Læsetid: 2 min.

Nedtur

Med ’The Good Life’, et portræt af et par tidligere overklasseeksistenser, bekræfter Eva Mulvad sit renommé som en dokumentarist, der formår at træde ind i sine protagonisters liv med ægte nysgerrighed og empati
Med ’The Good Life’, et portræt af et par tidligere overklasseeksistenser, bekræfter Eva Mulvad sit renommé som en dokumentarist, der formår at træde ind i sine protagonisters liv med ægte nysgerrighed og empati
27. januar 2011

Når det handler om dokumentarfilm på det store lærred, er det generelt de politiske debatfilm, portrætter af kendte personer eller feel good-rockumentaries, som dominerer billedet. Derfor er det befriende, når der omsider dukker en dokumentarisk biograffilm op, som slet og ret fortæller en god historie om mennesker af kød og blod.

Eva Mulvad er rundet af den amerikanske Direct Cinema-bevægelse, en dokumentarisk kategori, hvor man groft sagt filmer virkeligheden, mens den udspiller sig.

Og med afsæt i denne metode har hun over en årrække fulgt en mor og en datter, Mette og Anne Mette Beckmann, som efter et liv i toppen af det internationale jetset er havnet på samfundets bund og må vende og dreje hver en euro for at klare hverdagen i deres trange lejlighed i Cascais i Portugal.

Haromiske stunder

Resultatet er blevet The Good Life, et portræt af et par tidligere overklasseeksistenser, som har undladt at udvise dét, man i erhvervslivet kalder rettidig omhu.

De har formøblet arven uden at tænke på fremtiden og betaler nu prisen, mens de gnaver sig stadig dybere ned i en ond spiral af magtesløshed og gensidige beskyldninger.

Specielt den 56-årige datter er bitter over, at forældrene ikke har opdraget hende til at kunne klare en situation som den, hun er havnet i, og det er hendes kamp for at forberede sig på en dag at skulle stå på egne ben, der er filmens motor.

Nogen større udvikling er der dog ikke tale om. The Good Life er et kammerspil, der mestendels udspiller sig i de to kvinders hjem, og som det ofte er tilfældet i det virkelige liv, kører hverdagen i ring.

Harmoniske stunder veksler med skænderier, galgenhumoristiske ordvekslinger veksler med depression, stille stunder med refleksion og selvindsigt afløses af med forstillelse og virkelighedsflugt.

Med dette udspil bekræfter Mulvad sit renommé som en dokumentarist, der formår at træde ind i sine protagonisters liv med ægte nysgerrighed og empati. Men den største cadeau må gå til de to hovedpersoner, som så generøst åbner dørene for os andre. Man griner, græder og forarges - og ender med at holde af dem, warts and all.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig – første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu