Læsetid: 4 min.

Menneskepsyken under lup

Mike Leigh er i sit kompromisløse hjørne, når han udforsker og udfolder sine karakterer i det stilfærdige hverdagsdrama 'Another Year'
Hverdagsdramaer. I Mike Leighs 'Another Year' har en af hovedpersonerne, Gerri, ladet sin dør stå åben for Mary i årevis. Hjemmet er et åndehul af omsorg for den midaldrende dame, der ensom og desperat er på jagt efter en mand.

Hverdagsdramaer. I Mike Leighs 'Another Year' har en af hovedpersonerne, Gerri, ladet sin dør stå åben for Mary i årevis. Hjemmet er et åndehul af omsorg for den midaldrende dame, der ensom og desperat er på jagt efter en mand.

SF Film

27. januar 2011

Personskildring er et centralt element i samtlige Mike Leighs film. I Another Year er personskildring ikke bare central - den er alt. Plot, dramaturgi, fremdrift - Leigh ser stort på traditionelle fortællekonventioner og lader personernes egenskaber være det styrende princip i filmen. Han tager seks mennesker i alderen 30 til 65, tre lykkelige og tre ulykkelige; han kaster dem ind på scenen, sætter stopuret i gang og lader det køre i et år. Og så ser vi, hvad der sker.

Resultatet er en oplevelse af, at Leigh har stukket sin pipette ned i en virkeligheds-væske og nu præsenterer udvalgte dråber (i form af scener) af pipettens indhold. Som bekendt er virkeligheden dramaturgisk set jammerligt. Her er fyldt med spor og varsler, der ikke følges op, mysterier, som aldrig opklares, og personer, der introduceres og så forsvinder igen uden nogen betydning for det overordnede plot.

Kompromisløse Leigh

Og sådan er det bare, konstaterer Leigh øjensynligt. Så når han laver film om virkeligheden, skal tilskueren ikke forvente at blive strøget med hårene, hverken hvad angår fortællestruktur, tempo eller indhold. Visuelt er filmen diskret og funktionelt fortalt - logisk nok med fokus på karakterskildring frem for form.

Personligt kan jeg bedst lide Mike Leigh, når han er mest kompromisløs - som f.eks. i hans kradse og foruroligende Naked (1993) - frem for når han er i sit mere milde feelgood-hjørne med fortællinger som Hemmeligheder og løgne (1996).

Another Year hører til i den kompromisløse afdeling - på en mere stilfærdig og mindre åbenlys måde end Naked, men alligevel, særligt mod slutningen, aldeles nådesløs. Godt nok udspiller meget af filmen sig i hyggelige omgivelser hjemme hos det harmoniske, varme ægtepar Gerri (Ruth Sheen) og Tom (Jim Broadbent). Og godt nok har de et forbilledligt velfungerende forhold til deres optimistiske søn Joe (Oliver Maltman).

Men der er ikke mange scener i filmen, som står uimodsagt. Hvor Gerri, Tom og Joe er lyset, så repræsenteres mørket af de midaldrende venner Mary (Lesley Manville) og Ken (Peter Wight) samt Toms bror Ronnie (David Bradley).

Fascinerende-irriterende

Mike Leigh har en formidabel evne til at tegne portrætter af fascinerende-irriterende personer. Og her kandiderer Mary til en førsteplads. Hektisk, spinkel og speedsnakkende er hendes fremtoning i familie med andre Leigh-karakterer som blandt andet Lynda Steadmans Annie i Career Girls (1997) og Sally Hawkins' Poppy i Happy-Go-Lucky (2008).

Mary er sekretær på lægeklinikken, hvor Gerri arbejder som psykolog. Og du kender efter al sandsynlighed også selv en Mary: Et menneske, der på flere kilometers afstand stråler af lavt selvværd. Som vil det hele så godt, at hun snubler over sine egne ben. Som både er en undskyldning for sig selv og samtidig overskrider andre menneskers grænser.

Leigh og Manville har drevet karaktertrækkene ud til ekstremerne og tilført en vis forsonende sødme og glimt af livskundskab. Hendes figur, der vækker både irritation og medfølelse, er udpræget tragisk - og fremstår til tider også komisk, men uden at Leigh udleverer eller latterliggør hende. Det er en nuanceret og indsigtsfuld skuespilpræstation af Manville.

Ingen moraliseren

Og så har vi Ken og Ronnie; to træmænd der, rent ud sagt, er ude at skide. Konerne er forsvundet - den ene er skredet, den anden er død - og nu står de to gamle knarke fortabte tilbage i resterne af deres liv. Ken er hovedkuls i gang med at æde, drikke og ryge sig selv ihjel, mens den tavse Ronnie går i baglås og bliver taget under vingerne af Gerri og Tom.

Filmens handling? Den ligger i de små dramaer mellem personerne. Rar og rummelig har Gerri ladet sin dør stå åben for Mary i årevis. Hjemmet er et åndehul af omsorg for Mary, der ensom og desperat er på jagt efter en mand. I sin kvide forelsker hun sig i Gerris søn, den 20 år yngre Joe.

Situationen går først i 11. time op for Gerri, og det resulterer i en mildest talt akavet oplevelse, der slår alvorlige skår i venskabet mellem Gerri og Mary. Ude fra sidelinjen har Ken et godt øje til Mary, der dog absolut ikke gengælder hans interesse.

Ligegyldigt hvor meget personerne kvajer sig, så moraliserer Leigh aldrig og kommer heller ikke med svar. Har Mary simpelthen været uheldig med mænd, eller har hun selv formet sin skæbne via sine valg og sin udstråling?

»Du må lære at tage ansvar for dine handlinger,« formaner Gerri, og om ikke andet så er det i hvert fald sandt. Er Gerri og Tom simpelthen bare ualmindeligt varme og empatiske mennesker, der kan ramme de venner, som er i nød - eller får de et lille kick af at se deres eget velfungerende liv i kontrast til de ulykkelige, og er de en smule selvfede til slut?

»Life isn't always kind, is it?« siger Gerri til Mary med henvisning til Ken, og det må også siges at være sandt. Men mere får vi ikke ud af Leigh. Herfra skal vi selv lægge sammen og trække fra - og lege videre med tanken om, hvordan det følgende år mon vil forme sig for filmens seks personer.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu