Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Rød fluesvamp skal man holde sig fra – eller skal man?

Det er blevet så koldt i Berlin, at 12 kastrerede rensdyr er blevet parkeret i et kunstværk på Hamburger Bahnhof, mens giftige svampe skal vise vejen til hinduismens udødelighed
En usædvanlig udstilling og et usædvanligt natlogi: Berliner-kunstmuseet Hamburger Bahnhof har inviteret både overnattende gæster og rensdyr indenfor i udstillingsbygningen.

En usædvanlig udstilling og et usædvanligt natlogi: Berliner-kunstmuseet Hamburger Bahnhof har inviteret både overnattende gæster og rensdyr indenfor i udstillingsbygningen.

Attilio Maranzano

Kultur
5. januar 2011

BERLIN Hvorfor skulle man spilde penge på en luksussuite på Hotel Adlon på Pariser Platz med opvarmede badekåber og gratis champagne, når man kan smide 1.000 euro efter en nat i en dobbeltseng på et podium tre-en-halv meter oppe i luften, oven i købet i en ram stank af rensdyrpis?

Af en kunstinstallation at være er det en af de mere spektakulære og sanselige, man kan opleve denne vinter på Hamburger Bahnhof. Man aner det, så snart man træder indenfor på museet. Fuglekvidder fylder ens ører, mens en lugt af zoo rammer ens næsebor. Forklaring: 12 kastrerede hanrensdyr går og gumler i den store hal, mens 24 kanariefugle (12 af hvert køn) flyver rundt i store volierer over hovederne på dem. Dyrene er del af installationen Soma, skabt af den tyske kunstner Carsten Höller, årgang 1961.

Udødelig gennem urin

I midten befinder sig nogle overdimensionerede fluesvampe af kunststof og tre-fire meter oppe i luften det nævnte podium med dobbeltseng. Har man booket sig ind der er for længst udsolgt bliver morgenmaden serveret af museets restaurant, Sarah Wiener. Stjernekokken er Berlins svar på Jamie Oliver. Sengetøjet er sort. Hvem siger, man skal sove? Man kan for eksempel også som de to på det tidspunkt eneste museumsgæster tilbringe natten med at se hele museets øvrige udstilling.

»Vi har drukket soma; vi er blevet udødelige, vi har set lyset, vi har fundet guderne,« står der i Rigveda, der er det ældste af de fire skrifter, som den hinduistiske religion bygger på. Sanskrit- versene er fra det 2. århundrede før vor tidsregning, og drikken skulle efter sigende bibringe erkendelse og adgang til den guddommelige sfære, til lykke, rigdom og sejrskraft. I det 19. århundrede gik man i gang med at lede efter opskriften på denne himmerigsmundfuld, som desværre var gået tabt selv om den spiller en stor rolle i Aldous Huxleys berømte Fagre nye verden fra 1932.

I 1968 kom amerikaneren Gordon R. Wasson, professionel bankier og amatørmykolog, med teorien om, at fluesvampen er en vigtig bestanddel i somadrikken. Wasson kombinerede en sproglig undersøgelse af de rigvediske vers med fakta om sibiriske nomaders levevis og mente, at man muligvis har indtaget svampen direkte, muligvis gennem urin fra et dyr eller et menneske, der havde spist fluesvamp.

Stort hit

Så det er her, rensdyrene kommer ind i billedet. Før Höller blev kunstner, studerende han landbrugsvidenskab. Han har videreudviklet Wassons teori og mener, at det godt kunne dreje sig om rensdyr, da fluesvamp figurerer i deres kostpyramide. Derfor går de helt utroligt søde dyr, der ligner en mellemting mellem en ko og en hest (udstillingen er et uomstrideligt hit hos museumsgæster i alderen fra to til fem år) rundt og gumler, mens noget af deres urin er blevet hældt på flasker og stillet i køleskabet. Her ligger også frosset tørret fluesvamp, som man kan studere på nært hold. To sorte og to hvide mus har hver fået en legeplads, der er en nøjagtig miniaturekopi af en legeplads i LHay les Roses syd for Paris, som det ungarske kunstnerpar Pierre og Vera Szekely lavede i 1958. Musene har dog ingen anelse om deres fashionable trædemølle og gemmer sig det meste af tiden. En fed flue (en af to) ligger i en plexiglasbeholder og spæller med benene i vejret. Den har ikke langt igen. Åbenbart hørte den ikke ordentligt efter i biologitimen: Rød fluesvamp skal man holde sig fra.

Carsten Höller. Soma, Ham-burger Bahnhof Museum für Gegenwart, Berlin. Til 6. februar 2011.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Claus Oreskov

Nu skal man lige huske at renerne fulgte isbræen og renjægerne fulgte renerne nord på. De så kaldte ariske stammer, der bragte vedaerne til det nuværende Indien, gik i modsat retning, og er altså adskilt fra renjægerne i tid og sted! Carsten Höller er kunstner, og behøver ikke bekymre sig så meget om fakta, og det er der da kommet en meget sjov udstilling ud af. Det er rigtigt, at flere, af de sibiriske polare folk spiser tørrede rød fluesvamp. Se f.eks. http://www.infonor.dk/svampe.htm
Jeg vil dog fraråde, at man spiser det antal svampe, som Alona angiver af den grund, at svampenes giftindhold variere meget efter hvor de gror! Et hold amerikanske hippier, besøgte engang urfolkene på Kamtjatka for at udveksle erfaringer omkring brugen af rød fluesvamp. Amerikanerne havde nogle tørrede svampe, med hjemmefra som gave til urfolkene. Disse frabad sig gaven, under henvisning til, at man kun måtte spise svampe, som groede på ganske bestemte steder – steder som traditionen tro, var gode svampe steder. Det var klogt af dem!!!

jae, kunst er det sgu

Kan man få det indrammet :-)

morten hansen

Surprise!

Det er uhyre sjældent at aviserne bringer bringer så esoterisk viden videre som at omtale rød fluesvamp og soma og urinopløsning.

Det kan siges så simpelt: uden at forstå Amanita Muscaria og den symbolik, der gennemsyrer samtlige af de de store religioner i verden, kan man ikke forstå ret meget om disse religioners oprindelse. Og slet ikke den kristne symbolverden. Man kan i øvrigt heller ikke forstå vores juletraditioners for længst glemte og forfuskede shamanistiske bagland.

Man kan heller ikke forstå vor tids paranoia overfor psykedeliske stoffer (og ja: der kan laves ufattelige dumheder af idioter, der ikke forstår, hvad entheogener kan og bør bruges til).

Amanita'en er et af disse særdeles kraftige entheogener. Men pas lige på: never try that at home! - medmindre man har gjort sine forstudier. Det er dog en myte skabt af en klam blanding af katolikker, psykiatere samfunds-overtro, at man dør af det. Man får mega-kvalme før man oplever den egentlige virkning. Og at vikingerne gik bersærk af det er også noget ævl, det er man simpelthen ikke i stand til.

Det kan anbefales at studere John Allegro 'The Sacred Mushroom and the Cross' eller bedre Jan Irvin og Andrew Rutajit's fremragende bog 'Astrotheology & Shamanism - Christianity's Pagan Roots'.

Der er noget at tænke over.