Anmeldelse
Læsetid: 5 min.

Gi' os nu noget rock'n'roll

De er gemt godt, de gode værker på 'Efterbilleder', men de er der, hvis man kan abstrahere fra kuratorerne
Melik Ohanians 'Invisible Film' består af en gammel Vietnamfilm, der var censureret i mange år, og som nu er blevet afspillet i luften i den ørken, hvor den blev optaget. Filmen kan man ikke se, men man kan se en film af fremviseren, høre lyden og se underteksterne på en skærm tæt på.

Melik Ohanians 'Invisible Film' består af en gammel Vietnamfilm, der var censureret i mange år, og som nu er blevet afspillet i luften i den ørken, hvor den blev optaget. Filmen kan man ikke se, men man kan se en film af fremviseren, høre lyden og se underteksterne på en skærm tæt på.

Galerie Chantal Crousel

Kultur
7. januar 2011

Bedømmelse: 4/6

I dag begynder vi med en gåde. Du skal gætte, hvem jeg er.

Jeg er et sted, du kan besøge mellem 9 og 17. Jeg er fuld af ny sjov teknologi. Du kan eksperimentere med mig. Du kan lære, hvordan din hjerne og dit syn virker. Du kan få en på opleveren. Og du må meget gerne tage hele familien med.

Forkert! Jeg er ikke Eksperimentariet, men Kunsthallen Nikolaj.

Ironisk nok prøver Eksperimentariet lige nu at sælge sin seneste udstilling som kunst! De siger i presseteksten at »udstillingens høje æstetiske niveau relaterer til menneskets nysgerrighed for kroppens inderside«.

Og det er selvfølgelig ok alt sammen, ingen bygningsfascisme her, og al ære og respekt til Eksperimentariet, men kunst har de ikke begreb om. Så derfor er det desto mere ærgerligt, når de, der
harforstand på det, viser tegn på at ville noget andet.


Efterbillederer der for eksempel en masse gamle kameraer, så man kan se, hvordan sådan nogen så ud dengang i de digitalt forhistoriske nuller og 90ere. Der er også et hyggeligt forskningsprojekt, man kan deltage i ved at teste sit syn, hukommelse og reaktionsevne på en række ophængte computerskærme. Her er også et kendt fotografi fra Playboy, der bliver komprimeret til ukendelighed med tre forskellige teknikker, og en velmenende, men gabende søgt samling af skrevne øjeblikke som gæster, og besøgende på hjemmesiden Fixr.org, ville ønske de havde foreviget med et kamera. Som om hukommelsen ikke er god længere. Som om teknikken har forandret os. Som om Efterbilleder siger noget interessant om de tematikker, blot fordi effekterne kan forbindes med emnet.

Nørdet nyttekasse

Det er lidt, som hvis man udstillede kunstværker, der benyttede sig af effekter fra et børneværelse. Det vil ikke nødvendigvis være det samme, som at beskueren vil kunne gøre sig større erkendelser om, hvordan den moderne opdragelse har forandret børn. Bevares, man kan sagtens tænke på børne- opdragelse, imens man rydder op på deres værelser, og man kan sagtens tænke på, hvordan den moderne teknologi har forandret vores opfattelse af, hvad det vil sige at huske. Men det er kuratorernes afsenderorienterede behov for, at kunsten skal passe i en nørdet nyttekasse, man i så fald tuner ind på, og ikke værkerne.

Men kan man abstrahere fra undervisningsforløbet, ikke tænke på en giraf, og sætte sig ud over, at Kunsthallen Nikolaj prøver at agere ungdomsskolebesøg på en teknisk skole, er der gemt en masse god kunst mellem de pædagogiske vink med en vognstang. Det kan dog være svært. Et godt eksempel er tyske Julius von Bismarcks bidrag
I The Space Beyond Me, hvor han har ombygget et 16 mm kamera, så det i stedet for at optage viser en gammel film om en nøgen mand, der først ligger ned, siden bevæger sig. Kameraet mimer bevægelserne i filmen, så når manden for eksempel ligger og sover, holder kameraet sig også i ro, hvorimod det bevæger sig i samme retning, når manden går.

Rummet er mørkt og rundt og foret med en fosforescerende folie, der fastholder billedet, så hele filmen lever som grønne billeder i flere minutter, efter at de er blevet vist, langsomt falmende.

Det er et smukt værk. Især hvis man kan glemme giraffen og ikke tænke på syn og hukommelse. Den fosforescerende folie er virkelig cool. Og idéen med at lade kameraet spille filmen er snild. Han formår at opføre en film som teater. Han spiller filmen live. Og det bliver vildere og vildere, som det lysende grønne helvede omfatter en, så man til sidst står på settet, godt nok efter at skuespillerne har forladt bygningen, men alligevel ... kedeligt at få den oplevelse reduceret til en nørdet undersøgelse af teknologiens indvirkning på synet og hukommelsen.

Hele turen værd

Hvad er det i øvrigt for noget fis med, at kunst så ofte skal pakkes ind i snorkende kedelige nicher? Det virker, som om det er en nødvendig disciplin for kunstelskere også at elske Illustreret Videnskab? Hvorfor kan vi ikke have normalt socialt begavede kuratorer, der tænker på sex, penge, bekræftelse, helse eller hva faen, der nu også optager befolkningen, og som man måske godt kunne trænge til at få perspektiveret fra lidt andre vinkler end internetaviser, selvhjælpsbøger og sine venner. Hvorfor er det altid film og bøger, der skal give os et kick, hvorfor er det så sjældent kunsten, der får lov at være lidt rocknroll!?

Julius von Bismarcks hidtidige hovedværk,
Image Fulgurator, der vises en film om på øverste etage, har ellers potentialet. Den film alene er faktisk hele turen til Kunsthallen Nikolaj værd.
Image Fulguratorer et patenteret kamera, der i stedet for at tage billeder skyder motiver ud i andres billeder. I filmen vises to eksempler. Det ene er fra Berlin, hvor
Image Fulguratorhavde sin debut. Under Obamas besøg stod Bismarck blandt fotograferne, og med sit apparat lykkes det ham at anbringe et hvidt kors på Obamas talerstol, et kors der ikke kunne ses med det blotte øje, men derimod stod klart og tydeligt på de mange fotografier, der blev taget i samme øjeblik. Obama som præsten foran menigheden. I tusinder af hengivne pressefolks og fans kameraers forevigelser. Eminent. (Og Bismarck er da også ifølge ham selv blevet tilbudt formuer for sin opfindelse, som han dog foreløbig foretrækker at holde for sig selv.)

To andre værker skiller sig også ud. Melik Ohanians
Invisible Filmbestår af en gammel Vietnamfilm, der var censureret i mange år, og som nu er blevet afspillet i luften i den ørken, hvor den blev optaget. Filmen kan man ikke se, men man kan se en film af fremviseren, høre lyden og se underteksterne på en skærm tæt derpå, hvilket måske er noget besværligt, men det er et meget fint udtryk, der bliver iscenesat. Det er lidt flamenco, men det er ikke nødvendigvis dårligt, der var også noget charmerende over
Pans Labyrint,selv om det var totalt overudpenslet kitsch.

Sidst, men ikke mindst kan man redde sig en sund lille hovedpine med endnu en vanvittig udgave af Lindsay Seers livshistorie. Første del på Statens Museum for Kunst sidste år behandlede forældrenes spor i Afrika. Nu bliver der i en stor blå bygning på to runde skærme vist film om den forsvundne søster og hendes hukommelsestab.

Efterbilleder (persistence of vision) i Kunsthallen Nikolaj, Nikolaj Plads 10, København til den 30. januar

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her