Læsetid: 3 min.

Én gang luderland, altid luderland

Miniputstaten Singapore voldtages af sine egne og råelskes af Casper Crumps translesbiske forfører nede på miniputteatret Får 302
Den erotiske Caspar Crump spidser læberne, så både mænd og kvinder sukker i Sex.Vold.Blod.Snask. Og så gyser de. For spejlbilledet af Singapore-eksistensen slår tilbage på danskeren som en pisk.

Den erotiske Caspar Crump spidser læberne, så både mænd og kvinder sukker i Sex.Vold.Blod.Snask. Og så gyser de. For spejlbilledet af Singapore-eksistensen slår tilbage på danskeren som en pisk.

Jacob Buchard

24. januar 2011

Singapore ligger ikke ligefrem øverst på danskernes bekymringsliste. Men lige nu bliver denne mikrostat altså levende portrætteret på Får 302.

Sex.Vold.Blod.Snask er den lovligt klæbrige titel på et stykke af Singapore-forfatteren Alfian Bin Sa'at. Men titlen holder ord. Alt i stykket fremhæver Singapores ulykkelige skæbne som prostitueret land. Først var byen underlagt briterne fra 1820'erne, under Anden Verdenskrig blev den brutaliseret af japanerne - og nu er det kapitalismeeksplosionen, der regerer. I hvert fald ifølge Sa'ats stykke.

Parykkerne flyver

Her findes kun mennesker, der har tabt forbindelsen til et autentisk liv. Den personlige lykke er underkastet sociale regler. Lidenskab er bandlyst, og sex er ikke noget, man taler om - det er kun noget, man får penge for. Derfor er enhver kvindes drøm reduceret til en fuld, thailandsk jordogbetonarbejder, der venter brunstig nede bag en busk ...

Får 302's vilde ensemble er som skabt til at lægge krop til dette mærkelige portræt af en blindgyde i Asien. Og instruktøren Kamilla Bach Mortensen og scenografen Siggi Óli Pálmason har skabt en iscenesættelse, så det groteske hele tiden får dobbelt-op af det hele - med Jonas Bøghs lys skumlende i et hjørne. Parykkerne flyver, øjnene glitrer i pink striber, sexkostumerne krænger, maskerne er bliktætte, piskene svirper, og ånden holdes nede. Det er brutalt og effektivt. Og forfærdelig morsomt og sørgeligt på samme tid.

Charlotte Munksgaard er forrygende som den indtørrede tante, hvis ene uoverlagte sidespring har fået følger - men også som den hævngerrige, engelske herskerinde, der selvtilfreds pisker sine tjenestefolk, når de afslører lig i havedammen. Anders Mossling er mærkelig som den truede trækkerdreng i en ufrivillig japanertrekant, men også som den egocentrerede, fremtidige polarrejsende, der ikke engang kan mærke sulttruslen på indlandsisen. Og Stine Schrøder Jensen er topgrotesk som gravid nyrig med metakommentarer og resolutte skubbehænder ud over altankanten, men også som sexfascineret teenagedreng med hængerøv i et tog med eksotiske transvestitter som passagerer.

Crump forfører

Ensemblet fuldendes af den 33-årige Casper Crump, der helt tager pippet fra publikum. Han har en osende erotisk udstråling, som både er følsom og rå - og som både rammer maskulint og feminint. Det ypperligste øjeblik er at se ham i rollen som victoriansk kvinde i hvidt snøreliv. Her taler han med blid lesbisk lykkestemme om at mærke sin tjenestepiges bløde hænder mod sin hud, så alle omkring ham både snerper og sukker med. Det er aldeles forunderligt. Og det går selvfølgelig galt ... Egentlig ligger forestillingen lige på grænsen. Nogen ville måske kalde dens nationalpsykologiske overgreb for voyeurisme lige på kanten til voldtægt. For selv den smadrede pornostjerne fra Singapore - hende med verdensrekorden i antal mænd på en arbejdsdag - skal åbenbart også lige med.

Luderens hævn

Sex.Vold.Blod.Snask er groft dramatisk overkill. Også grovere, end hvad Udenrigsministeriet og Singapores generalkonsulat måske ville bifalde. Men gudskelov har Morten Kirkskov oversat med mundrette replikker uden tøven eller høflighed - nå, hva' så, megafisser? Dermed holder oversættelsen fast i tekstens direkte tilgang til prostitutionsidentiteten: Én gang luderland, altid luderland. Eller som det lyder i en høfligere version: 'Vi må lære ikke at romantisere disse mennesker.'

Havde en udlænding skrevet denne nationalsplattertekst om Singapore, ville man måske tænke, at der var tale om et utidigt personopgør. Men nu er stykket altså skrevet af en af landets egne desperadoer, der nu som 33-årig provokatør yderligere ynder at profilere sig som 'muslim, marxist og bøsse' på teatret W!ld Rice. Dette giver unægtelig oplevelsen et helt andet strejf af autenticitet; også når nationalsangene kommer rullende.

Iscenesættelsen på Får 302 gør samtidig forestillingen til et tankevækkende danskerspejl: For hvem er det så, at vi danskere prostituerer os over for? Hvilke idealer går vi på kompromis med, ikke mindst i vores krigsalliancer og vores flygtningepolitik? Hvor meget stråtækt harmoni har Danmark tilbage at prale med? Hvordan ville et stykke om Danmark egentlig være? Og ville det tilsvarende hedde Sex.Snak.Løgn.Smil?

Nå nej. Foregangslandet med fri porno kan vel ikke ende som luderland. Eller kan det?

Sex.Vold.Blod.Snask. Tekst: Alfian Bin Sa'at. Oversættelse: Morten Kirkskov. Instruktion: Kamilla Bach Mortensen. Scenografi: Siggi Óli Pálmason. Lys: Jonas Bøgh. Dramaturgi: Louise W. Hassing. 2 timer 15 min. Teater Får 302 i Toldbodgade til 12. februar

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu