksten til at løfte sig.

Ironi i bogen

Med en metakommenterende introduktion til sig selv som de glade danskeres kollektivroman, kan man få det indtryk, at Aburas dækker sig ind ved, at bogens karakterer skal bruges af forfatteren som små Jullerup Færgeby-dukker (Jesper Klein laver alle stemmerne), der rykkes rundt i en ironisk scenografi. Og at Den svære toer er lidt for snobbet til at stå ved sin egen form (kollektivroman), men hellere vil forholde sig til, hvordan vi læser litteratur, og hvordan vi især læser den Lone Aburaske litteratur (hvilket, helt sikkert, er et ædelt nok projekt i sig selv).

Men som romanen skrider frem, begynder disse fortærskede danske personager (frisøren, kontormanden, akademikeren, den tatoverede centervagt etc.) og deres historier at blive medrivende. En forelskelse og en skilsmisse og et biluheld skrives ud af det blå. På den måde spiller det metaorienterede og ironiske spor fallit over for menneskeskæbner, og det er virkelig dejligt. Det er et udsagn i sig selv, der både selvkritisk udstiller pågældende forfatterstemmes ironiske skanse og slår et slag for menneskelige relationer. Eller sagt sådan her: Nogle gange kan et kys i en frisørsalon gennemtrænge alle formelle forbehold.

Det er ikke fordi, at der skabes et hierarki, hvor en gradvis mere rørende indlevelse i karakterernes liv hæves over romanens receptionsorienterede indslag, det er nærmere et forsøg på at lege med hierarkierne. Derfor også romanens slutning, der består af vejledende spørgsmål til et eventuelt analytisk arbejde med romanen (»Analysér romanens indledning« og »Redegør for bogens brug af ironi« er dem, jeg har valgt). I en note står der, at spørgsmålene er »kraftigt inspireret af Rasmus Grøns og Stine Johannesens antologi Nye øjne at se med. Virkelighedstemaet i ny dansk realisme, Dansklærerforeningens Forlag, 2006«. Av. Det gør ondt at være rea-list. I hvert fald på Aburas. Det er en alvorlig leg. Forfatteren der læses og leger, at forfatteren bliver læst. Eller: Forfatteren, der er forfatter og leger, at forfatteren er forfatter, (det begynder at blive ret svimlende, når jeg forsøger at finde forfatterens eksakte ståsted i Den svære toer. Okay, det kan man måske ikke, det er også et udsagn).

Ikke-forfatter

Tvivlen på egne litterære evner vendes på hovedet til en art mørk komedie, der kører sideløbende med romanens karakterbårne narration.

»Sagen er, at jeg ikke bryder mig om at beskrive to mennesker have sex. Det gør jeg simpelthen ikke. Jeg læste for nylig et interview med en forfatter, der udtalte, at man ikke var rigtig forfatter, hvis ikke man er i stand til at skrive om erotik, og sådan en forfatter må jeg desværre tilstå at være. Eller ikke-forfatter, må det jo så blive«.

Aburas udstiller en dansk, konsensuspræget læserstrategi, men kan så alligevel ikke undgå den (sådan er det jo med ironi, at ironikeren så tit ironiserer over det, hun længes efter, det hun ikke kan nå, men heller ikke kan forlade). Det er ironi med ironi på, udtrykket post-post-ironisk bliver ironisk i sig selv. Det er en ustoppelig ironi, eller måske nærmere en slags cirkelformet ironi, der hele tiden bider sig selv i halen. »Obs. Denne bog indeholder ikke ironi«, står der på bagflappen. Det er selvfølgelig noget pjat, men en slags bundløs pjat. Pjat på samme måde, som når to spejle, der hænger over for hinanden, spejler sig selv i det uendelige. Midt i det hele står så en Kristoffer og en Lilly og kysser hinanden over en hårvask.

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu