Alle sejl blev sat til, da Nordisk Film i 1956 fejrede 50-års jubilæum. Erik Balling, selskabets store, unge instruktørprofil og kommende produktionschef, varmede op med Kispus, den første danske spillefilm i farver, og bagefter tog han til Grønland for at lave et storladent drama, også i farver, på baggrund af det fotogene, snedækkede landskab.
Resultatet, Qivitoq - fjeldgængeren, der havde premiere den 6. november 1956, blev nomineret til en Oscar, Danmarks første, men har ud over sporadiske biograf- og tv-visninger ikke været tilgængelig siden.
Nu er den så endelig udkommet på dvd i en flot, nyrestaureret version, som yder fotograf Poul Pedersens stemningsfulde, majestætiske billeder fra Grønland fuld retfærdighed. Og det synes ikke mindst rimeligt, fordi fotograferingen faktisk er noget af det bedste ved Qivitoq.
Filmen blev en publikumssucces, men fik blandede anmeldelser ved premieren. Historien snubler da også i et ambitiøst og sympatisk forsøg på at blande solidt dansk melodrama og romantisk lystspil med et indfølt, men også lidt stift og endimensionalt portræt af Grønland, menneskene på øen og deres sæder og skikke.
Fisk og fangst
Astrid Villaume spiller Eva Møller, som rejser til Grønland for at overraske sin forlovede, lægen Erik (Bjørn Watt-Boolsen). Men han har kastet sin kærlighed på en skinsyg sygeplejerske (Kirsten Rolffes), og den ulykkelige Eva siger nu ja til at rejse endnu længere nordpå, til Sermelik, for at slippe for den svigefulde Erik, indtil hun igen kan komme hjem til Danmark.
I Sermelik møder hun udstedsbestyreren Jens (Poul Reichhardt), en noget kantet personlighed, som selv har valgt at isolere sig så langt væk og tilsyneladende ikke forstår sig på kvinder. Men han kommer storartet ud af det med de indfødte, som han med fremtiden i tankerne prøver at få til at fiske i stedet for kun at forlade sig på sælfangst.
Jens' unge ven og protegé, fangeren Pavia (Niels Platou), har købt en fiskekutter, men hånes af de andre i bygden, fordi han ikke fanger noget på første tur. Derfor flygter han til sin kæreste Najas (Dorthe Reimer) store fortvivlelse ud i ødemarken og bliver qivitoq - udtales krivitok - en ensom fjeldgænger, der skal forsøge at overleve på egen hånd. Det er nu op til Jens, der er faldet for Eva - og hun for ham - at forsøge at finde Pavia og få ham med hjem, inden det er for sent.
Tyndt grundlag
Erik Balling erkendte i interviews lavet år efter Qivitoqs premiere, at han heller ikke selv syntes, at manuskriptet fungerede, og at han kæmpede for at skrive det om. Man kan sige, at hvor den 'danske' del af handlingen for så vidt fungerer, er den 'grønlandske' del præget af en nysgerrig eksotisme, der ikke virker voldsomt troværdig, som f.eks. når Eva sammen med Jens på kort tid oplever alt fra kaffemik til en drengs første sælfangst.
Jens taler om det enkle, ukomplicerede liv på Grønland, der tiltrak ham, og Balling - og manuskriptforfatter Leck Fischer - simplificerer således psykologien hos især Pavia og Naja, hvorfor megen af både den ydre og den indre dramatik opstår på et yderst tyndt grundlag. Selv om de to unge, uprøvede skuespillere gør det glimrende.
Alt dette ændrer dog ikke ved, at Qivitoq er et spændende bekendtskab fuld af flotte billeder og samtidig en vigtig del af den danske filmhistorie, som det nu endelig er blevet mulig at se og gense og nærstudere.
