Læsetid: 4 min.

Svimlende svanekamp

Den deliriske psykoballet 'Black Swan' forløses lige så orgastisk som dens ballerina i centrum. Instruktør Darren Aranofsky har på en banal skabelon bygget en ballet-på-balletten, som forvandles til ægte filmkunst, når den med sin perfektionerede æstetik knalder ud i de mest pirrende psykologiske rum i en tuttenuttet kvindes indre
Natalie Portman blev i søndags forgyldt med en Golden Globe for sin indsats i 'Black Swan'. Hun trænede et halvt år for at forme krop og bevægelser til rollen som ballerina, men faktisk er det i hendes forfinede, yndefulde hoved, der næsten konstant er i centrum af lærredet, at den virkelige psykoballet udfolder sig.

Natalie Portman blev i søndags forgyldt med en Golden Globe for sin indsats i 'Black Swan'. Hun trænede et halvt år for at forme krop og bevægelser til rollen som ballerina, men faktisk er det i hendes forfinede, yndefulde hoved, der næsten konstant er i centrum af lærredet, at den virkelige psykoballet udfolder sig.

SF Film

20. januar 2011

Hun er tuttenuttet som en 16-årig, men i virkeligheden er hun 28. Hun ser forskrækket på sin mors fede kage og sutter en lille klump af 'mummy's' pat-agtige pegefinger. »Yummy,« siger hun.

I Darren Aronofskys Black Swan er Nina, tåspids-skrøbeligt spillet af Natalie Portman, lige så uskyldig som de uhyggelige lyserøde bamser i strutskørt, der omringer hendes lillepigeseng hos mor. Ballerinaens svanesøs-forvandling fra ’hvid svane’ til ’sort svane’, indsyltet i ’mummys’ foruroligende begær, er filmens næsten karikerede historie. Men af alle de mærkværdige psykologiske rum, som billedmager Darren Aronofsky har skabt (Pi, Requiem for a Dream, The Fountain, The Wrestler) er Black Swan også hans mest indtagende og vellykket forstyrrende. Man ved fra start, hvad der kommer, men det er, på flere planer, en sand drøm at opleve hvordan.

Filmfedt på skelettet

Black Swan er en ballet-på-balletten, hvis virkelige styrke er Ninas, og publikums, drømmende vekslen mellem Tjaikovskijs fortryllede univers og ballerinaens kontrolhærgede liv. I filmens prolog drømmer hun, at hun skal spille Odette i Svanesøen, og som i en Vertigo-lignende fortsættelse af denne drøm går ønsket straks efter i opfyldelse. Hendes dansekompagnis arrogante leder, Thomas Leroy (upassioneret spillet af franske Vincent Cassel), vil nyopsætte balletten og genfortæller med højtidelig iscenesættelse historien om den jomfruelige Odette, der forvandles til en hvid svane, mister sin prins til den sorte Odele og finder sin frihed i døden. Bum.

Med den tale er vores forventninger til ballerina-Ninas egen udvikling lagt lårtykt frem. Men faktisk klæder banaliteten Aronofsky. Black Swan gør som sin yndefulde bedstemor, Powell og Pressburgers klassiker The Red Shoes (1948). Her bliver en balletopsætning af H.C. Andersens fortælling om de begærs-røde balletsko, der dæmonisk suger sig fast på en ballerinas speeddansende fødder, også historien om filmens ballerinas egen (indre) kamp som danser.

Det virkede mesterligt, og mens Aronofskys komplicerede plotkonstruktioner kolliderede med hans voluminøse og symboltunge filmstil i The Fountain (2006) og til dels i talthrilleren Pi (1998), så er Black Swans simple kamp mellem 'hvidt' og 'sort' perfekt til ham. Leroy bliver irriterende banaliserende, når han med fransk dialekt siger ting som »perfektion handler ikke om kontrol« til Nina, men da først hendes kontrol begynder at sprække, og der kommer virtuost filmfedt på det tynde skelet, så er alt glemt.

Black Swan’Instruktion: Darren Aronofsky Manuskript: Mark Heyman, Andres Heinz og John J. McLaughlin. Amerikansk. Empire, Falkoner, Grand og Imperial i København og en håndfuld biografer i resten af landet.

Psykoballet

Man bør se Black Swan, fordi man elsker film, ikke fordi man elsker ballet. Filmen fremviser ikke den form for bjergtagende balletkunst, eller den miljøskildring, som sidste års Frederick Wiseman-dokumentar, La Danse (2009) tilbød sit publikum. Alle hovedpersoner i Black Swan er skuespillere, ikke dansere - og det er der både en praktisk og æstetisk grund til.

Natalie Portman, der i søndags blev forgyldt med en Golden Globe for sin indsats her, trænede et halvt år for at forme krop og bevægelser til rollen som ballerina - en rigtig ’award winning’ gestus. Men faktisk er det i hendes forfinede, yndefulde hoved, filmet forfra og bagfra og næsten konstant i centrum af lærredet, at den virkelige psykoballet udfolder sig. Det er nemlig misforstået primært at betragte denne filmede ballet-med-ballet-i som en film om balletverdenen.

