Læsetid: 3 min.

I kvindetøj mellem nazi og stasi

En rystende transvestitskæbne fra Berlin bliver til en mandehånd mod en perlekæde i Jakob Højlev Jørgensens formidable monolog. Og så vælter de indre tårer frem
Neglelak er ikke nødvendig. Jakob Højlev Jørgensens transvestit spiller kvindeligheden frem indefra i den fængslende, grufulde beretning om et seksuelt udstødt menneskes desperate valg i Stasityskland.

Neglelak er ikke nødvendig. Jakob Højlev Jørgensens transvestit spiller kvindeligheden frem indefra i den fængslende, grufulde beretning om et seksuelt udstødt menneskes desperate valg i Stasityskland.

Nils Krogh

18. januar 2011

Titlen lyder som en tåbelig komedie. Men i virkeligheden er monologen Jeg er min egen kone en grusom tragedie. For dette stykke beskriver tyskeren Lothar Befelde, der under navnet Charlotte von Mahlsdorf levede som transvestit i Berlin. Først under nazisterne og siden under stasierne og så igen under nynazisterne.

Det er skuespilleren Jakob Højlev Jørgensen selv, der har oversat Doug Wrights manuskript fra 2003 med en overvældende sproglig gefühl for både tysk og amerikansk og med en smittende repliktæft. Teksten er baseret på den skæbne, som begyndte som en almindelig drengs opvækst i 1930ernes Tyskland. Men en skæbne, som eskalerede til en seksuelt udstødt, der blev straffet og misbrugt af magtapparatet for derefter at blive officielt hyldet for sit mod og til sidst offentligt udhængt i pressen for sit tvivlsomme samarbejde med magthaverne. Ækelt og sørgeligt.

Smuk underdrivelse

Det er instruktøren Charlotte Munksø, der har gjort Jakob Højlev Jørgensen hjemmevant og fysisk ultrapræcis mellem klassiske tapetstriber og rundt om et smukt, rundt mahognibord. Ikke en hånd løftes tilfældigt mod perlekæden. Enhver bevægelse er underdrevet og diskret, akkurat ligesom denne mandekvindes tætsiddende, sorte kjole, som Elsebeth Tanghøje har designet med møbelpraktiske slidser. Og scenografen Simon Holk Witzansky har indrettet et fiktivt møbelmuseum med den perfekte fonograf til formålet »nicht Diamant, nur Saphir«, som Charlotte siger.

Op af sin hemmelige erindringskasse løfter hun de dukkemøbler, som langsomt tvinger hendes minder frem i en nænsom perspektivleg, hvor vi tilskuere bliver til fiktive besøgende i hendes Gründerzeit Museum: En livshistorie fra 1928 til 2002 fortalt gennem kommoder og standerure.

»Museum, Möbel, Männer« museum, møbler, mænd. Sådan definerer Charlotte de tre vigtigste elementer i sit liv. Og dermed også den rækkefølge, som hun nødvendigvis har måttet følge, når hun har været tvunget til at foretage ellers umulige valg. Museet og og møblerne har været stærkere drifter end hendes behov for at følge sin egen krop.

Selvdestruktiv kultur

Jeg er min egen kone er altså allerede kult. Siden premieren i New York i 2003 har stykket indtagertscener overalt i verden - Vancouver, Prag, Tasmanien, Mexico, Stockholm ... Aalborg Teater satte allerede stykket på repertoiret for halvandet år siden. Og Jakob Højlev Jørgensen er så eminent i sin underspillede møbelfryd og sin usentimentale eksistens-smerte, at man har svært ved at forestille sig en mere raffineret fortolkning. Eller en mere medrivende. For tilskueren græder ikke larmetårer. Nej, de pibler lige så stille inden i én, akkurat som de må have gjort det hos dette jagede menneske.

Men forestillingen er også et sært vidnesbyrd om Tyskland i 1900-tallet - en kultur, der ødelagde sig selv i kampen for et uhyrligt idealsamfund af ensartethed og underkastelse. Forestillingen matcher dermed sidste sæsons anden, store mandemonolog, Primo Levi-forestillingen Hvis dette er et menneske, som Jens Albinus nu igen performer på Det Kgl. Teater denne uge. Jens Albinus fremspiller den menneskelige naturs overlevelsesdrift ved at lade ordene styrte ud af sin krop som en fysisk analyse af nazismens konsekvenser. Jakob Højlev Jørgensen spiller personen Charlotte med sine store, upolerede mandehænder ned over kjolestoffet som et møde med offerindividet.

Transvestithistorien ligger dermed milevidt fra grusomme nazioverleverhistorier fra Sophies Choice og frem. Men den får tilskuerens krop til at anerkende gråzonen mellem sandhed og overlevelse.

Lammende bedrift

Jakob Højlev Jørgensens skuespillerbedrift er lammende. Men fordi han hovedsagelig optræder på Aalborg Teater, er han ikke nær så berømt, som han ellers kunne være. Sidste år fyldte han 40. Men han fik også Lauritzens Rejselegat. Og nu bliver man nervøs for, at han slænger perlekæden af sig og flyver udenlands.

Mærkeligst er faktisk det øjeblik til sidst, hvor Jakob Højlev Jørgensen tager Charlottes tørklæde af. For så afdækker han brat sit halvskaldede hoved. Og han afslører samtidig en generthed i sin åbenlyst maskuline krop, som næsten ikke tåler at blive revet ud af den feminine fiktion. Pludselig ser han klodset ud ved siden af fonografen. Og pludselig kan man se, hvordan han selvfølgelig ikke kunne leve sit liv som mand...

Så drag afsted til Charlotte. Vælg selv, om det skal være iført bukser eller kjole. Men klæd dig pænt på elegant, men ikke prangende. Det ville Charlotte sætte pris på.

 

Jeg er min egen kone.

Tekst: Doug Wright (2003).
Oversættelse: Jakob Højlev Jørgensen.
Iscenesættelse: Charlotte Munksø.

Scenografi: Simon Holk Witzansky.
Kostume: Elsebeth Tanghøje.

Aalborg Teater på gæstespil på Riddersalen til 29. januar samt 3.-5. februar på Himmerlands Teater og 22.-26. februar på Aalborg Teater.

www.riddersalen.dk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu