Læsetid: 3 min.

Sådan er kapitalismen

Det er stadig ejendomsmæglere og bedemænd, der scorer kassen, Maahn ...
Kapitalismens konger - dengang i det 19. århundrede som nu - er hus- og kistesælgere.

Kapitalismens konger - dengang i det 19. århundrede som nu - er hus- og kistesælgere.

6. januar 2011

Nå ja, man taler ikke om den længere. Den hedder i hvert fald noget andet, men i sin seneste form, den spektakulære, hvis årlige kulmination vi netop har været igennem med gåse- eller andesteg, ris á la mam, konfekt og knas og rødvin og guldbajere og kaffe og cognac og gaver og julekalendere og gadebelysninger og nikkende gammelnisser i udstillingsvinduer og Frelsens Hær og derefter udfasning hen imod eksplosionen på årets sidste aften med champagne og torsk og guldbajere og cognac og same procedure as last year og knaldfyrværkeri og ødelagte fingre og øjne og hylende rædselsslagne hunde og fugle der først tør nærme sig foderbrættet flere dage efter og skihop fra Garmisch-Partenkirchen i sort-hvid på oldemors Telefunken.

Men engang var den noget andet, kapitalismen. En gang var den det, der bar samfundet. Engang var den ro og orden. Det var, hvad Thomas Mann skrev om i sin store roman om Huset Buddenbrook, udkommet første gang i dansk oversættelse ved L. Stange i 1928, med forord af professor Vilhelm Andersen.

Han skriver: »Hvad den giver, er ikke blot en Families eller et Hus' Historie, men en Bys og et Aarhundredes. Man ser undertiden i Hjem, hvor der er en levende Familiefølelse, Billeder af Slægtens Mænd gennem flere led fra Oldefaderen til Sønnesønnen. Har man Sans for Tider og Personer, kan man af en saadan Billedrække læse en meget levende Historie. Man ser for sine Øjne den samme Type forandre sig med de skiftende Tider. Man kan tit blive helt sørgmodig derved: Man ser, hvad Tiden har udviklet, men ogsaa, hvad den har kostet.«

Drøm og skam

De mærkelige undertoner, der præger Manns værk, ses også i den store bog om det 19. århundredes gamle købmandshus, der forfalder i den nye tids spekulative stormvinde. Det er yngste generation, der bærer de træk her. Drengen Hanno, eneste søn af senator Thomas Buddenbrook og hans musikelskende hustru, Gerda.

Hanno er en drømmer, måske forfatterens selvportræt, lidt af en oprører, med sorte tanker, en optagethed af døden der gør ham beslægtet med de tidligere romantikere og de senere ekspressionister: »Og saa var Lykken blevet til Virkelighed. Den var kommet over ham med sin Højtidelighed og Henrykkelse, sin hemmelige Gysen og Bæven, sin pludselige underlige Hulken, hele sin overstrømmende og umættelige Rus ... Naa, de indkaldte Violiner i Orkestret havde svigtet lidt i Forspillet, og det var en tyk, indbildsk Fyr med rødblondt Fuldskæg, der var kommet sejlende i Baaden med nogle mærkelige Ryk. Hans Formynder, Hr. Stefan Kistenmaker havde siddet i Sidelogen og havde knurret over, at man lod Drengen faa saadanne Adspredelser, og holdt ham borte fra hans Pligter. Men det glemte han over alt det vidunderlige, som han lyttede til ... Og saa var det pludselig forbi alt sammen. Den syngende, straalende Lykke var forstummet og udslukt, med feberhedt Hoved havde han genfundet sig selv hjemme i sit Værelse og havde opdaget, at kun et par Timers Søvn derhenne i hans Seng adskilte ham fra den graa Hverdag. Da havde et Anfald af hin fuldstændige Fortvivlelse, som han saa godt kendte, overvældet ham. Han havde atter følt, hvor ondt Skønheden gør, hvor dybt den styrter en i Skam og længselsfuld Fortvivlelse og tillige fortærer Modet og Evnen til at leve i hverdagslivet.«

Teater og musik, det er verden for den drømmende dreng, der må dø, før han bliver voksen. Skammen og fortvivlelsen er noget, han har med sig fra familien, der tilhører firmaet, for det er større end individet. Sådan er kapitalismen, eller sådan var den.

Tilbage til midten af det 19. århundrede, det solide borgerskab med fødderne i historiens revolutionære kviksand, så langt ud er der ingenting, der længere kommer.

Men det er stadig, også her i kapitalismens spektakulære sluttider, ejendomsmæglerne og bedemændene, der i sidste omgang scorer kassen. Det er dem, der er kapitalismens konger.

Læs Huset Buddenbrook i dens første danske udgave, på den tids nu glemte dansk, så beslægtet med det lybækske plattysk, at bogen vel også på en eller anden måde kunne siges at være vores.

Og glem så bare, at DR, som sendte filmen Anden Nytårsdags aften, hele vejen igennem julen og efter filmens slutning kaldte forfatteren noget, der på plattysk dansk nærmest må staves 'Maahn'.

Det er hverken dansk, tysk eller plattysk. Bare plat.

Huset Buddenbrook, søndag kl. 20:00 på DR2

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

søren nissen

Ja, det er kedeligt, at man på DR ikke kan udtale "Mann". Men det er også kedeligt, at Laugesen tilsyneladende tror, at "Buddenbrooks" er skrevet på plattysk. Besynderligt, at han anbefaler en tvivlsom oversættelse, når der findes en fremragende. Og endnu værre, at han ikke tager sit arbejde alvorligt og kommer lidt ind på, hvad der blev "Set i TV".