Læsetid: 4 min.

Lille skat

En primitiv anmeldelse af en raffineret bog
En primitiv anmeldelse af en raffineret bog
28. januar 2011

Når denne artikel bringes, vil de fleste læsere vide, at Josefine Klougarts roman nr. to handler om sex, om voldelig sex. Ligeledes er det allerede sluppet ud, at forfatteren bekender sig til dokumentarisk realisme forstået som en litteratur forankret i virkelighed og erfaring frem for i abstrakte ideer, ligesom mange vil have gættet, at værket er holdt i en klinisk og kølig, monotont repeterende stil, som tydeligt for enhver markerer, at her skal der laves skrivekunst og ikke pornografi.

Vi burde med andre ord kunne gå direkte over til diskussionen og spørge, om romanen er lykkedes, vurderet på sine egne præmisser, og hvorvidt disse præmisser er acceptable eller ligefrem fænomenale.

Mentalt rullegardin

Først dog lidt mere om stoffet og formen, hvis nære samspil kendetegnes ved, at alt imens de to kroppe kopulerer flittigt, nedsænkes et mentalt rullegardin for de agerendes følelser og tanker. Det ydre dækker for det indre.

Fortid og hverdag er retoucheret bort, tilbage bliver et møde hen over og igennem huden, mellem kroppe og ikke mellem to sind og gemytter. Det er denne tomhed, titlen skal signalere. Hallerne hedder romanen, fordi det voldelige begær kræver et rum, hvori det kan runge i sin ordløse ensformighed. De elskendes/kneppendes legemer iscenesættes som bygninger (værksteder, fabrikker, lagre), som træder tilbage i forhold til deres funktion, der blot er den at rumme: distanceret, industrielt, upersonligt og hårdt fuldstændig som værkets sprogideal. Bogens appel består således i en kombination af stoffet: voldspræget sex, og formen: den upornografiske, kliniske skrift.

Dersom denne idé nu er gennemført konsekvent, vil værkets effekt muligvis kunne ligge i, at ligesom det krænger begærets vrangsider ud, suges læseren ind og ægges til at aktivere sin fantasi og indlevelse. Det, der mangler af tanker, må man i så fald levere selv.

Dog, helt så enkelt bliver det aldrig, særlig ikke hen imod bogens slutning, hvor den nærmest forlader sit eget projekt og giver sig i kast med et andet.

Manden døber kvinden

Et genkommende optrin i teksten er scenen, hvori kvindens ansigt presses ned i en pude eller dækkes af et tæppe. Skønt akten nemlig forudsætter blikket, et genstandsgørende blik, forbyder den øjenkontakt og dermed adgang til sjælen. Scenen kræver afstand til både bevidsthed og krop. Er det min hånd, tænker kvinden. Hun låner kroppen ud, han betaler med sit begær. Thi »når manden vil, er kvindens krop hans«. Karakteristisk nok forbliver hun navnløs, i stedet får hun påklistret kæle-ord, der gør hende mindre: Lille skat. Min lille. Søde lille. Manden døberkvinden.

Kun undtagelsesvis taler de om det, der går for sig. Nogle gange slår han. Hendes nøgne krop er eksil for hans bevidsthed. Måske, det er ganske sandsynligt, hader fyren sig selv, mindst lige så heftigt som hun foragter den lystform, hun åbenbart er hjemfalden til.

Ovenstående genfortællende citatmosaik kan måske efterlade det indtryk, at teksten afstår fra analyser. Det er imidlertid ikke tilfældet. Nok udspiller bogen sig i seksualaktens sprogtømte rum, men dy sig for at tænke kan den langtfra.

Fra lagenrapport til essay

Det fremgår således, at kvinden konstant må lyve for sig selv og lyver godt og udmærket ved, at hun lyver. »Jeg nærer ingen illusioner,« erklærer hun frejdigt og stolt. Men hun er stoppet med illusioner.

Heller ikke manden er ét med det, han foretager sig. Hans begær ligger tværtom i stadig krig med sig selv, og når han helst tager hende hårdt, er det, fordi han i virkeligheden må »underkaste sig sig selv«.

Så langt, så godt, eller faktisk ret skidt. Men ligesom Josefine Klougart ikke helt kan nære sig for at kloge løs på sine figurer, formår (eller ønsker?) hun heller ikke at holde teksten i det konkrete. I bogens anden del falder man således over flg. mini-afhandling:

Manden har altid tænkt på kvinder som objekter for kærlighed, objekter at elske, men manden forstår ikke det samme ved dét at elske (ved kærlighed som begreb) som kvinden forstår ved det (ved kærligheden som begreb, dét at: elske.)

Her tages et påfaldende skridt fra lagenrapporten til klogerupperiet.

Og hertil svarer for mig at se et bemærkelsesværdigt skred i tekstens udsigelsesforhold. Jeg tænker ikke på, at førstedelens (syv) topografiske indstik, der, så vidt man kan læse, skal lægge en art objektiv strøm af natur (i form af overmåde symbolske åer og søer) ind under handlingens by København, i anden del er borte og afløst af blikket fra gæsterne på en bar over for kvindens vinduer mænd, der blot omtales som man.

Nej, oven i dette man lægger teksten nu et vi og taler om kvinden som vores kvinde efter opskriften fra 1700-tallets engelske romaner.

Det mørke kontinent

Her kan jeg ikke se andet end, at Josefine Klougart slet og ret bliver sentimental. Ligesom hun ikke tror på sin egen teksts konkrete karakter og overbygger den med abstraktioner, står hun i sidste ende heller ikke ved det rene, klare begær. Hvad hun derimod vedkender sig, er nysgerrigheden efter den anden:

Manden bliver ved med at være fremmed. Manden er altid fremmed, fra begyndelsen af. Mandens krop ekskluderer, skærer fra.

Alt det, der ligger udover.

Hans pik er fremmed for kvinden, alt det, der er under hans hud er hende fremmed. Manden er et mørkt landområde, selve det udgrænsede land, vrangsiden af landet.

Det kunne lyde som en polemisk totalomvending af Freuds bekendte ytringer om kvindens seksualitet. Er det jo nok også, men giver netop værket et lovlig kalkuleret, lidt udspekuleret præg, spændt ud som det dermed bliver mellem pornografiens objekt-blik og det forkromede kønsteoretiske over-blik. Læseren (jeg!) får svært ved at tro på kvinden i teksten som på den ene side en krop frarøvet bevidsthed, på den anden side en nysgerrig forsker i manden hinsides huden.

Hermed være ikke sagt, at Josefine Klougart skriver dårligt. Hun skriver faktisk fremragende, ligesom i sin debutroman, Stigninger og fald(2010). Blot har hun i toeren sat sig mellem to stole ved på én gang at ville bedrive klinisk antipornografi og intellektuel seksualteori.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Maj-Britt Kent Hansen

Det lyder godt nok rigtig kedeligt. Roman såvel som anmeldelse.

Og der bruges to sider på det. Hvorfor?

Var der ikke andet at skrive om? Eller skal en velanmeldt debutants toer altid behandles indgående?

Jeg synes egentlig det er en udmærket anmeldelse. Klougart er muligvis en smule overeksponeret, men det er jo bare dejligt for hende. Aburas' toer blev også "indgående behandlet" i en god anmeldelse af Olga Ravn.

Tjah, hvorfor kigger anmelderne toeren efter i sømmene? Det er vel fordi man ønsker at undersøge om talentet holder til mere end blot at skrive kunstlede stiløvelser. "..men hun skriver godt." er i den forbindelse ingen ros.