Hvad betyder det at sige
Fugle om digte,som Filip Granlie gør, i stedet for Digte om fugle som mange vist har gjort? Eller: Hvad er gevinsten ved at vælge det overraskende i stedet for det forventelige, det lettere vrøvlede og bagvendte i stedet for det fuldt ud forståelige og normale? Siger man
Fugle om digte,klinger Digte om fugle i hvert fald med.
At sige
Fugle om digteer også en gammel avantgardistisk leg med substantiver. Lade dem bytte plads og vride nye betydninger ud af sproget eller ødelægge den eksisterende.
Dropper man tanken om Rasmus Modsat og insisterer på at finde en mening i titlen
Fugle om digteja, så finder man den sjovt nok.
I betydningen et velkendt motiv, nemlig fugle, fortæller noget om en litterær genre, nemlig digte.
Og pludselig er den omvendte konstruktion det eneste rigtige: Pia Juul skriver
Kirkegårde om digte,Rasmus Nikolajsen
Sne om digte,Henrik Nordbrandt
Bjerge om digte,og hvis ikke det var for Filip Granlie, skulle Eske K. Mathiesen selvfølgelig skrive
Fugle om digte.Det kan han ikke nu, han må nøjes med denne hommage, der også tæller
Børnebog Eske, som er bog nummer to i Filip Granlies dobbeltdebut. (Dén må hvert et barn og dets personlige højtlæser i øvrigt eje.)
Der er ikke så meget tekst, men til gengæld meget æstetik på siderne i
Fugle om digte.Ud over en smagfuld grafisk form viser nogle sider udsnit af gamle, smukke kort over Danmark. Bogens motto er fra en ældre fagbog, Dyrenes Liv, fra 1928 og slutter med udsagnet: » ingen andre Dyr kan i æstetisk Henseende kappes med Fuglene«.
Alt er i det hele taget gennemført. Rotten i forlaget After Hands logo er sågar skiftet ud med Gyldendals trane.
Kat som kat
Gransker man kortudsnittene, finder man ud af, at de udvalgte steders navne sørme henviser til fugle hvad ellers? Tran(e)um, Ørnbjerg, Haldager (høne) og Ravnsbjerg. Og nu har jeg for længst mærket, at jeg har trukket den længe nok. Her kommer et overordentligt citérbart digt i sin helhed: »flok krager camouflerer sig på bar mark/som birkes på en håndværker dårligt«, og et til, også helt: »som en tomat/rødkælk«, og et en anelse længere: »så forlod os også august, men stadigvæk/et fællestræk for måger og råger er/at både måger og råger hedder måger eller råger« og et mere, samlingens sidste: »mågens ben når den flyver/den skal ikke bruge dem«.
Det er skønt og kønt i al sin lidenhed, og det er radbrækket syntaks, kort a la haiku, det er mild melankoli, der er svær at adskille fra en mere solid humor, og så er Filip Granlies digte desuden denne her nøgterne registrering og strengt logiske tænkning.
Ud over fugle benævnes en kat, en guldsmed, en flue og flere forskellige fersk-vandsfisk. Om katten hedder det:
»Den kat på den mark er forbavsende stor herfra/men har nok en ret almindelig størrelse/som en kat«. Ikke det lidt platte »af en kat at være«, men netop det helt præcise »som en kat«.
Synssansen og navngivningen styrer digtene, det vil sige det helt præcise sprog, den præcise iagttagelse, det, øjet ser og kan se for bare træer og »herrregårdenes alléer«.
Granlies debut er legende let og fuld af tyngde.
»Sæsonens krager (og debutanter!) holder en utrolig form«.
