Læsetid: 2 min.

Røvhullet og røvsprækken

Robert Downey Jr. balancerer smukt overdrivelsen med en sympatisk identificerbarhed i Todd Phillips’ ellers ujævne roadmovie ’Due Date’
Robert Downey Jr.  balancerer smukt overdrivelsen med en sympatisk identificerbarhed i Todd Phillips’ ellers ujævne roadmovie ’Due Date’
6. januar 2011

Charmøren Robert Downey Jr. tilfører med sin underspillede aggression elegance til film, der ikke ellers ville være elegante. I Iron Man (2008) gjorde han den geniale våbenbygger Tony Stark til en troværdigt smartrøvet kyniker (hvorefter han, alas!, fløj ud af den afghanske grotte i sin latterlige rumraket af en jerndragt). I Due Date, efterfølgeren til Todd Phillips roste dude-komedie The Hangover (2009), er det blandt andet til Downey Jr.'s fortjeneste, at den ujævne roadmovie balancerer røvsprækkepinlighederne med stor fniseværdighed. Downey Jr. indleder, i rollen som den overkontrollerede arkitekt Peter Highman, charmerende med en monolog over telefonen til sin højgravide hustru, der i hans drøm har fået bidt sin nyfødte barns navlestreng over af en bjørn.

»Jeg var okay med det. Det er vist et godt tegn,« konkluderer han absurd. 'Bjørnen' - hans forvarslede nemesis - materialiserer sig snart efter som et hysterisk uudholdeligt fæhoved, Ethan Tremblay (Zach Galifianakis), som Peter på hjem til Los Angeles ramler ind i i lufthavnen. Ethan råber tumpet op om bomber i flyet, og snart er begge mænd bortvist fra lufthavnen. Så er der, med skabelonen fra Hughes' Røvtur på Første Klasse (1987), dømt tvungen roadtrip for de to med alt hvad hertil hører af situationskomisk drøbelskrigeri, ulykkeskaskader og forsoning.

Stabil fniser

Ethan er med sine latterlige Hollywood-aspirationer en ægte 'smerte i røven'. Han slæber rundt på en pikspillende bulldog i snor og opbevarer sin brændte far i en (engang) vakuumpakket kaffebøtte. Peter er stram i røven og kæmper med at holde irritationen og arrogancen på et civiliseret niveau. Hans indre røvhul popper første gang op, da han max irriteret giver sønnen til hashpusher Juliette Lewis (altid hurra for hende!) en missiltung knytnæve i solar plexus. Han forstørrer eksplosivt al den irritation, man selv måtte have for nossefår uden situationsfornemmelse, og Downey Jr. balancerer smukt overdrivelsen med en sympatisk identificerbarhed.

Kun de dårligste (af de utallige) jokes, Zach Galifianakis overspil og profane platheder såsom den komedie-konventionelle usømmelige omgang med menneskeaske står i vejen for en helt igennem stabil fniser. Med behageligt indie-soundtrack af Fleet Foxes, Band of Horses og Neil Young føler man endda noget. Og forsoningsscenen, hvor drømmen om 'bjørnen' og navlestrengen falder på plads, er så stofpåvirket overdrevet, at det er til at sluge. Æret være Robert.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu