Kulørte eventyr i Paris

Adèle Blanc-Sec er en pige med ben i næsen. En ung, handlekraftig og tiltrækkende kvinde, som bestemt ikke stikker op for bollemælk, selv om man stræber hende efter livet, og hun har det med at løbe ind i allehånde forhistoriske monstre, vanvittige videnskabsmænd, morderiske gangstere, talende mumier, satanistiske sekter og korrupte politifolk.

I første del af 1900-tallet forsøger hun ufortrødent at komme i dybden med de mærkelige hændelser, der sker omkring hende, og som hun selv - succesfuld forfatter af kulørte romaner - skriver om under titlen Adèles ekstraordinære oplevelser.

Adèle Blanc-Sec, hvis efternavn betyder tør hvidvin og glimrende karakteriserer hendes uimponerede, selvstændige og lidt bistre væsen, blev i 1970'erne skabt af den franske tegneserietegner Jacques Tardi til bladet Pilote. Siden har han med vid og bid og satire skildret hendes eventyr i ni album, der for nylig blev genudsendt på dansk i en flot luksusudgave. Det niende album, Den djævelske labyrint, har ikke tidligere været ude på dansk, og i de to solide kartonbokse, som følger med de ni album, køber man dem altså samlet, og der er gjort plads til et tiende, som Tardi vist nok sidder og arbejder på for tiden.

Kulørte historier

Meget er blevet gjort ud af, at disse nye hardcover-udgaver af Adèle Blanc-Sec har andre omslag og er trykt på anderledes glittet papir og med stærkere farver end de tidligere udgaver. Nogle mener endda, at de nye forsider er kedelige, og at det er for meget med farverne og det skinnende papir.

I betragtning af, at Jacques Tardi ikke selv synes, at stift bind og luksuriøs indpakning passer til Adèle-historiernes føljeton-agtige præg - og tegnerens begejstring for sin barndoms billige, brug-og-smid-væk-hæfter - forstår jeg godt kritikken, selv om de nye omslag æstetisk altså er flotte. Men derimod er jeg glad for måden, selve tegningerne nu tager sig ud på. De stærke farver står endnu klarere takket være det glittede papir og passer strålende til de skøre, indviklede og vældig kulørte historier, der udvikler sig fra album til album, og som kræver, at læseren holder tungen lige i munden for at følge med.

De første fire albums - Adèle og uhyret, Dæmonen fra Eiffeltårnet, Den gale videnskabsmand og Vanviddets mumier - er også de bedste og mest stringent fortalte, på trods af de surreelle hændelser. I dem synes en fabulerende Tardi optaget af at skabe sin egen mytologi og et univers, hvor videnskaben løber løbsk, og de vildeste ting kan ske. Og han har selskab af samfundsrevseren, maskinstormeren og antikrigsagitatoren Tardi, der veloplagt langer ud efter alt fra myndigheder, videnskabsmænd og monumenter til borgerlige politikere og sider af mennesket generelt og den nationalistiske, magtfuldkomne franske folkesjæl i særdeleshed, han ikke bryder sig om.

Paris, je t'aime

De næste fem album, Salamanderens hemmelighed, Vanskabningen fra Saint-Martin kanalen, Alle hånde uhyrer, Mysteriet i dybet og Den djævelske labyrint, er bestemt læseværdige, men ikke lige så inspirerede i al deres vanvid. Første verdenskrig, der spiller så stor en rolle i hans øvrige forfatterskab, fordi den var så brutal og meningsløs, får også konsekvenser for Adèle, som stort set ikke optræder i et helt album, og indimellem skrues der så meget op for samfundssatiren, at det distraherer i forhold til de ellers underholdende, men altså også ujævne historier.

I alle ni album kan man dog nyde Tardis tørre humor, veludviklede fantasi, sans for detaljer og store kærlighed til Paris, som faktisk er en af de vigtigste personer i mange af hans bedste værker, især serien om privatdetektiven Nestor Burma. Det er umuligt ikke at nyde Tardis atmosfæremættede tegninger af forne tiders Paris - han er mere naturalistisk, når han tegner bygninger og steder, end når han tegner mennesker, som ofte er karikerede - og ikke sjældent kan man genkende kvarterer og steder, man selv har besøgt og om noget får lyst til at besøge igen.

Tegneseriefunktionær

Paris har liv og sjæl i Tardis udtryksfulde, stilsikre streg, og selv om byen tager sig allerbedst ud i de mere ekspressive, sort/hvide Burma-album, vækkes den også smukt til live via Adèle Blanc-Sec-albummenes farver.

»Jeg vender tilbage til Adèle Blanc-Sec i mine tilbageskuende øjeblikke,« sagde den nu 64-årige Tardi, da jeg besøgte ham i Paris for nogle år siden.

»Det føles lidt som at vende tilbage til de bøger og tegneserier, jeg læste som barn. Det er noget, som er lettere, og som ikke skal være båret af en eller anden stor idé. Men hvis det er muligt, må Adèle også gerne være subversiv. Det er et rum, hvor fantasien kan folde sig ud. Det er en historie, som aldrig slutter, en føljeton, som kan blive ved og ved. Det betyder også, at jeg ikke i slutningen af hver historie kan binde sløjfer på det hele, og derfor lover jeg at afslutte det i næste del. Men jeg er aldrig sikker på, at jeg kan holde det løfte.«

Tardi forsøgte faktisk engang at tage livet af Adèle Blanc-Sec - i det fjerde album - men ligesom Conan Doyle, der forsøgte det samme med Sherlock Holmes, måtte franskmanden bringe hende tilbage, fordi hendes mange fans krævede det.

»Efter tre-fire album med Adèle var jeg allerede selv træt af hende,« sagde han også til mig.

»Jeg kunne ikke lave et album om året, det ville ikke være muligt. Det, jeg elsker, er at udforske forskellige stemninger og historier. At lave fortsatte serier er lidt som at være en slags tegnseriefunktionær.«

Formentlig er det denne ulyst til at fortsætte med Adèle-figuren, der er grunden til, at de seneste album i serien ikke helt kan leve op til de første, selv om Tardi sideløbende har lavet andre, fremragende album, f.eks. serien om Nestor Burma, Folkets røst og albummene om Første Verdenskrig.

Man kan dog håbe på, at den franske tegner kan genfinde noget af inspirationen til det 10. album med mademoiselle Blanc-Sec, man trods alt meget gerne ser ham lave. Skulle det blive det sidste, må det gerne være et brag af et album. Og så gør det ikke noget, hvis den store historie forbliver uafsluttet. Det er kun betryggende at forestille sig, at Adèle Blanc-Sec er et eller andet sted derude og tager sig af alt det, vi andre er bange for.

Jacques Tardi: Adèle Blanc-Sec bind 1-9. Forlaget Faraos Cigarer. Boks 1 med bind 1-5, 648 kr., boks 2 med bind 6-9, 548 kr., bind 1-9 koster 148 kr. stykket