Bedømmelse: 3/6
Der er mange ting, man lige skal vænne sig til i Herning. Tag for eksempel Ismar Cirkinagic der har kreeret installationen KPTN, der består af et rum med 16 stole og et meget dyrt stereoanlæg der spiller klassisk musik. Det har han lavet i samarbejde med restauranten A Hereford Beefstouw og et par stereoanlægfirmaer, fordi stereoanlægget har en værdi, der modsvarer det beløb, Ismar og hans familie tilsyneladende ville kunne få med hjem til Bosnien af den danske stat, hvis de frivilligt forlader landet. Komponisterne, hvis musik man kan høre, er selvfølgelig også fremmede ... Og de har lavet det musik man hører imens de ... boede ... udenfor ... deres ... fædreland ...
Man kunne lave en salatbar på samme opskrift! Husk det basale, noget originalt, de ikke har på Jensens, gerne lidt dyrere og så med noget dressing, der binder det hele sammen. Og værket rummer givetvis mange lag. Det gør en burger også.
Utilsigtet satire
Men som antydet, man vænner sig til dette forunderlige samarbejde på Socle du Monde-biennalen, hvor værkerne er blevet til i forening mellem kunstnerne og det lokale erhvervsliv. Dog anbefales det at gå i en stor bue uden om Nedko Solakovs Help, medmindre man er til ufrivillig grovkornet erhvervssatire. Det er næsten lige så pinligt som at høre et politisk forslag af Anders Samuelsen. Solakov har taget 16 tegninger, han ikke fik solgt på den internationale kunstmesse Art Basel, givet dem til sin samarbejdspartner, et lokalt reklamebureau, og bedt dem gøre dem mere salgbare. Det er der kommet en ydmygende række plakater ud af, hvor reklamebu- reaet fuldstændig ukritisk blotter sig som lallende naive idioter. Nej, meget værre, vi er nok helt derude, hvor Asger Aamunds klummer også befinder sig, derude hvor erhvervslivets hovmod lyner som spasmer fra en liberal ungdomsfest.
Bureauet har taget udgangspunkt i 10 megatrends. Efter nøjere overvejelse (og muligvis også en analyse fra et konsulenthus) har de valgt tre ud, nemlig teknologi, individualitet og kommercialisme. Og så har de i ramme alvor foreslået, at tegningerne sælges billigt i mange eksemplarer (hvilket jo så giver ret mange penge, hvis man regner det ud, uh uh,), de foreslår at lave print-selv Ilva-udgaver, og de har endog en plakat med en forslag om, at man selv kan putte indhold ind i billedet, hvorefter man så printer i butikken. Og, nå ja, de sorte farver er blevet peppet lidt op ...
Altså kort sagt, en eklatant manglende forståelse for det miljø, de opererer i. På en simpel og ukreativ måde. Præcis ligesom tosserne, der vil lave politik. Og Solakov slutter da også væggen med i hånden at skrive, at han nok helt dropper at lave den slags tegninger.
278.500 om dagen
Hvis man ikke har lyst, behøver man slet ikke at vænne sig til det. For der er ingen af kunstnerne, der har brugt erhvervslivet mere, end man ellers gør. Når Jens Haaning hænger 278.500 kroner i kontanter i en ramme, fordi det svarer til en danskers gennemsnitsindkomst efter skat, formoder man selvfølgelig, at han har lånt dem et sted. Og om han så har givet medarbejderne i Nordea en på opleveren, da han skulle have pengene udbetalt, kunne ikke rage os mindre. Vi vil hellere kigge på værket. Og tænke på, at det er, hvad Robbie Williams tjente om dagen, da han var hot. Eller at det er præcis det beløb, 'Far' mister i Far til fire på hjemmebane. Eller at det er det eneste, de tænker på i Herning! Og at kunstverdenen måske er skruet op i økonomiske lejer, hvor nogen snart burde begynde at skamme sig.
Faktisk bør man fuldstændig udelukke den tiltænkte erhvervslivet og kunstlivet hænger sammen i en stor og smuk symbiose-idé, da den viser en grim, grim side af HEART, som ikke tåler dagens lys. For handler biennalen virkelig om Manzonis frække greb, da han vendte en sokkel på hovedet (Socle du Monde) og proklamerede, at hele verden er et kunstværk? Eller handler det ikke snarere om en forestilling om, at skjortefabrikanten Aage Damgaards forhold til Manzoni som hans mæcen, var noget helt særligt, som de kun i Herning har?
Biennalen prøver på kluntet vis at fortælle os, at Manzoni ikke ville kunne have lavet Socle du Monde uden Hernings penge. Hvilket givetvis er rigtigt, men måske har det mere med mad i maven at gøre end med Hernings erhvervsliv. Biennalen er mæcenens hævn over manglende anerkendelse af sine kreative evner, en stiv egns vink med en vognstang til kunstverdenen om, at den bestemt ikke skal regne med, at den ville have været noget uden de fede pengemænd.
Det er tværtimod PÅ TRODS af dem, at der alligevel er god kunst i Herning i disse dage. Danh Vos 25 papkasser fra et marked i Bangkok, som med bladguld har fået et af de bogstaver, man bruger for hver tidszone hele jorden rundt, hvilket på en meget poetisk og skarp måde giver os et sug af globaliseringen.
Lilibeth har lavet endnu et tåkrummende pinligt værk, der denne gang er en tæppe-visualisering af en tidligere performance, hvor forskellige personer fik hjælp af make-up artist og stylist til at lege med ønskværdige etniske identiteter. Pinligt, men svært at komme uden om i al sin søbende politiske korrekthed.
Absolut originalt værk
Og sidst, men ikke mindst, demonstrerer Jette Hye Jin Mortensen i udstillingens bedste og mest komplekse værk, at hun er den, man bør holde øje med herhjemme. Hende selvterapeutiske projekt fra spændet mellem hendes koreanske og danske baggrund har denne gang velsignet os med et absolut originalt værk bestående af projektioner af syv skuespillere, der opfører vigtige passager fra hendes liv på 31 stykker glas, et for hvert år, hun har levet. Det er en modig behandling, hun har underkastet sig, og man skal være en kold skid for ikke at blive fænget af eksempelvis to skuespillere, der forsøger at finde følelser, der matcher Jettes i en scene, hvor moderen og hun har et tungt opgør.
Værket kan ædes som en burger og skylles ned med cola. Eller den kan indtages som et langt filosofisk mesterværk af Rasmus Kofoed. Og ja tak, vi er glade for, at Jæger Holding A/S har leveret de 31 glasplader, de er rigtig flotte, men vi håber også på jeres forståelse, hvis vi glemmer at takke jer den dag, Jette bliver en rigtig kunstnerkendis.
Socle du Monde på HEART, Birk Centerpark 8, Herning til den 13. marts.
