Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Stasi-arkivet åbner sin egen udstilling i Berlins centrum

Lille intens udstilling giver godt indblik i, hvor omfattende, paranoidt og ødelæggende det øst-tyske Ministerium for Statssikkerhed Stasi arbejdede i DDRs 40-årige levetid.
Kultur
31. januar 2011

BERLIN - Sump, Poseidon og Gøgeæg eller hvad med det betegnende navn Forræder? Det var nogle af de opfindsomme dæknavne, som de cirka 190.000 uofficielle medarbejdere hos DDRs Ministerium for Statssikkerhed benyttede sig af. Antallet er fra 1989. Det svarer til en pr. 90 indbyggere i DDR.

Kartotekskortene med navnene kan man se på den udstilling, der åbnede i søndags på 21-års dagen for DDR-borgernes invasion af det forhadte ministeriums hovedcentral i Normannenstrasse i bydelen Lichtenberg, nær turistmagneten Checkpoint Charlie.

Bag dette oplysningsfremstød står den uafhængige styrelse, der forvalter det kolossale arkiv, DDRs politiske politi, Stasi, efterlod sig: Blandt andet 111 kilometer sagsakter og 1,44 millioner fotos. Arkivet er en arbejdsplads for historikere og privatpersoner, der her kan læse, hvad efterretningstjenesten havde om dem, og hvem der havde angivet dem. Med den ny udstilling får institutionen, populært kaldet Birthler-Styrelsen efter dens nuværende, men afgående leder Marianne Birthler, et sobert ansigt udadtil.

Sikret fodboldkamp

Checkpoint Charlie var indtil Murens fald i 1989 en af grænseovergangene mellem den sovjetiske og den amerikanske zone. I dag er den et karnevalssted, hvor Berlins udenlandske besøgende lader sig fotografere sammen med unge fyre klædt ud i for store uniformer.

Her ligger det ekstremt kommercielle Mauermuseum, der er spektakulært, men lidet seriøst. Derfor er den æstetiske og informative Stasi-udstilling tiltrængt.

Birthler-Styrelsens udstilling ligger i bygningens stueetage og falder i tre dele. Første del er de store vægpræsentationer, der fortæller inden for hvilke områder, Stasi opererede. Som for eksempel ungdom, sport, kultur, rejser, folkehæren.

Da fodboldklubben Dynamo-Dresden spillede mod Hamburg SV i UEFA-cuppen i december 1974 var 1.936 af de 28.000 pladser på Dresdens fodboldstadion reserveret til Stasi-medarbejdere. De skulle holde øje med, om de østtyske fodboldfans underholdt sig med de vesttyske eller udvekslede ting og sager. Der vises også en lille film fra en anden fodboldkamp dog ser man ikke noget så ligegyldigt som selve kampen. En Stasi-medarbejder har fået til opgave at filme publikum, mens de står og sidder i hundekulde på snedækkede bænke. Og der bliver filmet grundigt.

Anden del er vitriner, der uddyber de overordnede emner. Her kan man se dokumenter, fotos og DDR-relikvier. Her er en porcelænsfigur af russerne Lenin og Felix E. Dzerzhinsky, der grundlagde Sovjetunionens politiske politi Tjekaen, der senere fik navnet KGB. Her er også en lås fra varetægtsfængslet i Rostock og en SED-æressløjfe, som man modtog for »højeste tjekistiske præstationer til gavn for folket og freden«. Ærgerligt må det have været at modtage en af de bronze-, sølv- eller guldmedaljer, der tildeltes særligt meddelsomme informanter. Sagens natur taget i betagtning kunne man jo ikke så godt gå rundt og prale med den på brystet, så den måtte pænt forblive i Stasis varetægt. Uden tvivl har den dog fremmet ens videre karriere.

Her er også Stasi-minister Erich Mielkes røde plastikkuffert, der stod i hans panserskab til 1990. Efter sigende indeholdt den blandt andet kompromitterende dokumenter om Erich Honecker, DDRs leder fra 1973, og hans aktiviteter under nazitiden. Med dette materiale i sikker forvaring skal Mielke have haft en garanti mod at falde i unåde.

Hvordan Stasi trængte intimiderende dybt ind i privatsfæren, ser vi på en film, hvor to Stasifolk låser sig ind i en privat lejlighed og omhyggeligt gennemsøger og fotograferer alt.

Et andet sted ligger arrestordren fra januar 1953 på Georg Dertinger, DDRs første udenrigsminister. Han blev anklaget for »spionage og sammensværgelse« og ved en skueproces og idømt 15 års fængsel. Også hans kone, 15-årige søn og 13-årige datter kom i fængsel. Den yngste søn på otte kom til en partitro plejefamilie og genså først sin mor otte år efter.

Tredje del er seks plancheophæng. Hver især fortæller de historien om et af Stasis ofre. For eksempel Hermann Flade, der som ung mand i 1950 blev dømt til døden for at have uddelt flyveblade mod det udemokratiske DDR og have såret en politimand overfladisk ved sin arrestation. Massive protester i forbundsrepublikken, men også i DDR, tvang imidlertid regeringen til at omstøde dommen til 15 års fængsel. Eller Thomas Jon-scher, der blev født i 1959 i Halle som søn af en Stasi-officer. Hans fremtid lå egentlig klar, men så giftede Thomas sig med en kvinde med slægtninge i Vest, og han måtte vælge mellem familien og officerskarrieren. Han valgte det første, opgav sit studium på Folkehærens officersskole og begyndte at arbejde på et plejehjem. Da han i 1980 i en vægavis karikerede den manglende ytringsfrihed og DDR-pressens jubelmeldinger, kom han i fængsel i to år. Herefter flyttede han til Østberlin og deltog i de kirkelige fredsgrupper, der indlede den fredelige revolution.

Stor interesse

Indtil videre har kun Süddeutsche Zeitung skrevet om udstillingen. Avisen gav den en kulturforside og en positiv bedømmelse blandt andet med ordene: »Eksponater, der skal have effekt og snarere virker kuriøse end skrækindjagende, præger ikke udstillingen. Den besøgende får et første indtryk af den evige vækst i et apparat, som intet kunne berolige. Tværtimod: Det, der skulle have kunnet berolige, afspændingspolitikken, gjorde kun statssikkerheden mere nervøs«.

Siden november 1990 har man kunnet besøge Stasi-hovedsædet, der nu hedder Forsknings- og Mindesmærke Normannenstrasse, og blandt andet kunnet se Erich Mielkes kontor. Interessen for Stasi og dets forbrydelser er omfattende. I 2010 havde det tidligere hovedsæde 98.000 besøgende, mens det nærliggende tidligere varetægtsfængsel Hohenschönhausen var helt oppe på 330.000 besøgende.

Stasi. Die Ausstellung zur DDR-Staatssicherheit. Zimmerstraße 90/91. Åben dagligt fra kl. 10-18. Gratis adgang.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Skal man forstå Stasi, må man også forstå den tid, og de politiske og økonomiske sammenhænge, som var herskende, og derfor determinerende, for den historiske kontekst. Østtyskland var fra første færd, udsat for en militær trussel fra NATO landende. At NATO ikke var nogen tom trussel ses bl.a. af det faktum, at NATO landene havde formulerede, et dekret hvori de forbeholdt sig retten til, at anvende atom våben i et eventuelt førstehånds angreb. Her til kommer, at Østtyskland gennem hele sin eksistens blev udsat, for massiv spioneri, og infiltration af: politikken, militæret og erhvervslivet, fra vest - magternes side. Ikke nok med det, men der var også bunker af eksempler, på direkte sabotage handlinger – altså hvad man i dag kalder terror. Sammenligner man stasis arbejde med vores eget politi og efterretnings tjeneste, ligner de forbavsende meget hinanden. Jeg tænker bl.a. på beretningen om stasi der gennemsøger og fotografere en privat lejlighed, ak ja det samme sker jævnlig i Danmark i jagten på potentielle terrorister! Og det er så min pointe – at stasi, KGB, Lubjanka og hvad der engang fandtes bag jerntæppet, ikke længere egner sig til at udstille positive forskelle på ”dem og os”, snære for den slags dokumentation et komisk skær!
PS: Læs Markus Wolf: ”Manden Uden Ansigt”. Wolf var den næst øverste i stasi gennem 34 år, og hans erindringer er alt andet end kedelige.

Forskellen er da tydelig i det, at STASI kun kunne operere i det omfang, de gjorde fordi, det lykkedes at true borgerne til at overvåge og angive hinanden. Det demokratiske samfund forvandlede sig til et stikkersamfund, hvor kammerater var nødt til at omgive sig med mistro og mistænksomhed. Privatlivet blev ganske pillet ud af det socialistiske samfund samtidig med, at partitoppen og en sleskende hierarkisk organisation ikke kunne ses efter i kortene af den almindelige borger.

Uanset at vore eget nuværende samfund er fyldt med overvågning og bizarre paranoide foranstaltninger, er der ikke belæg for at negligere STASIS totalitære politistatssvineri.

Det var ikke frihed, og uden frihed ingen socialisme.

Nu ved jeg ikke hvad frihed egentlig er for noget, sådan abstrakt set, som du anvender dette metafysiske begreb. Frihed kan kun forstås, som frihed til, eller fra noget. At forære frihed væk i store poser, har altid været en af politikernes nemme løsninger. Nu kender jeg en del østtyskere og det er ikke mit indtryk at almindelige mennesker levede på den måde du beskriver. Jeg er selv en gang blevet antastet, af en gade bande i Øst Berlin, og de virkede faktisk ikke særlig skræmte for autoriteterne. Så her gælder det, som over alt, at sandheden er mere sammensat, og differentierede end som så!