I så fald kan man også kritisere den for sin fordomsfulde fremstilling af bulimiske kontrolkællinger i konkurrenceræs, lummert dominerende balletledere og suicidale eks-divaer (Winona Ryder). Men det ville være det samme som at se Svanesøen som primært et studie i, hvad der sker, når man er blevet tryllet om til en svane (Shit! Hvad nu?) og skal lokke en prins til at ophæve forbandelsen med sin kærlighed (Flap med de vinger!). Balletmiljøet i Black Swan er snarere et metaforisk rum, hvor kampe mellem perfektion og begær, kontrol og drift udfolder sig.

Det incestuøse tema skildres her som Ninas flertydige kamp mod både barndomslænker og den snigende alderdom, som hendes fallerede botox-aldrende mor, Erica, blev offer for. Erica (80’er-skuespilleren Barbara Hershey, der som Mickey Rourke i The Wrestler er en velcastet ægte has-been) er med rette omklamrende bekymret, når hun vil holde datterens psykotiske perfektionstrang på afstand. Samtidigt lurer den klamme fastholdelse af Nina som pyntebamse, når mummy sniger sig ind på hendes ulåste lillepigeværelse med et tvetydigt »er du parat til mig«?

Dødsdriftigt delirium

Det foruroligende i filmen er altså ikke den modstand, der sprutter under overfladen, men den lyserødt glaserede overflade, som Nina piruetterer på på sin sprækkende tånegle. Det er derfor lige så befriende, som det er skræmmende, at se hende sortne og sprække, fysisk og psykisk. Da hun med konkurrenten Lilys (sødmælkssexede Mila Kunis) hoved mellem sine ben hengiver sig i orgastiske ryk ved man ikke, om det er en drømmeagtig selvprojektion - et resultat af Leroys lumre ’lektie’ til Nina om at gnide lysten frem i sig selv. Måske er hele filmen, overvejer man, Ninas drøm om at gnide denne lyst frem?

Det store læs af uadskillige hallucinationer åbner op for alle slags analyser, alt imens man med hele kroppen lader sig rive med ned i Ninas afgrund. Hendes (og nu spoiler jeg!) sluttelige psykotiske transformation til dødsdriftig 'sort svane' med blodigt røde øjne i en delirisk slutdans på scenen er med sit læs af filmiske effekter samt Portmans næsten mekaniske skuespil komplet overrumplende.

Aronofsky understreger her - akkurat som i The Red Shoes’ lange dansesekvenser - at balletten i Black Swan skal ses som til en indre ekspressionistisk tour de force. De filmiske manipulationer forvandler den rene dans til ren film og syret drøm. Og man skal elske filmmediets evner for deliriske drømmespasmer for at værdsætte denne udsyrede psyko-ballet-på-balletten. Men gør man det, vil man efter Black Swan elske film – og Aronofsky – endnu højere. Yummy!

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Michael Kongstad Nielsen

Hvad betyder "delirisk"? Jeg slog det lige op. Det må komme af det latinske "delirere", ude af sig selv, være i vildelse, delirium, en psykisk abnorm tilstand.

"Man skal elske filmmediets evner for deliriske drømmespasmer for at værdsætte denne udsyrede ballet-på-baletten", skriver Katrine Hornstrup Yde. Nu kan man altså få syre-trip uden brug af sprøjte - jeg tror ikke, jeg skal se den film.

Men den går sikkert godt i spænd med tidens ånd - desværre. Puh ha for en udseende/overflade/pynte-og ungdomsdyrkelse, at blive mere end 16 år er en fornærmelse, det burde ikke kunne ske, og når det alligevel sker, må det trylles væk i en lang orgasme. Gå i biografen og bliv syg. På den mest hippe og perfektioniske måde. Der er noget, der minder mig om Roms endeligt.

Michael Kongstad Nielsen

Ja, jeg går nok for lidt i biografen. Men der står da i anmeldelsen, at man skal "elske filmmediets evner for dileriske drømmespasmer" for at kunne værdsætte denne film. Det kan vel ikke betyde, at man skal sidde køligt tilbagelænet og studere filmens udtryk. Mon ikke man skal "spasme" lidt med i det? Et andet sted står der, at "man med hele kroppen rives med ned i Ninas afgrund" - det lyder jo næsten som om det var fysisk. Men hvad ved jeg.

citat:
“Man skal elske filmmediets evner for deliriske drømmespasmer for at værdsætte denne udsyrede ballet-på-baletten”, skriver Katrine Hornstrup Yde. Nu kan man altså få syre-trip uden brug af sprøjte - jeg tror ikke, jeg skal se den film."

Jeg tror der menes, at kun film-mediet kan skabe de her (levende) billeder, udmale den indre kamp mellem white swan & black swan samt undersøge det drømme-agtige spasme-agtige forhold imellem dem.

Sådan vil jeg tolke det citat, der står i artiklen...