Læsetid: 3 min.

Smagsdommerjazz

Informations smagsdommer ikke helt enig med DR2s
1. februar 2011

Da DR2's smagsdommere i sidste uge for en gangs skyld var blevet sendt til jazzkoncert, var det tydeligt, at to af de tre indkaldte censorer aldrig før havde hørt et stort jazzorkester spille. Sådan tæt på, altså. Man kan deraf udlede, at enten eksisterer det lighedstegn, som en tidligere statsminister forsøgte at sætte mellem titlerne 'smagsdommer' og 'ekspert', ikke, eller også er det bare legitimt her i landet at gestalte kendskab til kunst og kultur uden at have det fjerneste begreb om jazz eller improviseret musik.

Nå, nu skal vi heller ikke blive alt for fornærmede på jazzens vegne, for mens den tredje smagsdommer, jazzmusikeren Benjamin Koppel, var noget forbeholden, så æælskede de to jazz- begyndere hvad de hørte - sådan som en hel del normaldanskere jo nu engang får en Nirvana-oplevelse, når de opdager, at der kan komme lyd ud af instrumenter og ikke kun af stadionhøjtalere.

Søndag aften havde et mere sagkyndigt publikum indfundet sig i Det Kgl. Biblioteks Dronningesal for at høre samme koncert, som smagsdommerne tidligere havde hørt: den amerikanske sanger Kurt Elling med Klüvers århusianske big band. Denne smagsdommer kom da til ææælske orkestret højere end solisten, for Elling bruger ikke sin fantastiske stemme til at komme i tæt kontakt med den musik, han tolker. Der er for mange rutinemæssige show-effekter og for meget overlæsset og forceret scatsang til, at man kan tage ham rigtigt alvorligt. Kun i Bob Mintzers arrangement af John Coltranes »Resolution« fra A Love Supreme og i en delvist improviseret hyldest til for nylig afdøde James Moody nærmede Elling sig musikken på en måde, der fik os til at tro på den. Og ham.

Orkesteret, derimod, spillede glimrende, men det havde man som tilhører kun fornøjelse af, hvis man satte sig oppe i den ende af salen, hvor Hizb ut-Tahrirs kvinder plejer at sidde, og da helst i samme side som blæserne. Dér var balancen mellem sektionerne og rytmegruppen tålelig, så dér kunne man nyde fine soli af Claus Waidtløw på tenorsax og Jacob Buchanan på flygelhorn, samt at Morten Lund som gæst ved trommerne med stor autoritet holdt sammen på det hele.

Enkelt pakket ind

Forinden (og før VM- finalen i håndbold) havde Cæcilie Norby for et fuldt hus på Statens Museum for Kunst (hvor jo også koncerterne er gratis) vist, hvad man kan med en stemme, når den i modsætning til Ellings kun er meget enkelt pakket ind, i dette tilfælde blot med ægtemanden og den musikalske partner, Lars Danielssons spil på bas og cello. Og elektronik, skulle man måske sige, for parrets minimalistiske øvelser lader sig kun gøre ved rundhåndet hjælp af det, der kommer ud af stikkontakten, især når det gælder den sustain, Danielsson på den måde kan tilføre sine instrumenter.

Duoens repertoire er særdeles originalt arrangeret og, efter den seneste cd, Arabesque, også udstyret med en række temaer fra den klassiske musik, især den franske, der jo også har inspireret andre jazzmusikere, og med Norbys sikre intonation og smidige frasering og stemmens stærke udstråling, især i mellemlejet, og med Danielssons næsten orkestrale ledsagelse præsterer de et meget interessant bud på, hvor lidt der skal til for at yde stor musik retfærdighed.

 

Det Kgl. Bibliotek søndag: Kurt Elling & Klüvers Big Band

Statens Museum for Kunst søndag: Cæcilie Norby & Lars Danielsson

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu