Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Et lille svar på en stor bog

Jonathan Safran Foer har udskåret en litterær konceptkunstbog som hyldest til polsk-jødiske Bruno Schulz
Visuelt. Jonathan Safran Foer har konstrueret sin nye historie ved at vælge få ord fra hver side i Bruno Schulz' bog 'Krokodillegaden' og bogstaveligt talt skære resten væk.

Visuelt. Jonathan Safran Foer har konstrueret sin nye historie ved at vælge få ord fra hver side i Bruno Schulz' bog 'Krokodillegaden' og bogstaveligt talt skære resten væk.

Visual Editions

Kultur
21. januar 2011

Jonathan Safran Foer har gjort det igen: Overrasket anmelderne med en udgivelse, som ingen havde forventet.

Denne gang har han udgivet en bog, som han mere har udskåret end skrevet. Tree of Codes er en historie skabt af ord, vendinger og sætninger klippet fra hans yndlingsbog, Krokodillegaden, af den polsk-jødiske forfatter og tegner Bruno Schulz, der kun nåede at skrive to romaner, før han blev skudt af en nazist i 1942.

Jonathan Safran Foer har konstrueret sin nye historie ved at vælge få ord fra hver side i Schulz bog og bogstaveligt talt skære resten væk. Hver af de 134 sider står således hullede tilbage med poetiske sætninger, der tilsammen danner en lille historie, fysisk skabt af Schulz større bog. Selv kalder Foer Tree of Codes for »et lille svar på en stor bog«.

Bogen er en hyldest til Bruno Schulz, men den er Foers egen, understreger han selv. Selv om Foer har brugt Schulz ord, så har han skabt sin egen historie. Alle bøger stjæler fra andre bøger om ikke andet så fra ordbogen Tree of Codes har bare stjålet fra et langt mindre ordrigt værk, har han forklaret.

Det er ikke første gang, at Jonathan Safran Foer eksperimenter med både form og indhold. Han debuterede i 2002 med Alt bliver oplyst, der bliver fortalt af en ung ukrainer, der har lært sig engelsk via en ordbog, hvilket der kommer nogle meget originale formuleringer ud af. Samtidig er bogen en undersøgelse af Foers egen jødiske baggrund.

Senere gik Foer videre med eksperimenterne i Ekstremt højt og utrolig tæt på, der handler om drengen Oskar, der har mistet sin far i tvillingetårnenes fald 11. september. Også heri bruger Jonathan Safran Foer forskellige originale fortællerstemmer, blandt andet drengens stumme bedstefar. Samtidig er denne bogs form en slags collage, hvor fotografier, tegninger, farvede understregninger og en faktisk vidneberetning fra Hiroshima-bombningen blander sig med Foers egen tekst. I sin tredje bog gik han helt nye veje: Om at spise dyr udkom i 2009, og den er et indigneret indlæg mod vores behandling af de dyr, vi spiser. Foer er selv vegetar.

Geni eller blålys

Jonathan Safran Foer har delt anmelderne i to skyttegrave siden debuten i 2002. Der er dem, der hylder ham som et geni, og så er der dem, der mener, hans bøger er kejserens nye klæder. Indtil videre har der kun været meget få anmeldelser af Tree of Codes. I en bogblog på The New York Times hjemmeside, forklarer Foer det med, at udgiveren, Visual Editions i London, er drevet af at lave bøger, ikke af at sælge dem. Hele infrastrukturen omkring bogudgivelser har været fraværende: Der har ikke været sendt eksemplarer ud til anmelderne, der har ikke været reklameret for den eller lavet nogen anden form markedsføring.

Der er dog nogle få, der har bemærket den, og blandt dem er der allerede kritikere i begge lejre. Det passer sikkert Foer rigtig godt, for i et interview med Vanity Fair beskriver han selv alle store kunstnere som nogle, man bliver nødt til at forholde sig til, uanset om man kan lide deres kunst eller ej.

I dette tilfælde er formen som sagt en stor del af kunsten, og både Vanity Fairs interviewer og Foer selv er vilde med resultatet. De udstansede sider giver bogen en fysisk dybde og dermed en »skulpturel kvalitet«, mener Foer. Og når folk ser bogen, smiler de.

»Den har en ekstremt tilfredsstillende kvalitet. Den er ikke, som en bog forventes at være. Men den er alligevel, som den skal være,« siger han og understreger:

»Jeg er ikke interesseret i at eksperimentere for eksperimentets skyld. Men jeg er inte-resseret i kunst, der flytter læseren. Der sender dig til et andet sted ren magi.«

Foer mener, vi har vænnet os til, at det er nok, hvis kunst underholder eller fortæller os noget interessant om vores tid. Men kunst kan mere end det, den kan ramme vores nerver, og det skal den.

Foer ved godt, at det ikke er en bog, der kommer til at sælge i store oplag, men det er han ligeglad med, siger han. Under alle omstændigheder har den potentiale til at blive et samlerobjekt, godt hjulpet på vej af Vanity Fair, der betegner den som »meget, meget cool«.

Akademikere vil savle

The Guardians anmelder Michel Faber er en af de få andre, der har omtalt Tree of Codes, og han er skeptisk. Både over for Foers tidligere bøger og over hans nyeste påfund. Mens Foer betegner sin bog om smuk, vil andre nok se den som en bog, der har været gennem en makulator, mener anmelderen. Ikke desto mindre kan bogen vise sig at være et klogt karrierevalg, siger han:

»Foer behøver ikke en ny bestseller, men hans usikre, litterære status kan godt trænge til et boost. Tree of Codes er en ren lækkerbisken for alle akademikere«.

Michel Faber mener, at bogen er for dem, der savler over ord som metatekstualitet, intertekstualitet og hypertekstualitet. Selv om anmelderen er meget ironisk, indrømmer han, at han faktisk er en smule imponeret af bogen og »nød den mere, end jeg havde forventet«.

»Ideen i, at Krokodillegaden overlever i forklædning, hakket ned til en tomme af dens liv, men stadig klynget til dens sjæl, slår mig som en bittersød ironi, en underligt passende hyldest. Det er også blevet det mest potente kunstværk, som Jonathan Safran Foer hidtil har produceret«, slutter Michel Faber sin anmeldelse.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Peter Andreas Jørgensen

Øv, en tiger. Det haaaar vi set. Peter Adolphsens "En millin historier" fra 2007:

http://www.sentura.dk/million_anmeldelse.html

Mads Pedersen

På dansk findes der ingen bog af Bruno Schulz ved navn "Krokodillegaden" - der hedder den "Kanelbutikkerne", som også er den korrekte titel på polsk. På engelsk er titlen derimod "The Street of Crocodiles". Lidt sølle at korrekturen ikke fanger den, når nu der er tale om et af de bedste forfatterskaber i det 20. århundrede, men vel ikke overraskende, Schulz' perifere status herhjemme taget i betragtning.

Bruno Schulz’ Kanelbutikkerne (Sklepy cynamonowe, 1934) er ikke en roman men en novellesamling, som bl.a. indeholder novellerne Kanelbutikkerne og Krokodillegaden. Schulz’ anden bogudgivelse Sanatoriet under timeglasset (Sanatorium pod klepsydra, 1937) er ligeledes en samling noveller/fortællinger. Manuskriptet til en ufærdig roman af Schulz gik desværre tabt.

Errata:

"Bruno Schulz, der kun nåede at skrive to romaner"

rettes til

"Bruno Schulz, der i sin levetid kun fik udgivet to samlinger af sine fortællinger"

Mads Pedersen

Jeg mener egentlig snarere der er tale om en art hybrid mellem novellesamling og roman; novellerne udgør trods alt en fortløbende fortælling. Men det er ikke livet om for mig at insistere på det.

Den forsvundne bog, Messias, har bl.a. inspireret Cynthia Ozicks roman "The Messiah of Stockholm". Nogle mener stadig at manuskriptet må gemme sig i et sovjetisk arkiv omhandlende Gestapo. Derudover er der vist også nogle noveller fra 1940 der er gået tabt, men det er ikke noget jeg har set omtalt særlig mange steder.

@ Mads

Jeg er helt enig med dig i dine genrebetragtninger. Schulz blev af en forfatterkollega rådet til at udgive Kanelbutikkerne i form af en samling betitlede fortællinger. Men du har ret; der løber en helt tydelig tråd imellem fortællingerne og Schulz kalder senere i et brev selv sin bog for en selvbiografisk roman.

Grunden til at jeg fandt det nødvendigt at angive en udgivelseshistorie for Schulz' bøger var, at Viemoses artikel er et eksempel på hvor galt det kan gå, når man henter sit stof fra andre journalisters artikler uden at kildechecke ordentligt. I de amerikanske artikler om Safran Foers udgivelse, betegnes Schulz' bog nemlig konsekvent som "novel" og vupti: romanen Krokodillegaden ser dagens lys.