Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Proust til alle og alle til Proust

Bind 1. Nu behøver man ikke længere have dårlig samvittighed: Marcel Prousts 'På sporet af den tabte tid' udkommer som tegneserie
Kultur
14. januar 2011

For cirka 15 år siden fortalte den franske tegner Stéphane Heuet sin søster, der er fransklærerinde, at han agtede at lave en tegneserie over Marcel Prousts storværk På sporet af den tabte tid.

»Oh, det var dog en skrækkelig idé, hvordan tør du vove det!«, var hendes reaktion.

Nogle år efter, da det første bind var udkommet i 1998, sås de til jul: »Du havde ret det var en vidunderlig idé,« lød det nu formildende fra den ældre søster. Som de fleste andre mennesker havde hun i forvejen faktisk slet ikke læst Proust.

Som Heuet selv siger i et interview med avisen Süddeutsche Zeitung i anledningen af den tyske oversættelse og udgivelse af førstebindet i serien: »Jean Cocteau mødte engang lederen af Goethe-instituttet, der sagde: Goethe er en stor ukendt forfatter i Tyskland. Folk ser ham som en gud, derfor læser de ham ikke. Sådan er det med Proust i Frankrig. Alle ærer ham, ingen læser ham. Et helligt skrin, som Kabaen i Mekka. Mange mennesker mener, han er intellektuel, kompliceret. Hos mig ser de, hvor enkel han er, hvor morsom. Jeg åbner Proust for verden, men jeg åbner også verden for Proust.«

Alle de, der trods gode intentioner ikke har henslæbt en sommer under æbletræet i deres unge, yngre, ældre eller gamle dage med de i alt 3.200 sider om stort og småt fra storborgernes liv under la belle époque, kan roligt begynde her. For første bind, der hedder Combray, det imaginære navn på Prousts barndoms landsby i På sporet, er en fortryllende og poe-tisk billedrigdom i nedtonede farver. På fornemste vis fører den læseren ind i den fortabte verden før og efter Første Verdenskrig. Den klare streg er så tydeligt inspireret af mesteren Hergé. Stilen får mylderet af figurer til at træde frem med nådesløs skarphed. Lige fra den uopnåelige Maman, hvis nærhed lille Marcel higede efter, lige til hun døde, da han var 35 år. Hun er tegnet som en smuk kvinde, men med et fladt intetsigende ansigt uden egentlig karakter. Eller den rundhovede enfoldige kokkepige Francoise (ren Tintin-streg), der pludselig viser uendelig hårdhed, når det kommer til dyreslagtning, eller en voldsomt intrigant karakter, når hun lader den arme køkkenpige skrælle asparges en hel sommer, indtil hun må forlade sin plads på grund af de deraf følgende heftige astmaanfald.

En trækning ved munden, et par sammenknebne øjenbryn, og Heuet formår at ændre hele fremtoningen. Eller det lesbiske par Mademoiselle Vinteuil og hendes veninde, der med deres lidt for lange og spidse næser og selvtilfredse blikke passer perfekt til datidens stereotype billede af kvinder, der ikke var så heldige at være tiltrukket af det spændende mandskøn.

Naturlig nonchalance

Listen kunne fortsættes, for nærmest hver eneste figur, også den selvmedlidende tante Leonie, den arrogante ven Bloch eller den dameglade onkel Adolphe med særlig hang til smukke skuespillerinder, er tegnet med akkuratesse, vid og humor.

Heuet har selv fortalt, hvordan han akribisk har researchet steder, gader, huse, kunstværker, musik og litteratur i forsøget på at komprimere de mange ord i så nøjagtige billeder som muligt. Ved læsningen fortaber man sig let i vidunderlige detaljer som flisebelagte gulve, smedejernslåger og hestedrosker.

Tegneren gør en del ud af familiens i hvert fald ydre tilhørsforhold til den katolske kirke. Hver lørdag i maj går de til majandagt, og vi ser den lille Marcel stå med sin mor i hånden foran Jomfru Maria på det fint smykkede alter. Da han kommer hjem med sin nye, lidt ældre ven Bloch, udtrykker farfaderen sit mishag over, at sønnesønnens nye venner altid er jøder. Antisemitismen lurer under overfladen, men man skal kende Prousts baggrund for til fulde at forstå det groteske i situationen. Hans mor, Jeanne Veil, stammede fra det jødisk-parisiske borgerskab. For at få lov at gifte sig med Adrien Proust, en ambitiøs naturvidenskabsmand fra småborgerlige katolske kår i provinsen, måtte hun gå med til at lade sine børn døbe. Og selv om Proust-biografen Jean-Yves Tadié har betonet, at moderens jødiske gren af familien ikke praktiserede nogen form for religion, og selv om Marcel Proust ikke opfattede sig som jøde, så konverterede Jeanne aldrig til katolicismen og forblev altså både formelt og i sin nære overbeskyttende facon over for sin søn en ægte jiddische mame.

Nøglescenen, hvor den voksne Proust kommer til te hos sin mor og får serveret den berømte Madeleine-kage, der fører ham tilbage til Combray og tante Leonies soveværelse søndag morgen, er tegnet i smukke sanselige nærbilleder, så man fornemmer Prousts naturlige nonchalance i sin mors fine salon, man hører ham knække den tørre kage, og man mærker varmen fra den dampende te. Det kan kun gå for langsomt med at få oversat de fire resterende album, der foreløbig er udkommet på fransk.

For en god ordens skyld: Nogle læsere vil måske føle sig stødt over, at jeg kalder værket en tegneserie, og synes, det skal betegnes med mode-ordet graphic novel. Det er dog aldrig gået op for mig, hvad forskellen er. Men dette album er i hvert fald en tegneserie i ordets mest fremragende betydning.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Rene Kofoed Hansen

Dejligt. Har aldrig kunne komme igennem Marcel Proust.