Anmeldelse
Læsetid: 2 min.

Postkort fra Vesterhavet

Rikke Bakmans Glimt lægger sig fint i rækken af selvbiografiske tegneserier, der for alvor satte gang i graphic novel-bølgen, og det, der kunne ligne en begrænsning, ender med at blive bogens styrke
Rikke Bakmans Glimt lægger sig fint i rækken af selvbiografiske tegneserier, der for alvor satte gang i graphic novel-bølgen, og det, der kunne ligne en begrænsning, ender med at blive bogens styrke
Kultur
28. januar 2011

En skildpadde bliver væk og skal findes i klitterne. Sværme af mariehøns klistrer til de badende på stranden. En tur til kiosken efter is og en grillaften med de nyskilte naboer.

Der er ikke umiddelbart meget dramatik over at skildre en feriedag i sommerhus. Far og mor og to piger, og alting er som det plejer. Tilsyneladende for småt og for kedeligt og ordinært som stof for en fortælling, men ikke når synsvinklen lægges hos barnet, og alle vante størrelsesforhold vendes på hovedet.

Så er det pludselig fortællingen om en meget lang dag, ikke fordi der sker meget, men fordi det hele ses solidarisk med barnets synsvinkel, hvor alle indtryk kaster en fra gråd til latter på et sekund, og de voksne udgør en hemmelighedsfuld verden med indforståede ritualer og hensigter.

Rikke Bakmans næsten 300 sider lange Glimt - efter eget udsagn en »tegnet roman« - fortæller om en enkelt dag i 1986 og lægger sig fint i den række af selvbiografiske tegneserier, der for alvor satte gang i graphic novel-bølgen. Mest kendt er værker som Art Spiegelmans Maus om forholdet til en far, der har været i Auschwitz, Marjane Satrapis Persepolis om sin barndom i Iran eller Guy Delisles rejseberetning fra det lukkede Nordkorea.

Stor troværdighed

Glimt er genrens første større danske bidrag og byder på en meget mindre verden, der først og fremmest udgøres af fint sansede erindringer med et fantastisk øre for replikker. Ikke mindst de voksne, der oftest optræder i rollen som kontrollører, skildres med fornemmelse for det fremmedartede og uforståelige. De taler samme sprog, men det betyder alligevel noget andet, når der er ægteskabelige skærmydsler med i spillet.

Bogen er tegnet i en bevidst naiv stil uden perspektiv eller proportioner, hvor skyer er hvide pølser med sorte konturstreger på en blå baggrund, og hver side udgøres af et ensartet kvadratisk billede. Alt lavet med farveblyanter i en falmet tone som var det postkort eller lysbilleder fra en for længst passeret dag, et mindealbum fra en ferie for længe siden. Stregen er naiv med præg af børnetegning, men naturligvis alt for kontrolleret til faktisk at være det.

Det, der måske kunne ligne en begrænsning, ender med at blive bogens styrke, hvor der overbevises i kraft af den store troværdighed, der ligger i barnets synsvinkel.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her