Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Normaliteten dissekeret

Henrik Olesen er træt af samfundet som én stor reklame for far, mor og børn
Kultur
14. januar 2011
Henrik Olesen er træt af samfundet som én stor reklame for far, mor og børn

Bedømmelse: 5/6

Henrik Olesen er bøsse. Han føler sig fremmed. Som en slave i et hetero-land.

Det er ikke sandt, udstillingen i Malmø Kunsthal er så uendelig meget mere kompleks, men Henrik Olesen er begavet med en poetisk sans, der tilføjer en ellers svær udstilling en fernis af letstimulerende tanker og idéer. Det er ligesom med en tung bog med et blodigt mord på de første sider; man er taknemmelig for denne håndsrækning.

I do not go to work today. I dont think I go tomorrow / Machine-Assemblage I-II er første værk, der møder en. Her ser man fem forskellige stykker hardware, fra Olesens 17-tommer powermac til hans printer, dissekeret og limet på plexiglas. Hver eneste lille del er lagt for sig, som mennesker på et medicinstudie. Som indbildte unikke identiteter, der lige så godt kunne ligge i store kar, fødder sammen med fødder, hoveder med hoveder og så videre uden nogensinde at overraske en skæreglad studerende med så meget som en kæbeknogle, vedkommende ikke allerede havde set hundredevis af gange. Poesien er stor, og vi ved, hvad der kommer. En maskine bliver spredt, og små umenneskelige detaljer bliver samlet.

Mennesket er en proces

Som jelly-analkugler, der kun får lov at forlade kroppen én ad gangen, fører Olesen os et skridt længere ind i maskinen, med en overlegen gennemgang af Allan Turings liv i tegninger, et maleri, collager, skulpturer og diverse effekter som skruer og en sko, fortæller han os historien om, hvordanTuring fødte et menneske, da han skabte det teoretiske grundlag for den første computer.

Turing var et geni. Han brød nazisternes kode ved hjælp af hjemmelavede maskiner og påstod, at mennesket heller ikke er andet end proces. Og skal man tage hans ræsonnement på ordet, har han i disse år fået ret.

Hans argumentation bestod af en test, hvor en dommer gennem en fjerdeperson skal afgøre, hvem af to personer, der er en kvinde. Her var Turings påstand, at dommeren ved årtusindeskiftet ikke ville kunne kende forskel på to virkelige personer eller en kunstig intelligens. Med 10 års forsinkelse må han have fået ret. En kunstig intelligens kan simulere mennesket. Og så er det et menneske. Når resultatet er det samme, er processen ligegyldig.

Turings drøm om at bevise, at mennesket er mekanisk, og at en maskine er et menneske, har Olesen som sikkert også de fleste andre ville gøre det, koblet til hans homoseksualitet. Om Turing drømte om en ven, der ikke dømte ham for hans seksuelle tilbøjeligheder, eller om han drømte om at kunne bevise, at vi ikke er skabt til noget som helst, men blot samlet som nyttige produkter, der selv burde have lov at vælge, hvilket styresystem vi installerer, er ikke godt at vide, men tvunget ud i hormonbehandling blev han, brysterne blev store, Snehvide blev Gud, og manden, der opfandt computeren og vandt verdenskrigen, puttede cyanid i et æble og endte sine dage efter kun én bid. Æblet lever dog evigt på computere og gadgets verden over.

Familien i lægter

Alle kan være med på den store retrospektiv. Lige fra de dissekerede computere, der også er et selvtillidsværk om at være noget værd, selvom man bare er en grim lille dims, til skruerne i Turing-fortællingen, der sidder halvt inde i væggen, sidelæns og over kors som i en penisleg, der får et ekstra pift med det engelske ord for skruer. Her er også modbydelige portrætter af Olesens forældre, far som to lægter over hinanden, savet i, skruet i og sat fast på væggen, med et næsten tomt glas chutney øverst. Mor som en fritstående lægte, og faderen igen som en planke, hvor den splintrede ende hviler på en pude på gulvet. Henrik Olesen selv er gengivet som en gren, og med familien står også en papkasse med bestik og et tomt glas Nutella. Gennem aviser i montrer med frenhævede citater ser vi Olesen tage afstand til familien som fundament for livet, med udsagn som: »Hvordan kan denne krop være skabt af forældre, når det i sagens natur er så veltalende et vidnesbyrd om sin egen produktion?« Eller »Jeg tror ikke på far, på mor«. Nej, Olesen tror på fabrikker.

Her er også fire Kelloggs Frosties-pakker presset sammen og anbragt side om side på væggen. Og hvorfor ikke, selvfølgelig er Tony the Tiger homo, det siger jo sig selv med det lille tørklæde og den fuldstændige mangel på forståelse for, hvad børn har brug for.

I et andet værk, der læner sig op ad historiske tarveligheder, hvad angår afretning af det anderledes, er et kroget stykke træ bundet sammen med et helt lige stykke krydsfiner. Det er straight mod det naturlige. Et enkelt billede på hvordan et samfund undertrykker alle diskurser, der virker fremmede, uden at se pikken i sit eget øje. DEN er til gengæld ikke svær at få øje på i Olesens bjørnebøsse-remake af Claes Oldenburgs brændte tændstik i megastørrelse, der oprindeligt var lavet af den svenske superstjerne til en aids-udstilling i 1987, og som også har været vist i Malmø Kunsthal før.

Modstand fra samfundet

Hovedværkerne består også af en historisk gennemgang af homoseksualitet og en lige så omfattende homo-manipulation af en samling gamle tegninger af Max Ernst. Det er fotokopi-æstetik, der viser den både passive og aggresive diskrimation mod alt andet end far, mor og børn.

Et vittigt lille værk på et bord ved siden af et hæfte med beskrivelser af kendte queer-performances fortæller det så fint. En stor sten ligger oven på en sko. Det kan godt være, at kunsten er en sten i skoen, men det er intet imod den modstand, et samfund giver dem, der er anderledes.

Henrik Olesen i Malmø Kunsthal, St Johannesgatan 7, Malmø til den 30. januar

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her