Læsetid: 3 min.

Lykken i Løkkeland

Seernes nye søndagsvenner vil sætte danskernes depressioner og medicinalfabrikkernes lukrative forretning i fokus, men på den lette måde. Den har potentialet, blot den nu ikke viser sig at være alt for let i det
Seernes nye søndagsvenner vil sætte danskernes depressioner og medicinalfabrikkernes lukrative forretning i fokus, men på den lette måde. Den har potentialet, blot den nu ikke viser sig at være alt for let i det
3. januar 2011

Danskerne får høje placeringer i undersøgelser af, hvem, der er lykkeligst i verden, men er samtidig storforbrugere af psykiatrisk behandling og lykkepiller, som medicinalindustrien tjener stygt på. I komedien Lykke, har en af virksomhederne, den fiktive SanaFortis, fået et nyt guldæg, en stresspille, som kan blive et kæmpe hit, eftersom der snart ikke findes den dansker i det opskruede arbejdsliv, som ikke lider af stress. En af de ansatte får kollaps af stress, lige før hun skal på stresskursus.

Slangen i det medicinale paradis er en psykiatriprofessor, som mener, at pillen er fuldstændig overflødig. Han bryder skandaløst og kritisk ind på et præsentationsmøde for pillen, hvor han absolut ikke er velkommen - omtrent som når Enhedslistens Frank Aaen dukker op til Mærsks generalforsamlinger.

Thomas hedder den stilfærdige mand i midten, en jurastuderende, der lider af depressioner og ustandseligt må vaske hænder, når der er vask i nærheden. Det er ham, alle gribbene vil have en klo i. Han repræsenterer patienten, kunden.

Med andre ord et superaktuelt og finanstungt tema, men her spillet igennem på den ultralette måde, som hedder komedie.

Fnidder og sex

Komedien opstod i det antikke Grækenland som modsætning til tragedien og nåede over Moliére og Holberg videre frem til vor tid, hvor det er en bred betegnelse for film og tv-serier, som ikke er særligt dramatiske, men til hjemlig hygge i familien. De har et stort publikum, som ikke gider det alt for indviklede.

Stig Thorsboe og Hanna Lundblad, der sammen skrev Krøniken, har fået lyst til at prøve sig af på en komedie, Lykke, der kører i 18 afsnit på søndagsaftener. Nærmest et slags frikvarter for dem, men så nemt er det nu heller ikke at leve op til genrens krav. Efter 1950'erne folkekomedier, typisk Morten Korch-filmatiseringer, efterfulgt af Ballings Olsen-bandefilm, blev genren fornyet inden for spillefilmen, begyndende med Lone Scherfigs Italiensk for begyndere.

I forlængelse heraf er den nye serie, hvor der i første afsnit er lagt skinner ud til adskillige konflikter. Ud over psykiaterens krig mod mastodonten, som er lokomotivet for handlingen, er der noget om at være ny på en arbejdsplads, en gimpe, som gerne vil have den nye kvinde ud, en chef, som skyder skylden for egne fejl over på souschefen, en ægtemand, som ligger i med au pair-pigen, to piger, der deler lejlighed, den ene meget mandeglad. Fnidder og sex, som kan skabe behov for både stress- og lykkepiller. Klicheerne står i kø, men komediegenren arbejder traditionelt med skabeloner.

Gode indfald

Konflikterne er der potentiale i, men endnu er det for tidligt at sige, om hele herligheden holder vand. Første afsnit, som traditionelt er en præsentationsrunde af figurerne, rummer flere gode indfald, men vejen til stor komedie går gennem en vis alvor. Der må gerne være plads til tårer mellem det morsomme. Det ved enhver komiker, og endnu er det ikke blevet så alvorligt igen.

Mest stilrigtig står Søren Pilmark som direktøren for medicinalfabrikken, en farlig mand med dybe panderynker. Titelrollen som den begavede CBS-elev, den lyse Lykke, der bliver ansat på SanaFortis, spilles kækt af Mille Lehfeldt. Hun er tvillingesøster til den depressive, velbegavede Thomas (Laus Høybye), på hvis vegne hun har store ambitioner. Foreløbig ser det ud til, at hendes planer for ham ikke vil lykkes, da han hellere vil fange fisk end være jurist. Han fanger en stor karpe og vinder en præmie. Karpen hedder Magda og er »en motherfucker på 30 kilo«.

Lykke rimer på hygge. Nu får vi se - også om det vil lykkes Lykke at sætte lys og fokus på depressions-sygdomme, som det skete med Alzheimers i tv-serien Sommer. Og om serien vil lette.

'Lykke - en depressionskomedie.' Manuskript: Stig Thorsboe og Hanna Lundblad. Instruktion: Kasper Gaardsøe.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

"Lykke - en depressionskomedie."

Næh - nok snarere en "depressionsgyser".
Der er f.eks ikke nogen solid bund i manuskriptet som skuespillerne kan tilføre deres roller.
Skuespillet kommer derfor til at fremstå som flade 2 dimensionelle klicheer.
Deres bundne figurer er uinteressante for ikke at sige utopiske og allerede i første afsnit sættes flere af hovedpersonerne i bås.

Man skal sikkert være ansat i et firma med et velafgrænset hierarki for at kunne sidde og smuggrine af figurene, der måske kunne have en vis lighed med en kollega. "Lykke" taler derfor til laveste fællesnævner.
Men hvor sjov er det så i længden?

Der er scener der er så dårlige at de kunne være bestilt af arbejdsministeriet. F. eks scenerne med Lykke der ansøger om job så arbejdsministeren må himle af begejstring over det udviste initiativ
Lykke har så absolut bestået job-ansøgningskurset til UG..Så kan vi lære det - kan vi!
Tilsvarende må undervisningsministeren da være i fare for at få et føl / raserianfald, når Lykkes tvillingebror Thomas fanger en fisk og smider et helt jurastudium væk. Daaa ? Absolut Ikke et eksempel til efterfølgelse - og tvillingebroderen er da også et lavtgående missil.

Men "Lykke - en tv serie er også Oplysning til Borgerne om Samfundet. OBS. Danmark får noget for licensen.
Her bliver OBS smuglet ind i form af lidt velfungerende computergrafik at stress som vi jo alle lider af, bare er en lille ubalance i kroppens funktioner der naturligvis kan kureres med en "Lykke"pille - må man tro.
Det er så slet skjult reklame for hele "Lykke"pilleindustrien at man kan da kun håbe at manuskriptforfatterne Stig Thorsboe og Hanne Lundblad som belønning har fået gratis lykkepiller til de næste 1000 år.

Men der er dæleme synd for skuespillerne at de er tvunget til at gøre deres bedste for en komedie der lige så godt kunne være bestilt af propagandaminister Joseph Goebbels fra 2. verdenskrig. De har fortjent bedre.

Og ligeså synd for TV- seerne at DR ikke vil gøre det bedre.
Måske returkommission til "Løkke"regeringen som tak for den overmåde luksuriøse TV-by er en del af forklaringen?