Læsetid: 3 min.

Molière – og Thomas Bendixen – hudfletter det moderne menneske

Det Kongelige Teater viser Molières klassiske karakterkomedie fra 1666 i en version, der fryder øjne, ører og lattermuskler. Og det, man ler ad, er det moderne menneske, dets selvoptagethed og overfladiske, sociale networking
Det Kongelige Teater viser Molières klassiske karakterkomedie fra 1666 i en version, der fryder øjne, ører og lattermuskler. Og det, man ler ad, er det moderne menneske, dets selvoptagethed og overfladiske, sociale networking
24. januar 2011

På Det Kongelige Teater er rammen sat om Molières klassiker Misantropen. Den er buet, organisk og gylden som den historie, instruktør Thomas Bendixen folder ud for os. I sommer instruerede han Don Juan på Grønnegaardsteatret, og med Misantropen viser han igen et sikkert greb om Molières komedie, der i sin tragikomik afslører mere dystre og ondskabsfulde sider af mennesket. På scenen står et par enkelte chaiselong-lignende møbler dækket af silkestof, og ind kommer den attråede Célimène, her inkarneret i Mille Hoffmeyer Lehfeldts bedårende skikkelse. Svøbt i silke kigger hun ud på sit publikum, vender sig, lader tæppet falde og står et øjeblik ganske nøgen, symbolsk blottet for verden. Men da hun går ned fra scenen, vipper hele bagvæggen og afslører overraskende et drømmebillede af svævende mennesker.

Og så går det ellers løs. Alceste, spillet af en flammende Lars Mikkelsen, er træt af mennesker, træt af tamme kindkys, falsk smiger og hykleri. Han er så led ved det, at han ville rejse væk, hvis bare han kunne få den elskede Célimène med. Hans ven, Philinte, spillet oplagt af Jens Gotthelf, lytter med åbent sind på Alcestes raseri, da adelsmanden Oronte gør sin entre, her en vittig Steen Stig Lommer med roterende hoftesving. På bedste Facebook-manér anmoder Oronte Alceste om venskab og indskyder, at han i øvrigt aldrig har fået afslag på en sådan venneanmodning. Men efter at være blevet groft nedgjort af Alceste, går Oronte rasende sin vej.

Falske mennesker

Den udkårne, Célimène, elsker alt det, Alceste hader: Hoffet, snobberiet, intrigerne, de taktiske spil og bejlerne. For Alceste er kærligheden nærmest en bipolar lidelse. Det ene øjeblik raser han mod Célimène og kræver, at hun vælger ham til og de andre fra, i næste nu forføres han af hendes koketeri og lader sig nøje og trøste.

Lars Mikkelsen spiller på alle tangenter, fra det komiske til det desperate, og Mille Hoffmeyer Lehfeldt danser drillende, pirrende og ophøjet rundt om ham. Rigtig sjovt bliver det, da den ret-skafne og ældre Arsinoé, her Tammi Øst, går ind i en sofistikeret kamp på ord og indirekte nedrigheder mod Célimène. Arsinoé slutter sin opsang i grinagtig operastil, hvilket møder uhørt begejstring på publikumsrækkerne. Célimène returnerer med en syngende verbal lussing i høj sopran. Tammi Øst gør en skøn komisk figur og viser en vekslen i Arsinoé, der må holde stolte miner, mens hun sluger den ene bitre pille efter den anden. Den gode Éliante, der står i skyggen af Célimène, spilles af Iben Dorner, og man forelsker sig i prompte i hende, fordi hun er the real thing i en verden af falske mennesker. Henrik Koefoed spiller tjeneren, Basque, med støvet paryk og forhutlet komik, og mens Benjamin Kitter i rollen som Acaste er vims og funky, er Troels Thorsen som Clitandre tilsvarende forfinet og drilsk. Sammen med Steen Stig Lommers Oronte bliver de billedet på en overklasse, der elsker at smiske næsten lige så højt, som de elsker at nedgøre.

Genialitet på vers

Det er veloplagt skuespil, spillet på alle strenge. Instrumentet er teksten, Molieres værk er fra 1666, og man bliver simpelthen lamslået over, hvor rent den rammer på den anden side af år 2000. For at yde Jesper Kjærs oversættelse retfærdighed burde denne anmeldelse skrives på vers, for det er i høj grad hans ordvalg og sprogsans, der får replikkerne til at svirpe, knase og danse med skuespillets ping-pong. Steffen Aarfings scenografi er på én gang enkel og overvældende grandios, han overrasker, så man måber. Marie í Dali har begået kostumerne, en symfoni af silkemarengs, gavebånd og korsager. Dragternes skæve detaljer komplementerer karaktererne, ligesom Aarfings scenografi også har et tvist: Den store guldramme kilder øjet med en let bule foroven og forneden, og sammen med Ulrik Gads lysdesign smelter scenebilledet sammen i ren magi. Genialt er det til sidst, hvor alle masker er faldet. Célimènes bedrag er kommet for en dag, Alceste råber ydmyget og ulykkeligt til verden, at han kan klare sig uden den. Men der er ingen, der hører ham, for verden kan også klare sig uden ham. Og publikum ler. Men så vipper bagscenen og spejler pludselig tilskuerne, der sidder og griner ad ... ja, hvem? Her rejser hårene sig på armene. Molière viser os, hvem vi er. Alle sejl er sat til, som netop Det Kongelige Teater kan gøre det. Og kongeligt er det at se, hvordan der holdes hof.

Misantropen, Skuespilhuset, Store Scene, 21.jan.-26. marts 2011. Instruktion: Thomas Bendixen. Kostumer: Marie í Dali. Scenografi: Steffen Aarfing. Lysdesign: Ulrik Gad. Oversættelse: Jesper Kjær

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Søren Geckler

Hvorfor gøres Celimene altid til en overfladisk figur - ja, nærmest skurken i stykket, når det opføres på et dansk teater? Sådan fremstår hun da ikke hos Moliere. Tværtimod hudfletter han da især Alceste og udstiller hans jalousi, mens han giver Celimene nogle fremragende replikker. Det er da netop hende, der er ægte - mens Alcestes besiddertrang forsøges dækket af et ridt på den høje moralske hest. Og Arsinoe er sgu da hverken retskaffen eller sofistikeret, men ude på at komme i kanen med Alceste - og det gennemskuer Celimene. Fordi hun er kvik, og fordi hun er menneskekender. Derfor bærer hun også over med sin kærestes jalousi. Og derfor er hun da den eneste helt i stykket.

Martin Grønne

Celimene er netop den overfladiske figur - i fuldstændigt kontrast til Alceste - også hos Molière. Alceste er alt for ærlig og Celimene alt for uærlig. En helt er måske i virkeligheden Éliante.